Del II: Falsk anmeldelse af voldtægt - Det Kriminalpræventive Råd

medier og hos politiet kan bevirke, at det bliver endnu vanskeligere for en kvinde at stå frem
og anmelde voldtægt.
I sammenhæng hermed må også ses undersøgelsens resultater om den anmeldende kvindes
baggrund, som viser en ganske tydelig overrepræsentation af kvinder, der er tungt belastede
på mange områder i livet. Ved anmeldelse af voldtægt møder mange kvinder dermed politiet
med et i forvejen kaotisk liv og manglende ressourcer til at forklare sig og deltage i sagen. Det
kan få stor betydning for myndighedernes opfattelse af hende og hendes forklaring og dermed
for hendes troværdighed. Da den falske voldtægtsanmeldelse som sådan ikke skiller sig væsentligt
ud fra de øvrige voldtægtsanmeldelser, kan det ikke afvises, at kvinder med psykiske
vanskeligheder, netop på grund af disse vanskeligheder, i højere grad mistros og dermed risikerer
en sigtelse for falsk anmeldelse.
Med tanke på mediernes og politifolks udmeldinger om spildte ressourcer og den uretmæssige
– og tunge – anklage mod en uskyldig mand, er det også vigtigt at tage i betragtning, at kvinderne
i omkring halvdelen af sagerne faktisk ikke udpeger en ”gerningsmand”. En tredjedel af
det antal mænd, der anmeldes i en falsk voldtægtssag identificeres/udpeges af kvinden. Langt
fra alle disse udpegede mænd kontaktes, blandt andet fordi sagen opklares som falsk anmeldelse,
inden politiet når så vidt – typisk på grund af kvindens indrømmelse af, at anmeldelsen
er falsk. De fleste voldtægtssager, der viser sig at være falske, opklares altså meget hurtigt,
og den tid en uskyldig mand må lide under anklagen om voldtægt er heldigvis sjældent lang. I
denne sammenhæng er det også væsentligt for opfattelsen af falsk anmeldelse af voldtægt at
vide, at når kvinden anmelder en mand for voldtægt, har det i flere tilfælde sammenhæng med
et forudgående forløb, der omfatter en brutal eller nedladende behandling fra mandens side,
for eksempel i form af grov vold og/eller alvorlige trusler mod kvindens børns liv.
Desuagtet det selvfølgelig er rigtigt, at der spildes ressourcer, må det dog erindres, at der i
gennemsnit afhøres 4 vidner per sag, og at Kriminalteknisk afdeling inddrages i lige knap halvdelen
af sagerne. Da der er tale om ”kun” omkring 33 sager årligt på landsplan, kan det godt
undre, at der lægges så megen vægt på de spildte ressourcer. Når vi samtidig ved, at mørketallet
som nævnt er stort, og at et stort antal voldtægtsmænd dermed går frit omkring uden på
noget tidspunkt at være blevet konfronteret med deres gerning, og uden at opleve nogen som
helst konsekvens af deres handling, må den eksisterende prioritering og opfattelse af falsk
anmeldelse af voldtægt give stof til eftertanke.
En del af årsagen til, at der alligevel er et sådan fokus på falsk anmeldelse af voldtægt, må
formentlig søges i, at voldtægt er en af de forbrydelser, vi i samfundet anser som allermest
forfærdelige. Hører man om en voldtægt oprøres man, og der opstår sympati for og medlidenhed
med den kvinde, det er gået ud over. Finder man dernæst ud af, at det var løgn, og hører
man ikke nærmere om kvindens liv og de omstændigheder, der førte frem til anmeldelsen –
omstændigheder der ofte hænger sammen med psykiske vanskeligheder, et belastet liv samt
den omstændighed at andre ofte tager over og anmelder, selvom kvinden ikke ønsker det – ja,
så står indtrykket af en ondsindet og hævngerrig kvinde alene tilbage. Man kan da føle sig taget
ved næsen, fordi man har følt medlidenhed – men desværre mangler man som nævnt ofte
væsentlige oplysninger for at kunne vurdere sagen i sin helhed. Det er klart, at når man som
politibetjent har arbejdet på en sådan sag og lagt følelser og kræfter i den, så kan det resultere
i vrede og skuffelse over at være blevet løjet for. Man kan oven i købet være bange for at
fremstå naiv eller fagligt inkompetent blandt både ledelse og kolleger.
Det spørgsmål er også blevet rejst, om, hvorvidt årsagen, eller i hvert fald noget af den, til at
falske anmeldelser er kommet så uforholdsmæssigt meget i fokus i forhold til voldtægt, er fordi
det er mænd, der anklages for voldtægt, mens det typisk er kvinder, der voldtages? Eksisterer
der således (stadig) nogle grundlæggende forskelle i mænds og kvinders retsstilling?
februar 2006” konkluderer, at cirka 2.000 kvinder årligt (2003) er udsat for tvangssamleje, og at cirka halvdelen af
disse kvinder har oplevet tvangssamlejet som voldtægt.
78