Del II: Falsk anmeldelse af voldtægt - Det Kriminalpræventive Råd

Tabel 16. Årsag til at anmeldelsen afsløres som falsk, 2000-02.
Antal
Kvinden henvender sig selv 29%
Beviser/vidner 46%
Politiet presser kvinden 12%
Uoplyst 6%
Total* 100%
* Andelene er beregnet ud fra antal kvinder – ikke antal sager.
Årsagerne spiller naturligvis sammen, men her er noteret det, der fremstår som den primære
årsag. Der er flere grunde til, at kvinden henvender sig af sig selv og indrømmer, at der er tale
om falsk anmeldelse: Hun formoder, at beviserne alligevel vil afsløre hende, eller hun har dårlig
samvittighed over for en eventuelt udpeget gerningsmand. Denne sidste antagelse bestyrkes
ved, at i to tredjedele af de sager, hvor kvinden selv har henvendt sig til politiet og indrømmet
falsk anmeldelse (19 af 29), har hun forinden udpeget en gerningsmand. Dette gælder
dog ikke alle kvinderne, idet 25 andre kvinder kun indrømmer falsk anmeldelse på grund af
beviser/vidner i sagen, selvom der var udpeget eller fundet en mand via signalement. 66
At afsløringen fremkommer på grund af pres fra politiet i 12% af tilfældene, skal ikke forstås
således, at politiet ikke ”presser” kvinden i de øvrige sager. Pres er naturligvis relativt, men i
de 12% af sagerne er der tale om, at politiet bliver ved at spørge kvinden, om anmeldelsen
virkelig er rigtig, siger at man ikke tror på hende osv., så kvinden til sidst indrømmer/bryder
sammen.
I sagen om en 11-årig kvinde finder politiet hende utroværdig, bl.a. fordi hun fortæller om
blackouts under voldtægten. Ifølge rapporten foreholdes hun ifølge rapporten det usandsynlige
i, at et barn voldtages to gange med tre års mellemrum, uden at der er reaktioner herpå. Til
sidst begynder hun at græde ”Forurettede fortalte nu grædende at hun var så ked af det, fordi
hun ikke synes, at hun var særlig tæt på sin mor, en mor som hun helt klart savnede et meget
tættere forhold til, og ikke mindst savnede hun at kunne tale med sin mor, og være en del af.
Hun havde opfundet hele denne historie, fordi hun ønskede at hendes mor ligesom ”var der”
for hende, på et tidspunkt i hendes liv, hvor det var så vigtigt at have en mor at støtte sig til,
samt at moren ville give hende lidt opmærksomhed og støtte. Forurettede blev slutteligt formanet
omkring alvoren i at indgive en anmeldelse af en sådan karakter, og blev meget kraftigt
opfordret til aldrig, at gøre noget lignende, idet hun kunne ødelægge mange menneskers liv i
meget lang tid, med sådan en anmeldelse.”
Der lægges dog ikke større pres på kvinderne i de falske sager end på kvinderne i de sande, så
det vil formentlig være fejlagtigt at tro, at flere kvinder ville indrømme, at der var tale om
falsk anmeldelse, hvis blot man pressede dem.
Hvad angår politiets måde at afhøre kvinden på, er der gennem årene sket store ændringer – i
hvert fald i politiets lærebøger på området. Tidligere har der i lærebøgerne været stort fokus
på, om anmeldelsen af voldtægt var falsk, og der blev givet oplysninger om, hvordan man
eventuelt kunne kende en falsk anmeldelse. Dette er gennem årene blevet kritiseret fra forskellige
sider, herunder fra kvindesagsforeninger, og i dag ser politiets lærebøger anderledes
ud. Der er stadig fokus på risikoen for falsk anmeldelse i lærebøgerne, men samtidig tages der
højde for, at kvinden kan være så påvirket af hændelsen og opføres sig således, at hun kan
fremstå på en måde, der uberettiget giver indtryk af, at der er tale om en falsk anmeldelse .67
66 Det sker i enkelte tilfælde, at kvinden opgiver signalement på en fiktiv gerningsmand og/eller gerningssted, for at
politiet ikke skal finde dem, hun virkelig var sammen med – men hvor de findes alligevel f.eks. pga. vidner.
67 Center for Voldtægtsofre indledte i 2001 et samarbejde med Politiskolen, og siden 2002 har alle afgangsklasser
modtaget undervisning på centret, bl.a. omkring kvindernes oplevelse af deres møde med politiet.
52