ANSVARSPÅDRAGENDE RATINGS ... - Juridisk Institut

FIGUR 8 174
En stor del af de ratede enheder bestod af trancher af MBS’er, CDO’er o.l.; altså
uhyre komplicerede finansielle instrumenter, som ganske få investorer for alvor
forstod mekanikken bag. Disse nyopfindelser inden for strukturerede finansielle
instrumenter udgjorde et marked, der omsatte for milliarder af dollars, og viste
sig at udgøre en systemisk risiko for hele verdensøkonomien, da ejendomsbob‐
len bristede i 2007 og 2008. På dette tidspunkt var 60% af alle globale strukture‐
rede finansielle produkter ratet AAA. 175
En undersøgelse fra 2009 viser, at ud af en prøve på 3.912 trancher, hvoraf om‐
kring 70% var AAA‐ratede, var den gennemsnitlige rating af referenceaktiverne
kun B. 176
Hvordan det kunne lade sig gøre at kreere og afsætte denne type strukturerede
finansielle produkter, er imidlertid ikke et spørgsmål, der kan eller skal besvares
i et juridisk speciale.
Det skal til gengæld spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at anlægge en erstat‐
ningssag mod de kreditvurderingsbureauer, der (uanset hvem man spørger) var
en afgørende faktor for, at det kunne gå så vidt, at hele verdensøkonomien kunne
mærke det, da markedet kollapsede.
De centrale erstatningsretlige spørgsmål er i den forbindelse forsøgt besvaret i
ovenstående, og jeg skal her blot kort opsummere:
De nødvendige stop på vejen til, at kreditvurderingsbureauet kan ifalde et er‐
statningsansvar, er mange. Først og fremmest skal der tages stilling til ansvars‐
grundlaget. Som beskrevet i afsnit 6 er kreditvurderingsbureauerne ansvar over
for den tabspåførte investor et deliktsansvar. Der er således ingen kontraktuel
ramme indenfor hvilken, kravene til kreditvurderingsbureauernes ydelse er de‐
fineret. Disse krav skal altså udledes på baggrund af en normativ vurdering af,
hvad der kan forventes af et pligtopfyldende kreditvurderingsbureau.
Et bidrag til denne vurdering kan findes i EU’s forordning nr. 1060/2009 om
kreditvurderingsbureauernes virksomhed. Finder domstolen, at forordningens
forskrifter i det konkrete tilfælde ikke er efterlevet af kreditvurderingsbureauet,
vil dette som udgangspunkt i sig selv være tilstrækkeligt til at konkludere, at der
er handlet culpøst. Forordningen indeholder dog primært krav rettet mod kre‐
ditvurderingsbureauernes organisation og oplysningspligt. En overtrædelse af
forskrifterne behøver således ikke at have påvirket den konkrete rating i en så‐
dan grad, at det bliver culpøst, og i lighed med selskabsrettens corporate gover‐
nance‐anbefalinger, så gør forordningens emnekreds, at der antageligt sjældent
vil være grundlag for at inddrage den i forbindelse med et erstatningssøgsmål.
174 White, Lawrence J.: The Credit Rating Agencies. Journal of Economic Perspectives, vol. 24, no.
2, Spring 2010, s. 216f.
175 Jf. Pagano, Marco og Paolo Volpin: Credit Rating Failures and Policy Options. Paper presented
at the 50th Panel Meeting of Economic Policy in Tilburg, september 2009, s. 5.
176 Jf., Benmelech, Efraim og Jennifer Dlugosz: The Alchemy of CDO Credit Ratings. Journal of Mon‐
etary Economics, vol. 56(5), juli 2009, s. 15.
RETTID 2012/Specialeafhandling 13 57