Hele publikationen i PDF-format - Undervisningsministeriet

Tillæg til de gymnasiale uddannelser
66
gisk natur, som er blottet for mening. I den forstand
gennemlever Jacobsen eksistentielt og kunstnerisk et
sammenbrud, der omfatter ikke blot bærende ideologiske
forestillinger, men også anfægter selve det
kunstneriske formsprog. Hans forfatterskab er et
egensindigt forsøg på kunstnerisk at rejse former, der
modsvarer de grænseoverskridende erfaringer af frihed
og meningstab. Hans prosa slår bestandig over i
tætte, lyriske passager, og han skaber et suggestivt,
billedmættet udtryk, der kulminerer i skabelsen af
arabeskens slyngede, frie strofeformer (“Arabesk” fra
Gurresange, 1868-69 og “Arabesk til en Haandtegning
af Michel Angelo”, 1874). Efter J.P. Jacobsen er
hverken prosasproget eller den lyriske diktion den
samme.
Sophus Claussen (1865-1931)
“Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed,
/alle Nationer vil løses, og alle Matroner vil skilles.”
(“Atomernes Oprør”, 1925). For nye generationer
lyder disse vers underligt fortrolige, og samtidig –
deres tid taget i betragtning – alarmerende i deres
varsling. Sådan er det med Sophus Claussen. En farlig
energi er på færde i hans forfatterskab. Med svimlende
sensibilitet i sproget lovprises og besynges san-
selighed og erotik, både som værdi i sig selv og som
bevidsthedsåbninger mod højere erkendelser, fantastiske
og fantasibårne forståelser. Men fryden hos
Sophus Claussen er også altid truende tæt på fortvivlelse.
Fra debuten i symbolismen udfolder forfatterskabet
sig hen over århundredskiftet, fx i digtene
“Pilefløjter” (1899) og “Heroica” (1925), rejsebogen
Valfart (1896) og fortællingen Unge Bander (1894).
Hans Kirk (1898-1962)
Som skildrer af det folkelige Danmark, i traditionen
fra Pontoppidan, Aakjær og Andersen Nexø, blev
Kirk en af vores mest populære nyklassikere. Kirk
debuterede i 1928 med Fiskerne, som beskriver,
hvordan en gruppe indremissionske kystfiskere får
fodfæste som fjordfiskere. Det er en kollektivroman,
altså en roman, som ikke samler sig om én hovedperson,
men om en gruppe. Fiskerne repræsenterer
et proletariat, som ifølge kommunisten Hans Kirk
har afsporet kampen for en bedre tilværelse ved at
samle sig om streng gudsdyrkelse i stedet for at
omforme det samfund, de lever i. Men han holder
med dem og viser, hvordan man med en fælles ideologi
og et stærkt sammenhold kan infiltrere et samfund
uden sammenhængskraft. I skildringen af