fysioterapi og læring - movementum

Kapitel 1 Indledning
I projektet udvikles en praksis, som har subjektive og relationelle perspektiver
i centrum. På baggrund af denne udvikles kundskab om læring af
bevægelse i fysioterapi med patienternes erfaringer med bevægelse i fokus.
Læringsforståelsen kendetegnes ved at være et omfattende fænomen, der angår
hele personen og inddrager mange niveauer. Læring ses udfra en helhedsforståelse
af patientens forståelser, følelser, intentioner, handlinger og de
relationer de indgår i. Det betyder, at den forståelse af læring, der udvikles,
ikke drejer sig om patienternes læring af konkrete fysiske bevægelser eller læring
som ændret adfærd hos patienterne, der kan vurderes og kontrolleres
udfra objektive og kontrolérbare kriterier, således som det primært kendes fra
traditionel teori om læring af bevægelse i fysioterapi.
Konkret undersøges hvilken betydning ’rettethed’, ’relationer’, ’rum’ og
refleksion’ har for patienternes læring. Disse temaer angiver de rammer for
læring, som patienterne tilbydes i den eksperimentelle praksis. Patienternes
læring vurderes udfra subjektive og relationelle udsagn og erfaringsdannelser
om deres:
erfaring af egen situation
bevægelseshandlinger som de udfører i fysioterapien og udenfor
mod, lyst og tryghed til bevægelse
medansvar i og indflydelse på eget genoptræningsforløb
drivkraft til at arbejde med bevægelse
refleksion over egen læring
selvstændige løsninger på eller valg af de problemer de arbejder med
medskaben af rammer og indhold for deres egen læring af bevægelse
Disse perspektiver på projektets læringsforståelse er formuleret udfra P.F. Colaizzi
og G. Batesons 5 læringsteorier. De giver begreber og forståelse til at
kunne pege på, hvilke dimensioner jeg fremhæver og vurderer som læring i
projektet. De viser, hvorledes læring undersøges som et omfattende fænomen,
der angår hele personen på mange niveauer.
ende teoretisk uddannelse til fysioterapeut. Denne definition er inspireret af definition af ’praksis’
i "Det danske sprog- og litteraturselskab" (Det danske sprog- og litteraturselskab 1936). Konkret
dækker begrebet nogle gange projektets praksis, som kaldes den eksperimentelle praksis,
andre gange fysioterapi praksis i almindelighed, som kaldes traditionel praksis, og endelig dækker
det praksis generelt overfor teori. De forskellige betydninger præciseres, når de konkret
anvendes i afhandlingen.
5 (Colaizzi 1978), (Bateson 2000).
6