Vejledning om strandrensning - Naturstyrelsen

Det kan ikke anbefales at bruge spuling til rensning af større strandarealer, idet
betydelige mængder olie opløses og suspenderes i spulevandet, og derfor ikke kan
opfanges af flydespærringen, hvorfor havet ud for stranden ved rensning vil blive
tilført store mængder olie på én gang. Dette kan give skader på plante- og dyrelivet
i området, og disse skader vil formodentlig være større, end den olie, der langsomt
vil sive ud fra det forurenede område, vil forvolde.
Stranden skal ryddes efter rensningen. Opsugningsmidler skal, så vidt det er
muligt, fjernes. Da det kan være vanskeligt at opsamle al opsugningsmaterialet, bør
kun naturligt nedbrydeligt opsugningsmiddel anvendes. Midlertidige depoter, volde
m.m. renses og jævnes ud.
Det kan overvejes at afslutte rensningen med biologisk oprensning. Se herom i
kapitel 13.
12.11. Strandeng og marsk
Strandeng og marsk er de kysttyper, der er de mest sårbare overfor olieforurening
både med hensyn til kysternes biologi og geologi. Dette skyldes, at disse
strandtyper er meget artsrige og med et gensidigt stærkt afhængighedsforhold
mellem flora og fauna og den geologiske opbygning.
Marsk og strandeng er ligeledes meget følsomme over for færdsel til fods og med
maskiner, hvorfor det er vigtigt før en rensning iværksættes, at forsøge at afveje de
skader selve rensningen vil forårsage, mod de skader olien vil kunne forvolde, og i
givet fald tilrettelægge rensningsarbejdet således, at dette vil medføre så lille
slitage og nedbrydning af marsken eller strandengen som muligt.
12.11.1.1. Strandeng
Strandengen er almindelig, hvor der findes læ for bølger, fx ved kyster, der ligger
ud til lavt vand samt i fjorde eller i andre beskyttede farvande. På grund af
beskyttelsen mod bølgeerosion indeholder jorden ler og andre fine partikler, og
jorden bliver langt mere frugtbar end på steder, hvor kun sandet er tilbage. Derfor
er disse kyststrækninger ofte dækket af en frodig vegetation. Strandengene kan
inddeles i to grupper, 1) strandeng med meget lille bølgepåvirkning og 2)
strandenge med lille bølgepåvirkning.
12.11.1.2. Strandeng med meget lille bølgepåvirkning
Kysttypen præges i overgangszonen mellem land og hav af en rørskov,
hovedsagelig bestående af tagrør, men også af strandkogleaks og blågrønkogleaks.
Den er udbredt i Østersøområdet, men også på steder med en højere
saltkoncentration, dog ofte i forbindelse med udsivende ferskvand (væld) eller
åløb. Kystudviklingen foregår som regel meget langsomt, fordi materialetilførslen
er minimal. Højdetilvæksten sker ved henfald af organisk materiale. På denne
måde opbygges en næsten horisontal flade bestående af gytje og tørv.
12.11.1.3. Strandeng med lille bølgepåvirkning
På denne kysttype er der ikke rørskov, da rør ikke tåler selv en forholdsvis lille
bølgepåvirkning. Bølgepåvirkningen bevirker under perioder med høj vandstand
(eventuelt vindstuvning), at finkornet materiale går i suspension med efterfølgende
afsætning på bunden og bankedannelse til følge.
På denne måde hæves bundniveauet lidt efter lidt til normal vandstand eller en lille
smule over, hvorefter strandengsvegetationen indfinder sig. Udviklingen
accelereres af vegetationens evne til at holde på partikler i suspension i
vandmasserne under højvandsperioder.