ANSVARSPÅDRAGENDE RATINGS ... - Juridisk Institut

tisk værdi, når man bevæger sig ind på området for kreditvurderinger. Dels sker
en værdiansættelse af en bolig i kroner og ører, og dels er det forudsat (i både
ejendomsmæglerloven og af domstolene), at det er muligt at finde den korrekte
værdiansættelse.
En kreditvurdering er en udtalelse om risikoen for, at en debitor misligholder
sine betalingsforpligtelser, og den siger således intet om den absolutte værdi af
det ratede objekt, men derimod kun noget om den umiddelbare, relative værdi af
en fordring. Hvis jeg låner 1.000 kr. af banken, vil en AAA‐rating af engagementet
blot betyde, at det er meget tæt på stensikkert, at banken vil få de 1.000 kroner
plus renter tilbage. Hvis engagementet derimod rates CCC, betyder det, at det er
meget lidt sandsynligt, at banken får sine penge igen, men forskellen er umuligt
at gøre op i kroner og ører. Det må alligevel antages, at såfremt banken skal vide‐
reoverdrage sin fordring på mig til en anden kreditor, så vil det kunne ske til en
højere kursværdi, såfremt begge parter kan være trygge ved, at jeg nok skal
overholde mine betalingsforpligtelser. Selvom det således ikke er muligt at fore‐
tage en nøjagtig værdiansættelse af differencen mellem to ratings, må det dog
fortsat formodes, at en uvildig syns‐ og skønsmand vil kunne udtale sig om ”kor‐
rektheden” af en rating, og at en eventuel difference mellem de to ratings vil
kunne fastsættes skønsmæssigt i forhold til det samlede tab. Dette synes også
forudsat i ejendomsmæglerloven, hvor det erindres, at § 24, stk. 6 giver forbru‐
geren ret til en godtgørelse, såfremt han eller hun har handlet i tillid til rigtighe‐
den af en værdiansættelse, og denne afviger væsentligt fra en ”korrekt værdian‐
sættelse”. Om baggrunden for terminologien udtalte udvalget:
”Udtrykket »godtgørelse« er valgt fremfor »erstatning« for at markere,
at forbrugerens krav udløses i kraft af skuffelsen af den rimelige for‐
ventning, som bør beskyttes, uden det er fornødent at tage stilling til,
om der foreligger et sådant tab, som ud fra et culpasynspunkt ville kun‐
ne forlanges erstattet.” 147
Lignende overvejelser må kunne anføres til støtte for synspunktet om, at også en
kreditvurdering kan være så forkert, at det i sig selv kan udgøre en culpøs ad‐
færd – en godtgørelse for skuffede forventninger kræver naturligvis lovhjemmel,
så en sådan godtgørelse vil ikke være aktuel i relation til kreditvurderingsbu‐
reauernes erstatningsansvar. Argumentationselementerne må vil dog kunne
indgå i en argumentation for ansvar; også for kreditvurderingsbureauer.
Desuden skal det for god ordens skyld bemærkes, at ovenstående vedrørende
ejendomsmæglervurderinger er møntet på forbrugerforhold.
Den erhvervsdrivendes interesser er således traditionelt mindre beskyttelses‐
værdige end forbrugerens, når sidstnævnte indlader sig på et område, der klart
må formodes at ligge udenfor hans umiddelbare kompetencer.
En professionel investor, der handler i tillid til en rating, der senere viser sig at
være objektivt set ”for høj”, vil således antageligt få sværere ved at overbevise
retten om, at han har fortjent en lige så omfangsrig beskyttelse som en forbruger.
En objektivt set ”for høj” rating vil således næppe i sig selv kunne medføre, at
kreditvurderingsbureauet ifalder et erstatningsansvar overfor en investor, men
147 Betænkning om lov om omsætning af fast ejendom, nr. 1241/1992, s. 72.
RETTID 2012/Specialeafhandling 13 45