Børn og Unge - Bupl

8
familievejledning
BUM kræver
samarbejde
Mennesker passer ikke ind i kasser. Derfor kan
BUM-modellen skade kvaliteten af tilbud til udsatte
familier. Det konkluderer forskere.
Af Mikkel Kamp, b&u@bupl.dk
BUM-modellen bliver administreret
forskelligt i landets kommuner.
På børne- og ungeområdet fungerer
den bedst, når hverdagen er præget af
samarbejde og dialog mellem den visiterende
myndighed og de pædagoger,
som fører handlingsplaner ud i livet.
Det fortæller Birgitte Zeeberg, der er
lektor på Institut for Socialt Arbejde på
Professionshøjskolen Metropol og en
af forskerne bag en ny undersøgelse
af samarbejdet mellem myndighed og
leverandør i kommuner, der arbejder
med BUM-modellen på børn og ungeområdet.
»Er der ikke en høj grad af dialog
og samarbejde mellem leverandøren
og myndigheden, kan det gå ud over
kvaliteten. Handlingsplanerne giver
ikke altid mening for børn og forældre,
og så er det en stor fordel, at leverandører
af indsatsen kan justere dem
sammen med familien. Vi spurgte i
en kommune med god dialog, hvad
de synes om, at pædagogerne justerer
handlings planerne sammen med
familien. Det har kommunen tillid
til. Når der er dialog, kan man lave en
sammenhængende indsats,« siger hun.
to modeller. Groft sagt findes der
to udgaver af BUM-modellen. Den rene
og den modificerede model. Den rene
model fungerer blandt andet ved, at
myndigheden visiterer en familie til
en bestemt form for støtte. Der bliver
skrevet en kontrakt, og den skal følges
til punkt og prikke. Den modificerede
udgave opererer også med kontrakter,
men man er mere åben over for at ændre
undervejs, og ofte er leverandørerne –
pædagoger eller deres chefer – med til
at udforme kontrakterne.
Kommunernes Landsforening (KL),
der har været med til at skabe BUMmodellen,
anbefaler, at kommuner
bruger den modificerede udgave på
børn og unge-området. Det samme
gør Birgitte Zeeberg.
»Behovene for ydelser er ikke ensartede,
og derfor er det ikke muligt på
forhånd at afgrænse ydelserne i tid og
handling. Man kan ikke skrive mennesker
ind i rigide mønstre,« siger hun.
fordel med afstand. I 1990’erne
indførte kommuner BUM-modellen i
hjemmeplejen og i tekniske forvaltninger.
På børn og unge-området skete det
først efter kommunalreformen i 2007.
»Lovgivningen om udsatte børn er
baseret på skønsprincipper, og faglige
vurderinger afgør, hvilke indsatser
man sætter i værk. Det er en svær juridisk
størrelse,« siger Birgitte Zeeberg.
Der er også fordele ved, at der er
skabt større afstand mellem dem, der
skal have hjælp, og dem, som bevilger
hjælpen.
»Pædagogen kommer meget tæt på
familierne, og derfor kan det være svært
at afslutte et forløb. Det er en fordel med
en vis afstand, når man skal vurdere,
om det tjener et formål at opretholde
støtten til en familie. På den måde er
det godt, når der er klart definerede roller
mellem myndighed og leverandør.
Det giver pædagogen mulighed for på en
anden måde at arbejde anerkendende
med familien, når hun ikke samtidig
har myndighedsrollen,« siger Birgitte
Zeeberg. n
De tør
spørge
om det,
der gør
pisseondt
Pia Schrøder og Belinda har
fået støtte af pædagoger fra
Familie- og Ungehuset i
Odense kommune. Det er
umuligt at forudsige, hvornår
hun har brug for at tale med
pædagogerne, og det gør
BUM-modellen problematisk.
Af Mikkel Kamp, b&u@bupl.dk / Foto: Hung Tien Vu
19. juni
2010 er en dato, Pia Schrøder
aldrig glemmer. Den
dag døde hendes mand Mikael efter i fire år at
have kæmpet mod kræft. Hun passede ham i
hjemmet i Odense sammen med deres døtre,
mens han gik fra at være en velnæret mand på
over 100 kilo til at veje 32 kilo.
Sygdommen prægede både Pia og parrets tre
børn. De to største er i dag 22 år og flyttet hjemmefra,
mens Belinda på 13 år hver dag har været
tæt på forløbet.
»Belinda har haft det svært i skolen, mens
Mikael har været syg. Hun er kommet bagud,
selvom jeg har lavet lektier med hende halvanden
time om dagen. Samtidig har hun haft en
negativ attitude over for skolen,« fortæller den
45-årige Pia Schrøder, der nu efter en længere
sygemelding er tilbage i sit job som medhjælper
i Giersing Realskoles SFO, hvor hun har været
ansat i otte år.
