fysioterapi og læring - movementum

Kapitel 1 Indledning
På skolen havde jeg lært, at det var ’forbudt’ at lade mennesker med
spasticitet træne vægttræning og at lade dem træne ind i de spastiske mønstre,
da det ville øge deres spasticitet. Ved at hjælpe ham med træningen følte
jeg, at jeg gjorde noget forkert. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at han skulle i
gang med at træne på centret. Hans store motivation til at ville træne var ikke
til at komme udenom. Han kom hver dag, blev hurtigt en del af centret og
udtrykte efter kort tid, at han følte sig som ’normal’ og blev faktisk efter nogle
måneder meget mindre spastisk og kunne efter et ½ år gå næsten normalt.
Hans eksempel lærte mig, hvor vigtig motivationen til at ville og indflydelsen
på at vælge træningssted og træningsmængde kan være. At få lov til at
være eksperimenterende og være et sted hvor man ikke føler sig syg, men
kan være sammen med raske der arbejder med bevægelse. Jeg kom også til
den erkendelse, at det måske ikke altid er forkert at styrketræne, når man har
spasticitet i kroppen.
Noget tyder på, at de psykiske faktorer spiller en så stor rolle, at den viden
neurofysiologien 18 giver om motorisk læring, får en anden betydning, når
den sættes i spil med mennesker, der lever livet i bevægelse motiveret af glæde,
lyst til at bevæge sig og selvindflydelse. Eksemplet peger på, at der ikke i
tilstrækkelig grad var lagt vægt på patientens rettethed udtrykt ved hans opmærksomhed
mod egne behov, som viste sig at være en væsentlig drivkraft i
hans videre udvikling efter skaden.
Ole som ikke måtte gå med stok
Et andet eksempel er fra min første ansættelse på hospital. Jeg trænede med
en patient med halvsidig lammelse, og han var begyndt at gå med firepunkts
19 stok i fysioterapien og kunne klare det, selvom han hang meget i den ene
hofte. Hans gangbevægelser var altså ikke pæne og afbalancerede, men han
kunne gå fremad.
Det var fredag. Han skulle hjem på weekend og ville gerne have stokken
med hjem. Det var ikke muligt, da der på hospitalet i ergo- og fysioterapien
var regler om, at man først måtte få stokken med hjem, når man kunne gå
rigtigt. Patienten blev meget ked af det, og jeg tolkede det således, at han nu
18 Neurofysiologisk viden lå bag de behandlingsprincipper jeg dengang blev undervist i, som primært
var refleksmodellen og en hierakisk forståelse af bevægelsesudvikling. De baserede sig primært
på isolerede dyreforsøg.
19 En stok med fire små ben.
12