ANSVARSPÅDRAGENDE RATINGS ... - Juridisk Institut

Et andet bidrag til vurderingen af kravene til kreditvurderingsbureauerne kan
hentes i IOSCO‐kodeksen for god adfærd for kreditvurderingsbureauerne. Denne
kodeks har imidlertid karakter af soft law, og er derfor ikke bindende for dom‐
stolene. Det må dog antages, at såfremt kreditvurderingsbureauet har handlet i
strid med kodeksen, så vil domstolen være tilbøjelig til at pålægge bureauet et
præsumptionsansvar, hvorefter bevisbyrden vil vendes, således at bureauet og
ikke den skadelidte investor vil skulle løfte bevisbyrden for, at den konkrete af‐
vigelse fra kodeksen var sagligt begrundet og derfor ikke culpøs.
Endelig vil domstolene formentlig have mulighed for helt at springe over de
nærmere momenter i culpavurderingen og så at sige starte ”bagfra” ved at kon‐
kludere, at en given kreditvurdering har været så meget ”for” høj, at det i sig selv
må anses for culpøst; uagtet at kreditvurderingsbureauet i øvrigt har handlet i
overensstemmelse med god skik. I relation til ejendomsmægler værdiansættelse
af en ejendom har Højesteret i UfR 1993.52 H foretaget denne manøvre, og der er
ikke umiddelbart grund til at antage, at noget tilsvarende ikke ville kunne ske
inden for kreditvurderingsområdet.
Når spørgsmålet om selve ansvarsgrundlaget er besvaret, møder den skadelidte
investor endnu et par forhindringer. Han skal således godtgøre, dels at han har
lidt et tab, og dels at der er årsagsforbindelse mellem dette tab og kreditvurde‐
ringsbureauets rating. I relation til kausalitetskravet er det centrale spørgsmål, i
hvilket omfang den konkrete rating må antages at have været afgørende for in‐
vestorens beslutning om at investere i netop den tabsvoldende obligation. I lig‐
hed med hvad der gælder på området for bankers afgivelse af soliditetserklærin‐
ger, så må det antages, at en kreditvurdering isoleret set som udgangspunkt altid
vil blive opfattet som tilstrækkeligt incitament til at foretage en given investe‐
ring. I praksis vil det dog kun ganske sjældent ske, at kreditvurderingen optræ‐
der helt isoleret fra andre påvirkninger. Har investoren således overvejet mulig‐
heden af andre investeringer og måske endda drøftet spørgsmålet med sin inve‐
steringsrådgiver, så må spørgsmålet om eksistensen af den fornødne årsags‐
sammenhæng ventes at blive besvaret af domstolene på baggrund af de helt
konkrete omstændigheder.
Såfremt det lægges til grund, at der er kausalitet mellem kreditvurdering og tab,
så vil spørgsmålet om tabets størrelse antageligt volde færre problemer at be‐
svare. Det bemærkes dog, at investor som udgangspunkt kun efter ganske særli‐
ge omstændigheder vil have krav på evt. mistet fortjeneste som følge af den
tabsvoldende investering, jf. princippet i UfR 1982.595 H, som er omtalt i afsnit
7.1.
Det må i øvrigt forventes, at domstolene vil fastsætte en eventuel erstatnings
skønsmæssigt. Dels på baggrund af tvivlsspørgsmål vedrørende ratingens værdi
omregnet til kroner og ører, og dels på baggrund af at skadelidte som regel må
antages at findes at have udvist en eller anden grad af egen skyld eller i hvert fald
risikoaccept ved at have handlet på baggrund af ratingen alene.
Successen af et erstatningssøgsmål mod kreditvurderingsbureauerne afhænger
ikke alene af ovenstående ganske omfattende betingelser, men vanskeliggøres
tillige af en række processuelle problemer, som må antages at medføre, at en
eventuel erstatningssag må forventes at blive både overordentlig ressourcekræ‐
vende og langtrukken; ikke alene på grund af de konkrete bevisbyrdeproblemer,
RETTID 2012/Specialeafhandling 13 58