ANSVARSPÅDRAGENDE RATINGS ... - Juridisk Institut

der, der kan begrunde en erstatning for mistet fortjeneste, eller om Højesteret
ikke mente, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at denne del af tabet kunne tilreg‐
nes skadelidte, findes der ikke noget entydigt svar på i dommen.
Søren Halling‐Overgaard tager dommen til indtægt for, at ”der normalt ikke vil
være belæg for at indrømme opfyldelsesinteresse, da der er tale om erstatnings‐
krav udenfor kontrakt”. 153
Vibe Ulfbeck synes dog at læse dommen som om, at resultatet i højere grad
skyldtes, at ”det ikke var gjort gældende, at leverandøren, fordi han leverede til
den (nu) sagsøgte virksomhed, blev afskåret fra i stedet at levere til en anden
aftager, hvor han ville have opnået fortjeneste.” 154 Således skal dommen ikke
tages til indtægt for, at et deliktsansvar automatisk afskærer skadelidte fra at få
erstattet sin mistede fortjeneste, men derimod snarere opfattes som en illustra‐
tion af, hvor svært det kan være at løfte bevisbyrden for, at der er årsagssam‐
menhæng mellem den skadevoldende handling og eventuelle ”afledte” tab.
I praksis står og falder tabsopgørelsen således med spørgsmålet om, hvorvidt
der er årsagssammenhæng/kausalitet mellem den ”forkerte” rating og det kon‐
staterede tab. I praksis vil det som regel være endog ganske svært at isolere de
konkrete momenter, der ansporer en investor til at træffe en bestemt beslutning.
Dette problem vil blive berørt i det følgende.
8. Kausalitet
Som tidligere hævdet kan kreditvurderingsbureauets rolle sammenlignes med
revisors, når sidstnævnte optræder som offentlighedens tillidsrepræsentant eller
gatekeeper. Dette er udtalt tilfældet, hvor tredjemand baserer sit erstatningskrav
på revisors påståede mangelfulde udførelse af sine revisionsopgaver; f.eks. på‐
tegning af regnskab.
Det er således i vidt omfang de samme problemstillinger, der gør sig gældende i
tilfældene, hvor en revisor f.eks. har påtegnet et årsregnskab, der er misvisende,
hvilket påfører en kreditgiver eller leverandør et tab, og hvor et kreditvurde‐
ringsbureau f.eks. har AAA‐ratet en subprime MBS, der måske rettelig burde ha‐
ve været ratet CCC.
I revisorens tilfælde må det dog imidlertid være givet, at f.eks. en leverandør ikke
ville have leveret varer på kredit, såfremt revisorens påtegning havde været kor‐
rekt. Det tab, han vil være berettiget til at få erstattet, vil således skulle opgøres
uden en eventuel avance, idet han skal stilles som om, leverancen slet ikke var
foretaget. Hvis han også fik dækket sin avance, ville han få erstattet sin positive
opfyldelsesinteresse. 155
I relation til kreditvurderingsbureauerne forekommer det dog en smule me‐
ningsløst at forsøge at adskille spørgsmålet om tabsopgørelse fra spørgsmålet
om kausalitet.
153 Halling‐Overgaard, Søren: Revisors erstatnings‐ og disciplinæransvar, 2003, s. 292.
154 Ulfbeck: Erstatningsretlige grænseområder, s. 115.
155 Jf., Halling‐Overgaard: Revisors erstatnings‐ & disciplinæransvar, s. 292.
RETTID 2012/Specialeafhandling 13 49