ANSVARSPÅDRAGENDE RATINGS ... - Juridisk Institut

Det er i denne situation vigtigt at have for øje, at bonus pater familias som sam‐
menligningsgrundlag ikke skal tages for bogstaveligt, selvom det kan være svært,
når vi alle sammen har en forestilling om en familiefar som noget cardiganklædt,
Citroën Berlingo‐kørende og forstadshyggeligt.
Ved udfyldningen af den almindelige erstatningsregel, der henviser til, hvordan
en ”fornuftig” person ville have handlet, er det således værd at erindre, at den
fornuftige person slet ikke ville indlade sig på en virksomhed, der krævede sær‐
lige kvalifikationer, såfremt han ikke var i besiddelse af dem.
Ved udøvelse af mange typer erhvervsvirksomhed (af størst interesse er for
nærværende de liberale erhverv son f.eks. revisorer, advokater, ejendomsmæg‐
lere og naturligvis kreditvurderingsbureauer) er det nødvendigt at besidde sær‐
lige kvalifikationer, som er en forudsætning for at kunne præstere en tilfredsstil‐
lende præstation. Ved vurderingen af f.eks. revisors erstatningsansvar over for
en tredjemand, der har ydet kredit på baggrund et mangelfuldt revideret års‐
regnskab, savner det således mening at forsøge at sammenligne revisors ydelse
med den, en bonus pater familias ville have kunnet levere. I stedet for en ”almin‐
delig fornuftig person” må der anvendes en fornuftig person med de fornødne
kvalifikationer som målestok for, hvorvidt den præsterede ydelse er uforsvarlig
og dermed ansvarspådragende efter culpareglen. 111
Dette ansvar, som den særligt kvalificerede erhvervsudøver opererer under, kal‐
des gerne ”professionsansvaret”. 112
Om man som Langsted vælger at kalde sammenligningsgrundlaget for en ”bonus
pater (altså ingen ’familias’)” 113 (for at distancere sig fra den stakkels, uvidende
familiefader), som Jull Sørensen en ”bonus pater professionalis” 114 , eller som
Eyben og Isager bevidst forsøger at undlade at benytte sig af bonus pater‐afledte
begreber, er for nærværende ikke af afgørende betydning. Dét er til gengæld de
normer, som udøverne af de liberale skal udfolde deres rådgivning og virksom‐
hed indenfor for at undgå at blive gjort erstatningsansvarlige for deres handlin‐
ger.
Uanset om der er tale om en vis form for differentiering af culpanormen for en
god familiefader og en rådgivende ingeniør, som antydet af Ulfbeck, 115 eller om
den samme culpanorm er tilpas relativ til at kunne anvendes direkte i begge til‐
fælde, som anført af bl.a. Langsted 116 , er det fælles for de liberale erhverv, at de i
flere tilfælde er forpligtede til at iagttage ”god skik” indenfor deres respektive
områder; enten fordi det er hjemlet i loven, eller fordi det følger af brancheetiske
regler e.l.
111 Jf., Gomard, Bernhard: Moderne erstatningsret, 2002, s. 39f.
112 Se bl.a. Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 112, og omvendt kritisk over for termino‐
logien: Langsted: Rådgivning I, s. 242f.
113 Langsted: Rådgivning I, s. 239ff.
114 Sørensen, Marie Jull: God skik for juridisk rådgivning – en retlig standard, 2011, s. 121.
115 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder, s. 30.
116 Langsted: Rådgivning I, s. 242.
RETTID 2012/Specialeafhandling 13 31