En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

More documents

Recommendations

Info

Internt i fagbevægelsen gav det plads til nye ansigter i ledelsen. Efterhånden som minearbejderne gled ud, kom de indianske landarbejdere ind. For første gang fik den indiansk dominerede landarbejderorganisation, CSUTCB (Confederación Sindical Unica de Trabajadores Campesinos de Bolivia), indflydelse på COB. CSUTCB’s krav gik på forbedring af landbefolkningens adgang til kreditter, uddannelse og sundhed. Paz Estenssoro gik vidt for at få den økonomiske plan igennem. Han var blevet præsident takket være centrumvenstre-partierne, men han gik sammen med den tidligere diktator Banzer for at få flertal for de økonomiske indgreb. Det gav uro og omrokeringer i partiet. Rokeringerne gav plads til en ny partileder. Den amerikansk-uddannede forretningsmand Gonzalo Sánchez de Lozada blev ny leder for MNR og præsidentkandidat i 1989. Han havde været den bolivianske hovedmand bag gennemførelsen af strukturtilpasningsprogrammet i 1985. I 1989 havde MNR siddet hele regeringsperioden. Det var første gang siden 1964, at der hverken havde været militærkup eller nyvalg i en hel valgperiode. Bolivia var ved at blive et mere politisk stabilt land efter mange år med hastigt skiftende regeringer. Den Patriotiske Aftale MNR sejrede ved valget i 1989, men det lykkedes ikke at få præsidentposten. MIR var tilsyneladende parat til at gå meget langt for at lede regeringen. MIR og Jaime Paz var begyndt som en guerillagruppe, da Banzer var diktator, og guerillaen forsøgte at vælte diktaturet med vold. General Banzer havde personligt ledet kampen mod guerillaen, der havde kostet Jaime Paz Zamoras bror livet. Nu indgik de gamle ærkefjender, MIR’s Jaime Paz Zamora og eksdiktator Hugo Banzer Suarez fra ADN, hvad de kaldte Den Patriotiske Aftale. Fortiden kunne man ikke se på tv-skærmen, da de to arvefjender omfavnede hinanden og lagde grunden til de næste fire års styre i fællesskab. Aftalen gik ud på, at MIR skulle have posten frem til 1993, og Banzer skulle derefter tage over. Sådan kom det ikke til at gå. Nationalisme og populisme var det arbejdsgrundlag, de to kunne blive enige om. Det var småt med sammenhængende arbejde i retning af at reformere den bolivianske stat. De to partiers samlende punkt var, at de først og fremmest ville have magten frem for MNR. Udenrigspolitisk gjorde regeringen sig bemærket. Kokadiplomatiet kaldtes Jaime Paz Zamoras udenrigspolitiske varemærke. Talerne gik på, at kokabønderne ikke skulle bære skylden for de rige landes misbrug af kokain. Koka skulle legaliseres, så bønderne kunne eksportere deres kokaprodukter til det internationale marked. Men talernes retorik om legalisering af koka klingede hult, fordi mange højtstående medlemmer af regeringen og administrationen gentagne gange blev taget i narkoforbrydelser. Tale om legalisering af koka gav et mildt sagt spændt forhold til USA, hvor kokain var udnævnt som en væsentlig årsag til landets sociale problemer og derfor spillede en stadig vigtigere indenrigspolitisk rolle. Jaime Paz Zamora undlod dog ikke at spille med musklerne. Han gav indenrigsministerposten til en af de mænd, der havde styret narkohandelen under kokaingeneralen García Meza i 1980. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. USA truede med at lukke for bistanden, hvis ikke indenrigsministeren blev afsat straks. Jaime Paz tabte magtkampen og afsatte sin indenrigsminister. Indadtil spillede han på bolivianernes mindreværd over for de store. Han agiterede mod USA’s imperialisme for at tage trykket fra de indenrigspolitiske problemer. Samtidig bad Jaime Paz løbende USA, EU og FN om mere bistand. Argumentet var, at hvis ikke de fattige fik bedre levestandard, ville de dyrke endnu mere koka. I 1990, under stor mediebevågenhed, bevilgede George Bushs administration 78 mio. dollars i bistand og optrappede de nordamerikanske narkoraids inde i Bolivia. Kokadiplomatiet afledte delvist opmærksomheden fra de sociale og faglige organisationers voksende utilfredshed. De fattige mærkede ikke meget til den makroøkonomiske stabilitet. Derfor svirrede La Paz af rygter om kup i 1992. Mange officerer ønskede Jaime Paz Zamora fjernet på grund af hans 40 41