Omkring Mikaels død kørte familien på pum-
perne, og derfor var det kærkomment, da
familien blev tilknyttet pædagogerne Stine
Wittrup og Birgit Johansen fra Familie- og
Ungehuset i Odense. Det første møde fandt
sted en uge, før Mikael døde.
»Jeg kunne med det samme mærke, at de
forstod mig, hvilket var nyt. Her var der endelig
nogle, som kunne hjælpe mig til at hjælpe
Belinda og fortælle mig, hvad jeg havde krav
på. Jeg havde set min datter falde længere og
længere bagud i skolen, og selvom vi kæmpede
med lektierne, følte jeg, at det var mit ansvar.
Stine og Birgit sagde, at skolen også havde et
ansvar,« fortæller Pia Schrøder.
Det har de siden diskuteret med lærere og
ledere på flere møder med skolen.
»Jeg har råbt ud i ingenting i forhold til skolen.
Når jeg har siddet sammen med skolelederen,
klasselæreren, AKT-læreren og én fra
forvaltningen, har jeg følt, at de var én gruppe,
og jeg var en anden. Nu er vi tre mod fire, og
Stine og Birgit er gode til at holde dem fast og
sige: ’Hvad vil I konkret gøre?’ og ’Hvad har I
gjort siden sidst?’ De er i stand til at lytte og
handle. Der bliver sat ting i gang.«
Det har blandt andet ført til, at Belinda i
dag får ekstra lektiehjælp.
pædagogerne provokerer. Møderne
mellem de to pædagoger og den lille familie
har normalt været afholdt hver 14. dag,
men intervallerne kan også være kortere eller
længere alt efter behov. Den fleksible planlægning
er blevet vanskeligere, siden BUMmodellen
blev indført i Odense Kommune.
Pia Schrøder er overbevist om, at tilbuddet
bliver ringere, når tidspunkterne for møderne
er skrevet ind i en kontrakt.
»Det bølger op og ned i forhold til, hvornår
vi har haft brug for en samtale. Man kan ikke
på forhånd sige, hvornår det er passende at
snakke sammen næste gang,«
Samtalerne mellem Pia Schrøder, hendes
datter Belinda og de to pædagoger foregår ved,
at den ene pædagog interviewer, mens den
anden tager noter og kommenterer. Det er
kendetegnende, at det ikke bare har været
løs snak uden mål.
»Jeg føler mig tryg i de samtaler, men de
provokerer mig til at handle, fordi de går til
mig og vender og drejer tingene. De er ikke
berøringsangste og tør spørge om det, der
gør pisseondt,« siger Pia Schrøder.
Det handler blandt andet om Belindas sociale
liv.
»Mens Mikael var syg, har hun været meget
hjemme. Stine og Birgit har spurgt ind til,
hvem hun var sammen med, om hun havde
nogen at være sammen med i weekenden og
den slags. De har holdt hende fast på, at hun
skulle sørge for at komme ud,« siger hun.
Ved samtalerne har familien og pædago-
Trine Wittrup og Birgit Johansen
( th.) har hjulpet Pia Schrøder
og hendes datter Belinda (tv.)
gennem en svær periode efter
faderens død.
gerne i fællesskab sat mål, som de løbende har
fulgt op på. Et af dem var, at Belinda skulle
have mere ansvar i hjemmet.
»Mens Mikael har været syg, har jeg ordnet
alting. Det var det letteste, og så skulle
Belinda heller ikke bekymre sig om det. Men
det skal ændres, for det betyder, at jeg står med
det hele, og et barn skal lære at hjælpe til.«
På kort sigt ville det være nemmest for Pia
Schrøder at fortsætte som hidtil, men det har
hun ikke fået lov til.
»Stine og Birgit har holdt mig fast på det. De
spørger, hvad der er sket siden sidste møde,
og Belinda har faktisk fået et større ansvar
herhjemme,« siger Pia Schrøder.
skal klare sig selv. Nu skal familien
stoppe samarbejdet med familiehuset. Pia
Schrøder har dog insisteret på, at pædagogerne
skal deltage i endnu to møder med skolen.
Derefter er det meningen, at familien
skal klare sig selv.
Det er svært at overvurdere den støtte, familien
har fået, mener Pia Schrøder.
»Jeg var sygemeldt i mere end et halvt år,
men hvis jeg ikke havde haft dem, var jeg
ikke kommet så forholdsvis meget ovenpå. Jeg
tror ikke, jeg var kommet på arbejde endnu,
og i sommerferien var vi på Kreta. Det var
helt sikkert ikke sket, hvis vi ikke havde fået
hjælp,« siger hun. n
BØRN&UNGE | NR. 01 | 12. januar 2012 9