ANSVARSPÅDRAGENDE RATINGS ... - Juridisk Institut

udgøre den gældende middelnorm på området. Det er naturligvis muligt at
handle både ”over” og ”under” den median, som normerne tilsiger, men når
normen foreligger og må antages at være udtryk for standarden på områ‐
det, må det være op til den ansvarlige erhvervsudøver at tilrettelægge sit
arbejde således, at det er i overensstemmelse med det, man kan forvente,
og såfremt det ikke er, må det være op til erhvervsudøveren at godtgøre, at
hans arbejde alligevel har været tilstrækkelig påpasseligt.
Bo von Eyben og Helle Isager behandler spørgsmålet kort og konkluderer,
at bevisbyrden kan skifte ”undervejs” [i retssagen må forstås], ”idet skade‐
lidte har fremført omstændigheder, der vel kan tyde på, at der var handlet
culpøst, men uden at kunne føre ’fuldt’ bevis herfor, hvorefter det påhviler
skadevolderen at afkræfte den herved fremkomne formodning om cul‐
pa”. 136
6.5 Rammerne for den nødvendige skønsudøvelse
Når et kreditvurderingsbureau foretager en kreditvurdering inddrages en række
momenter og overvejelser i vurderingen, og det er vigtigt at holde sig for øje, at
kreditvurderingsbureauet i modsætning til f.eks. en revisor, der godkender års‐
regnskabet og altså primært udtaler sig på baggrund af statiske kontroller af hi‐
storiske data, inddrager forventninger til både markedet og den konkrete virk‐
somhed i sine beregninger. Kreditvurderingen udtrykker som tidligere nævnt
sandsynligheden for, at virksomheden i fremtiden vil misligholde sine betalings‐
forpligtelser. Den præcise vægt, hvormed historiske tal og fremtidige forventnin‐
ger indgår i den enkelte kreditvurdering, er omfattet af bureauernes metodologi,
og de præcise beregningsmodeller holder bureauerne tæt ind til kroppen. Det er
dog, som ovenfor i pkt. 3.3 anført, ubestridt, at også ikke objektivt konstaterbare
momenter indgår i kreditvurderingen; herunder forventninger til markedet, le‐
delsens sammensætning o.l.
Et spørgsmål, der er beslægtet med det ovenfor gennemgåede vedrørende cul‐
pavurderingen, er, hvor vide rammer kreditvurderingsbureauernes (i sagens
natur) nødvendige skønsudøvelse har, førend det bliver culpøst. Eller sagt på en
anden måde: hvor meget skal kreditvurderingsbureauerne tage fejl, før de bliver
erstatningsansvarlige?
Da baggrunden for en kreditvurdering ikke (udelukkende) er statiske informati‐
oner som regnskaber, cashflow, gældsforpligtelser, omsætning o.l., men derimod
summen af sådanne statiske oplysninger og dynamiske input som f.eks. fremtids‐
forventninger, medkontrahenters betalingsevne, efterspørgsels‐situationen, va‐
lutakurser o.l., må den endelige kreditvurdering betegnes som skønspræget.
Som tidligere nævnt er spørgsmålet om kreditvurderingsbureauers ansvar ikke
tidligere behandlet i dansk ret, hvorfor det er relevant at inddrage retspraksis og
regulering inden for beslægtede brancher. I tilfældet skønsudøvelse synes det
oplagt at inddrage retspraksis i relation til ejendomsmægleres erstatningsansvar
for fejlagtige prisansættelser af ejendomme.
136 Eyben og Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 169.
RETTID 2012/Specialeafhandling 13 39