fortid som guerillakæmper mod militærdiktaturet. Modstanden blev ikke mindre, da Zamora endte med at bryde sit samarbejde med eksdiktator Banzer. Ifølge aftalen skulle Hugo Banzer have haft præsidentstolen efter valget i 1993. Zamora holdt skansen, og de to parter gik til valg hver for sig. På det indenrigspolitiske område blev Jaime Paz’s regeringsperiode mest kendt for udarbejdelsen af et udkast til reform af forfatningen. Forslaget indeholdt bl.a. gennemførelsen af en undervisningsreform, reform af jordloven og et forslag til en decentralisering af den offentlige administration. Zamora-regeringen banede således vejen for de forfatningsændringer, som skulle blive grundpillen i den efterfølgende regerings reformprogram. Endvidere stod Zamora-regeringen fadder til SAFCO-loven, som regulerer ansættelser og licitationer i den offentlige sektor. Ved valget i 1993 blev aymará-indianeren Victor Hugo Cárdenas valgt til vicepræsident og var således med, da reformerne om folkelig deltagelse og decentraliseringen blev vedtaget i 1994. Foto: Mike Kollöffel Nye reformer Valget i 1993 blev igen vundet af MNR. Denne gang fi k forretningsmanden og mineejeren Gonzalo Sánchez de Lozada præsidentposten. Sánchez de Lozada førte valgkamp under kælenavnet Goni, som i folkemunde hurtigt blev omdøbt til Gringoni på grund af hans nordamerikanske accent efter tyve år i USA. I august 1993 blev Gonzalo Sánchez de Lozada indsat som præsident. En alliance mellem MNR og tre mindre partier sikrede ham flertallet i Kongressen. Aymará-indianeren Victor Hugo Cárdenas blev valgt til vicepræsident. Victor Hugo Cárdenas var leder af MRTKL (Movimiento Revolucionario Túpac Katari de Liberación), ét af de partier i Bolivia som søger at fremme de oprindelige folks rettigheder. Sánchez de Lozada blev valgt på et klart defineret regeringsprogram, hvilket var en nyskabelse i boliviansk politik. Han satte magt bag ordene i programmet “Plan de Todos”. Grundloven blev, som det første, revideret for at bane vejen for de nye reformer, der kom til at præge hele Gonzalo Sánchez de Lozadas regeringstid. Baseret på grundlovsændringer, der bl.a. slår fast, at Bolivia er et flerkulturelt og multietnisk samfund, introducerede Goni fra 1993 til midten af 1997 en sammenhængende pakke af reformer af det bolivianske samfund. Inden for rammerne af forfatningsændringerne er der blevet vedtaget love om folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne på kommunalt plan, decentralisering af den offentlige administration, uddannelse for alle, jordreform og privatisering af statsvirksomheder. Salget af de statslige selskaber var et afgørende opgør med en af hjørnestenene i revolutionen fra 1952. Selskaberne blev dengang dannet af MNR, som nu privatiserede dem. De øvrige reformers hovedtemaer var ellers de samme som under revolutionen: demokratisering, uddannelse, jordspørgsmålet og varetagelsen af de oprindelige folks interesser. Politisk set er det vigtigt at lægge mærke til holdningen til de oprindelige folk. I halvtredserne skulle de gøres til spansktalende borgere og glemme deres rødder. I 1990’erne blev deres sprog og organisationsformer accepteret i lovgivningen. 42 43
Page 1 and 2: Bolivia - en politisk og økonomisk
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Økonomisk situ
Page 5 and 6: Fakta om Bolivia Uafhængig republi
Page 7 and 8: løber sammen i Río Paraguay, der
Page 9 and 10: med stolthed som bønder. Så selv
Page 11 and 12: Bolivias ældste kultur havde sit c
Page 13 and 14: Historisk kort Peru Stillehavet Chi
Page 15 and 16: Victor Paz Estenssoro Victor Paz Es
Page 17 and 18: Hugo Banzer Suarez, her på et bill
Page 19 and 20: Hovedstaden La Paz. Foto: Mike Koll
Page 21: som siden er blevet en del af dagli
Page 25 and 26: med nabokommunerne. Der er stadig s
Page 27 and 28: 1,3 mia. dollars, som Bolivia inden
Page 29 and 30: Samtidig er fagforeningerne, anfør
Page 31 and 32: (Equidad), som omfatter de sociale
Page 33 and 34: Det er ikke blot mineselskaberne, d
Page 35 and 36: Allerede i 1956 måtte MNR første
Page 37 and 38: efter alt at dømme værdien af den
Page 39 and 40: ekæmpelse af fattigdommen i landet
Page 41 and 42: De enkelte sektorer Bolivia er rigt
Page 43 and 44: Det bolivianske landbrug lider ogs
Page 45 and 46: Minearbejderne dulmer deres sult og
Page 47 and 48: gennem bjergene. For dem er vejen e
Page 49 and 50: alt), heriblandt Bolivia. Hvis det
Page 51 and 52: Sociale forhold Fattigdommens ansig
Page 53 and 54: I 1995 satte regeringen en uddannel
Page 55 and 56: og diarre står på attesten for hv
Page 57 and 58: Bolivias antinarkolov 1008 blev ved
Page 59 and 60: Paraguay) har dannet MERCOSUR. Chil
Page 61 and 62: Godt støttet af amerikanske milit
Page 63 and 64: Bolivias udvikling er præget af de
Page 65 and 66: og produktionsmetoderne blev med ti
Page 67 and 68: ter bl.a. investeringer i biveje, v
Page 69 and 70: Ny præsident og regeringsrokade Ef
Page 71 and 72: COB Central Obrera Boliviana, Boliv

En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?