Vejledning om strandrensning - Naturstyrelsen

Strandengene oversvømmes hyppigst i efterårs- og vintermånederne.
Når strandengen vokser i højden, nedbrydes den yderste del, så der dannes en lille
skrænt på 10-15 cm højde. Denne kaldes forlandskanten. Fra forlandskanten og ind
mod land skråner strandengen lidt, så forlandskanten normalt er det højeste punkt.
Et karakteristisk element for denne strandtype er endvidere afvandingsrenderne,
som afvander de laveste dele af strandengen.
12.11.1.4. Marsk
I store træk er marskens udvikling identisk med udviklingen af en strandeng med
lille bølgepåvirkning. Vandstandsændringer er for strandengen den vigtigste faktor
for højdevækst - i marsken er denne udvikling forstærket med mere udpræget
tidevand, som med ca. 12 timer og 25 minutters mellemrum oversvømmer de lave
områder.
Det materiale som findes i Vadehavet er så finkornet, at bølgeenergien let kan
bringe det i suspension. Når vandet trækker sig tilbage, ophører bølgeenergiens
virkning, og der kan ske en sedimentation hjulpet af plantevæksten.
Marskens højdevækst er derfor meget hurtigere end strandengens, og den fortsætter
til ca. 1 m over middelhøjvandsstanden. Uden for forlandskanten ligger
tidevandsfladen eller vaden. Det er det område, som begrænses af middelhøjvands-
og middellavvandslinien, og som derfor dagligt overskylles.
Marskens afvandingsrender kaldes loer. De er i forhold til strandengens
afvandingsrender større og dybere, især på området med permanent plantedække.
En typisk rækkefølge for de planter, som især findes i marsken og på vaden er fra
vandsiden kveller, nogle steder afløst af vadegræs, dernæst annelgræs, harrilgræs
(et siv) og inderst, på steder som kun sjældent oversvømmes, jordbærkløver. Der
findes mange planter på disse lokaliteter, og de er med deres rødder med til at
holde sammen på den fine slik, som derved beskyttes mod erosion og slitage.
12.11.1.5. Dyrelivet på strandeng og marsk
Marsken og strandengene er hjemsted for mange dyregrupper. Mange fugle bruger
sådanne områder som fouragerings- og rastepladser under efterårs- og
forårstrækkene. Derfor er en stor del af disse vådområder omfattet af Ramsarkonventionen
om beskyttelse af flora og fauna, navnlig fugle. Se afsnit 8, hvor
områder af særlig betydning for vandfugle, sæler og fiskeyngel er angivet.
Langt de fleste dyr findes i bundens øverste 4-5 cm. Kun nogle få dyr som
sandmuslingens og sandormens voksne stadier, går ned på dybder mellem 10-25
cm.
12.11.2. Olies spredning på marsk og strandeng
Olie, der føres ind over tidevandsfladerne og de lavvandede områder udenfor
strandenge, kan lægge sig på bunden af disse områder. Dette skyldes fordampning
af de lette fraktioner, samt optagelse af sand- og lerpartikler, hvilket gør olien
tungere. Olien vil kunne blive liggende på disse flader i længere tid, og nedsivning
af olien eller dele deraf i sedimentet, samt tildækning af olien, vil foregå. Den
naturlige nedbrydning af olien ophører næsten helt efter nedsivning og tildækning,
fordi iltindholdet er ringe. Efterfølgende langvarig udsivning af olie fra
sedimenterne i disse områder vil kunne skade plante- og dyrearter og kunne give