Vejledning om strandrensning - Naturstyrelsen

det åbne hav, og olien drev mod Møn og Falster, hvor den sidst på dagen fortsatte
ind i Grønsund.
Næste dag kunne det konstateres, at der var store forureninger af kyststrækningerne
navnlig inde i Grønsund. Efter 2 ugers indsats var der opsamlet ca. 3.950 tons olie
og olieforurenet materiale, der fordelte sig med ca. 1.100 tons opsamlet på sejlbart
(dybt) vand og ca. 2.850 tons opsamlet ved operationer i de kystnære dele af
søterritoriet og på kysten.
Efter yderligere 4 måneders forløb havde de berørte kommuner i samarbejde med
amtskommunen opsamlet yderligere ca. 6.800 tons olieforurenet materiale.
Olieforureningen var den største opgave, som det danske havmiljøberedskab hidtil
havde været stillet overfor, og der blev indhøstet en række erfaringer, herunder, at
den aktuelle olietype pga. sin høje viskositet ikke kunne pumpes eller
skimmes(suges) op. Et andet vanskeligt aspekt viste sig at være begrænsede
muligheder for at få det opsamlede materiale deponeret.
5.2. Udenlandske Farvande
5.2.1. TORREY CANYON i den Engelske Kanal
Olieforurening som et meget alvorligt problem blev først rigtigt erkendt af den
bredere offentlighed efter tankskibet TORREY CANYON’s forlis den 18. marts
1967. Hændelsen foranledigede starten på det gennem årene så stærkt udbyggede
europæiske samarbejde indenfor olieforureningsbekæmpelse på havet. Således blev
bl.a. grundlaget for samarbejde i Nordsøen etableret i 1969 gennem vedtagelse af
den såkaldte Bonn aftale.
TORREY CANYON stødte på et skær ud for Land’s End ved Cornwall’s kyst og i
løbet af 10 dage strømmede 119.000 tons kuwaitisk råolie ud.
På Cornwall blev en kyststrækning på hen ved 225 km bestående af klipper og
sand- og grusstrande forurenet med olie. Olien nåede den 10. april 1967 også
Frankrigs kyster, hvor der ligeledes skete en betydelig forurening. Olien blev bl.a.
søgt opsuget med savsmuld samt sprøjtet med pulveriseret kridt, som fik ca. 3.000
ud af 20.000 tons til at synke.
Der anvendtes omkring 20.000 tons savsmuld, der i olievædet tilstand drev ind på
kysterne og i væsentlig grad øgede transport og bortskaffelsesproblemerne.
På den engelske side af Kanalen blev der iværksat et stort strandrensnings-arbejde,
mest baseret på anvendelse af dispergeringsmidler. Der brugtes ca. 10.000 tons til
en oliemængde på ca. 14.000 tons.
Klipperne blev spulet rene for olie med en blanding af dispergeringsmiddel og
fersk- eller saltvand, hvorefter det kraftige tidevand til dels førte den resterende
olie ud i havet. På strandengene ved lavvande blev olie-sandblandingen tilsat
dispergeringsmiddel skubbet ned under højvandslinien for at få tidevandet til at
rense sandet. En af side-effekterne ved at anvende dispergerings-midler var, at
olien trængte længere ned i sandet end den ellers ville have gjort, og derved blev en
større mængde sand forurenet med olie.