H.A. Brendekilde: Udslidt. 1889 Olie på lærred, 207 x 270 cm Tilhører Fyns Kunstmuseum/ Odense Bys Museer © Fyns Kunstmuseum/ Odense Bys Museer. Fotograf: Wermund Bendtsen Fotografi ApS/ COPY-DAN Billedkunst 20040450 Tillæg til de gymnasiale uddannelser 65
Tillæg til de gymnasiale uddannelser 66 gisk natur, som er blottet for mening. I den forstand gennemlever Jacobsen eksistentielt og kunstnerisk et sammenbrud, der omfatter ikke blot bærende ideologiske forestillinger, men også anfægter selve det kunstneriske formsprog. Hans forfatterskab er et egensindigt forsøg på kunstnerisk at rejse former, der modsvarer de grænseoverskridende erfaringer af frihed og meningstab. Hans prosa slår bestandig over i tætte, lyriske passager, og han skaber et suggestivt, billedmættet udtryk, der kulminerer i skabelsen af arabeskens slyngede, frie strofeformer (“Arabesk” fra Gurresange, 1868-69 og “Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo”, 1874). Efter J.P. Jacobsen er hverken prosasproget eller den lyriske diktion den samme. Sophus Claussen (1865-1931) “Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed, /alle Nationer vil løses, og alle Matroner vil skilles.” (“Atomernes Oprør”, 1925). For nye generationer lyder disse vers underligt fortrolige, og samtidig – deres tid taget i betragtning – alarmerende i deres varsling. Sådan er det med Sophus Claussen. En farlig energi er på færde i hans forfatterskab. Med svimlende sensibilitet i sproget lovprises og besynges san- selighed og erotik, både som værdi i sig selv og som bevidsthedsåbninger mod højere erkendelser, fantastiske og fantasibårne forståelser. Men fryden hos Sophus Claussen er også altid truende tæt på fortvivlelse. Fra debuten i symbolismen udfolder forfatterskabet sig hen over århundredskiftet, fx i digtene “Pilefløjter” (1899) og “Heroica” (1925), rejsebogen Valfart (1896) og fortællingen Unge Bander (1894). Hans Kirk (1898-1962) Som skildrer af det folkelige Danmark, i traditionen fra Pontoppidan, Aakjær og Andersen Nexø, blev Kirk en af vores mest populære nyklassikere. Kirk debuterede i 1928 med Fiskerne, som beskriver, hvordan en gruppe indremissionske kystfiskere får fodfæste som fjordfiskere. Det er en kollektivroman, altså en roman, som ikke samler sig om én hovedperson, men om en gruppe. Fiskerne repræsenterer et proletariat, som ifølge kommunisten Hans Kirk har afsporet kampen for en bedre tilværelse ved at samle sig om streng gudsdyrkelse i stedet for at omforme det samfund, de lever i. Men han holder med dem og viser, hvordan man med en fælles ideologi og et stærkt sammenhold kan infiltrere et samfund uden sammenhængskraft. I skildringen af