vOlDElIGE COmpUTERSpIl, jA TAK! - Instituttet for Fremtidsforskning

SCENARIER OG
DRIvKRæfTER
fOR fREmTIDENS
ERHvERvSlIv
Det altoverskyggende problem for dagens erhvervsliv er
den radikale usikkerhed, som hersker. Den betyder, at
det eneste sikre er, at der vil komme flere wildcard-lignende forandringer
i stil med finanskrisen, som vi ikke har forestillet os i
dag. Den væsentligste udfordring for enhver, der vil lave forretning
i de kommende år, bliver derfor at skærpe evnen til at håndtere
forandringer, både på kort og lang sigt.
På kort sigt (2-4 år) er fleksibilitet og omstillingsevne i centrum.
På lang sigt (10 år) er det centrale at tage bestik af de langsigtede
drivkræfter for forandring – de såkaldte megatrends – som er i
spil, krise eller ej.
På den mellemlange bane (5 år) er det nødvendigt at forholde
sig til forskellige scenarier for verdens gang. I de sidste 30 år har
det i vidt omfang været markedet og dermed erhvervslivet, som
har drevet forandringerne på godt og ondt. Denne epoke
kulminerede med det fatale markedsdrevne finanskollaps i 2008.
Meget tyder imidlertid på, at fremtiden i langt højere grad er lagt
i hænderne på politikerne. Det bliver politikerne, som afgør,
hvilket af de følgende tre scenarier, som bliver virkelighed:
Scenarie 1 - Mådehold: Tidsånden præges af global konkurrence.
Der konkurreres på ’uproduktive’ kortsigtede tiltag som lavere
lønninger, skatter og gæld, snarere end på langsigtede, værdiskabende
forhold som forskning og innovation. Denne form for
konkurrence begrænser forbrugerefterspørgsel og offentlig
produktion og bidrager dermed til lavvækst. Konkurrence på disse
fREmtIdSfORSkNINg fREmtIdSfORSkNINg
Efter det fatale markedsdrevne finanskollaps i 2008 råder usikkerheden i det globale erhvervsliv. Forandringsparathed
er et nøgleord, og det er nødvendigt at opstille flere scenarier for udviklingen i erhvervs- og forretningslivet mod
2017 og videre frem. Men uanset i hvilken retning udviklingen går, tyder meget på, at fremtiden
i langt højere grad end tidligere er lagt i hænderne på politikerne. Læs med om …
Af Niels Bøttger-Rasmussen
parametre fører også til udligning af forskelle, og det begrænser
innovation og mangfoldighed.
Scenarie 2 - Turbulens: Tidsånden kendetegnes ved global
konfrontation. Radikal usikkerhed indebærer, at nye kriser
dukker op hele tiden. Politikerne svarer igen med handelskrige,
valutakrige og kamp om ressourcerne og virksomhederne med
nye tiltag for at undgå risici. Protektionisme, nationalisme og social
uro bidrager til stagnation og tilbagegang.
Scenarie 3 - Ny vækst: Tidsånden præges mere af globalt samarbejde
end af konfrontation og konkurrence. Truslerne er globale,
men det er mulighederne også. Der opnås global konsensus om at
beskatte CO 2 , styre spekulativ finansvirksomhed og modvirke
uproduktiv skatte- og lønkonkurrence. Mulighederne ligger dels
i styrket global arbejdsdeling og specialisering, baseret på forskelle
og styrkepositioner, og dels i øget offentligt/privat samspil om løsninger
på de store globale udfordringer: ressourceknaphed, klima,
aldring, sundhed og fattigdom.
pARADOKSER
Den helt centrale motor for fremtidig vækst er de nye vækstøkonomier,
hvor 82 procent af verdens befolkning bor, og hvor 50
procent af den globale vækst finder sted. Vækstøkonomierne er
de fleste af de tidligere såkaldte u-lande i Asien, Afrika og Latinamerika,
hvor væksten nu er 2-3 gange højere end i Vesten. For
Vestens virksomheder handler det om at blive koblet på denne
vækst, bidrage til den og ikke mindst gøre den mulig ved hjælp af
fx clean-tech løsninger.
Fremtiden er kendetegnet ved en række ubalancer og paradokser,
som der skal findes politiske løsninger på. For det første er det
ikke langtidsholdbart, at det er de rige og aldrende lande, som
låner af de fattige med langt yngre befolkninger. For det andet er
det et paradoks, at væksten skal sparkes i gang ved at stimulere
modvillige forbrugere gennem skattesænkninger til at forbruge
endnu mere samtidig med, at der er et udækket behov for flere og
bedre offentlige goder, som sundhed, skoler, miljø og infrastruktur,
men ikke tilstrækkelig politisk vilje eller evne til at finansiere
dette, hverken i USA eller EU.
For det tredje er det et paradoks, at hovedparten af de store
virksomheder til trods for krisen tjente mere i 2012 end før
krisen. Overraskende få virksomheder uden for finans og
byggeri er gået konkurs. Profitandelen steg markant i de gode år
op til krisen og er, efter et kortvarigt dyk i 2009, forblevet høj
under krisen, mens lønandelen er faldet. Det er usædvanligt set i
forhold til tidligere kriser. Den globale konkurrence handler ikke
mindst om at nedbringe lønomkostningerne. Også i lande som
Tyskland og Japan med høj konkurrenceevne og store betalingsbalanceoverskud
er løntilbageholdenhed en dyd, selvom højere
lønninger her ville kunne bidrage til at stimulere forbruget og
den globale vækst.
Virksomhedernes store overskud investeres i begrænset omfang
”Den langsigtede trend er en
polarisering af erhvervsstrukturen,
som i øget omfang domineres af nogle
få meget store globale mastodonter
og et stigende antal helt små
entreprenører/gazeller.”
S C E NARIO 32 0 2 : 2 0 1 2 S C E NARIO 33 0 2 : 2 0 1 2
i ekspansion, fordi efterspørgslen ikke er til stede. I stedet benyttes
det til at nedbringe gæld eller udloddes til aktionærerne, fx via
opkøb af egne aktier, hvilket hverken bidrager til at øge investeringer
eller forbrug. I det lys er det et yderligere paradoks, at lavere
selskabsskatter jævnligt fremhæves som et velegnet middel til at
øge etablerings- og investeringslysten i erhvervslivet. Et enkelt land
kan givetvis tiltrække virksomheder og nyinvesteringer ved at
tilbyde lave selskabsskatter (og lønninger), men som oftest sker
det på bekostning af andre lande og bidrager derfor ikke til global
vækst. Øget vækst kommer kun via øget efterspørgsel, højere
produktivitet eller innovation.
Risikoen er jobløs vækst, fordi de store virksomheder i vidt
omfang automatiserer og udflytter arbejdspladser, mens den lokale
jobvækst overvejende sker i unge mindre virksomheder, som der,
så længe krisen tynger, kommer færre af. I 10-året fra 2001 til 2010
har amerikanske multinationale virksomheder, som beskæftiger 20
procent af arbejdsstyrken i USA, reduceret medarbejder antallet i
landet med ca. 2,9 millioner medarbejdere, mens antallet af medarbejdere
i udlandet er forøget med 2,4 millioner. 1
De høje overskud skyldes, at de store virksomheder har været
dygtige til at skære i omkostningerne og øge produktiviteten
markant, blandt andet via udflytning af produktion, og at de har
været gode til at flytte omsætningen ud på nye markeder og blive
endnu mere globale i takt med, at de hjemlige forbrugere har
svigtet. Mange små virksomheder har derimod problemer, fordi de