Hele publikationen i PDF-format - Undervisningsministeriet

strerer eventyrene effektfuldt, og ofte i opposition til
den virkelighed, de er et livtag med, hvilke menneskelige
egenskaber der er værdifulde.
Folkeeventyrene hører til de ældste litterære grundformer
sammen med sagnet, myten, legenden og
fablen, og senere tiders episke litteratur bygger på og
genbruger disse urformer i stadigt nye skikkelser.
Alene af den grund er læsning af folkeeventyr en
nøgle til forståelse af meget litteratur senere hen.
Johan Herman Wessel (1742-85)
Wessel var den litterære klub Det Norske Selskabs
mester udi den velturnerede bagatel og den muntre
parodi. Han brød i 1772 igennem med tragedieparodien
Kierlighed uden Strømper, der fortsat opføres.
Stilen i Wessels småvers, bagatellerne, var det træfsikre
og ofte latterliggørende, men dog aldrig aggressive
humoristiske udtryk. Den komiske historie på vers
blev hans speciale som bl.a. Smeden og Bageren (“At
rette Bager for Smed”) eller fragmentet Vaaren, der
var en skæmt med naturbeskrivende poesi. “Jeg sielden
Noget troer, som troes af for Mange” som det
hedder, og hans digtning bygger netop på en grundlæggende
skepsis over for idealisering og højtidelig-
Tillæg til folkeskolen
gørelse af livet og kunsten. De komiske fortællinger
blev især trykt i hans eget ugeblad med den fransk/
latinske titel: Votre Serviteur Otiosis (Til tjeneste i
Deres ledige stunder). “Man sukker, for han er ei
meer. Man husker hvad han var, og leer.”
B.S. Ingemann (1789-1862)
Dan Turèlls vidnesbyrd om, at han som skoledreng
besvimede under afsyngelsen af Ingemann, kan vi
stadig lade stå til troende, for hvem har ikke været i
al fald lige ved? Måske ikke så få – man må dog være
hårdhudet for slet ikke at bevæges af de enkle og lyse
billeder i hans Morgen- og Aftensange (1839), man
må være sprogligt tonedøv for ikke at fryde sig over
det på én gang barnlige og dybt klingende ordvalg
og den gennemmusikalske versifikation. Ingemanns
fortrøstningsfulde salmer kan her og der ligne noget
sentimentalt, men der er ingen affektation i dem; det
er en enestående stærk livsglæde – om man vil: livstro
– der bryder igennem. Når han så suverænt kunne
bevare den, kan det hænge sammen med den lige
så usædvanlige indsigt i mørket, splittelsen og dæmonien,
som han udfoldede i sine Eventyr og Fortællinger
(1820). En side af forfatterskabet, der ikke
agtedes højt i samtiden, men som med sine tematise-
53