frank Hvam modtager pris fra narkomaner - Hus Forbi

Når fynboer hører om Stige Ø, tænker de på solskin, jagt, fiskeri og gåture. For Odenses narkomaner
har øen en anden betydning. Når en narkoman får besked på at sætte sig ind i en bil, fordi han eller
hun skal ’ud på Stige Ø’ eller bare ’en tur i skoven’, ved vedkommende udmærket, hvad klokken er
slået. Derude er narkomaner blevet brændt og banket, de har fået fingre klippet af og dødelige doser
heroin pumpet ind i årerne.
På øen kan ingen høre dem råbe om hjælp.
Rejsen til
STIGE Ø
Odense er provinsens barskeste by at være
narkoman i. Danmarks tredjestørste by er nemlig
stor nok til at have et forrået narkotikamarked,
som mange kriminelle prøver at tjene penge på
– men samtidig lille nok til, at det er umuligt for
en misbruger at gemme sig, hvis han eller hun
kommer i problemer. De sidste 15 år er Odenses
narkomiljøet gradvis blevet mere brutalt, og i
dag kan en gæld på 500 kroner sagtens medføre
blodig afstraffelse.
Der er cirka 1.500 narkomaner i Odense,
hvoraf de 200 lever et meget barskt liv, hvor det
er stofferne, der styrer, hvert et skridt de tager.
Det betyder, at de mestendels opholder sig på
gaden, hvor mange af dem enten lever som gadehjemløse
eller sover på byens herberger.
Hus Forbis skribent Birgitte Ellemann Höegh
forsøgte i samarbejde med journalist og forfatter
Jakob Bergmann Moll at komme tæt på de barske
realiteter i Odense.
Projektet strakte sig over et halvt år og
blotlagde en blodig underverden i en by, mange
danskere forbinder med Albani-øl og H. C. Andersen.
For nylig udgav skribenterne den digitale
journalistiske fortælling ’I Tusmørket - Jagten på
penge i den hvide heroins by’ om de kriminelle
narkomaners hverdag og vilkår i Odense.
Det er en hårrejsende fortælling, en rejse gennem
en kriminel verden, hvor ingen kan hjælpe
dig, når bagmanden banker på.
Hus Forbi bringer på de følgende sider et
uddrag af fortællingen. Det fortæller om gadepusheren
Johnny og hans rejse til Stige Ø nord for
Odense.
'Johnny Steno' og de øvrige navne er ændret af
hensyn til misbrugernes sikkerhed.
Af Birgitte Ellemann Höegh
og Jakob Bergmann Moll
Heinz Wolf lukker døren bag sig og sætter
sig ved et stort bord. Mødelokalet i kælderen
under Kirkens Korshærs varmestue i Odense
er halvtomt og dårligt belyst. Det føles som
en fængselscelle, komplet med gitter bag de
uklare ruder ud til fortovsfliserne.
Kirkens Korshærs varmestue er ikke et
sted, man søger arbejde, hvis man går op i at
holde møder. Korshærsleder Heinz Wolf går
derimod op i mennesker – i en sådan grad, at
han bruger det meste af sin vågne tid på en minoritet
i det danske samfund, som få tænker på
i det daglige, og som endnu færre opfatter som
deres ansvar. På en typisk dag besøger omkring
100 mænd og kvinder – hovedsageligt misbrugere
– varmestuen ovenpå, hvor en rugbrødsmad
koster et par kroner, og kaffen er gratis.
Et sted udenfor, i gården bag korshærsbygningen,
har en flok af Odenses mest marginaliserede
borgere søgt ly for støvregnen – en del
har knappet stærke øl op. Deres ru stemmer
kan høres svagt i kælderrummet. Stemningen
er god derude, bedømt på musikken i de
raspende stemmer.
Sådan er det ikke altid.
- Der er meget, meget kontant afregning
her i byen. Især fra de udenlandske bagmænd,
siger korshærslederen og holder en lille pause.
- Noget af det er tortur.
Lederen af varmestuen taler ellers med
ildsjælens energi. Men når man spørger, hvad
hans brugere mere præcist bliver udsat for,
sniger der sig et tomt udtryk ind i hans ansigt.
Som om volden – efter 15 års arbejde, hvor
utallige narkomaner er mødt op på dørtrinnet
haltende og blødende fra friske sår – stadig
ikke rigtig kan trænge ind.
- De bliver udsat for korporlig afstraffelse
i alle de variationer, man kan tænke sig. Også
en del, man ikke kan. De kan blive voldtaget
af andre mænd. Vi havde en, der blev lænket
til en radiator, som blev skruet helt op. Så sad
han der i to dage, siger den 44-årige varmestuechef.
Heinz Wolf kender godt Stige Ø. Han ved
også, hvad der foregår derude. Når Heinz Wolf
en sjælden gang læser i avisen om en ung
mand eller kvinde, der er blevet holdt som fange
og mishandlet, tænker han på alle de andre
ofre. Han ved, at hver gang en mishandlet nar-
I TUSMØRKET.
Jagten på penge i den hvide heroins by er udgivet
af det journalistiske forlag Zetland. Fortællingen
er en såkaldt ’single’: en mellemting mellem
en artikel og en bog, som udgives og læses digitalt.
Den fulde historie kan købes for 24 kroner
på www.zetland.dk.
NåR HAMMEREN
FALDER På FYN
Johnny og hans to kammerater havde gennem længere tid handlet stoffer for
to tyrkiske bagmand. Dette er beretningen om, hvad der sker, når Odenses
misbrugere skylder penge til de forkerte ...
koman omtales på Ekstra Bladets hjemmeside,
sker der 10, 20 eller flere voldelige overgreb,
som ingen nogensinde hører noget til.
Det er morgen i herberget i Benediktsgade.
Johnny er lige væltet ud af sengen. Han sover
fast på stedet. Rødstensbygningen blev bygget
som sygehus i slutningen af 1800-tallet, men
indvendigt emmer herberget af institution.
Mest på grund af lugten og linoleumsgulvene.
Men her er o.k., synes Johnny. Han er indendørs,
og han har en seng, et bord, et fjernsyn
og en stol. I de andre værelser bor flere af
Johnnys bekendte – blandt andre Steno og
Stenos lillebror, Finn. Johnny sælger for tiden
heroin sammen med brødrene inde i gågaden.
De får stofferne fra en tyrker ved navn Bora
og fordeler selv stofferne imellem sig. Når de
har solgt varerne, afleverer de alle indtægterne
til tyrkeren. Så udregner han overskuddet og
giver dem deres andel – godt og vel halvdelen
af det, de hver især har tjent.
Johnny tager også selv stoffer, for tiden
både heroin og kokain. Morgenen er stadig
ung, da Johnny tager dagens første skud.
Da Johnny træder ud i Benediktsgade, ser
han Bora holde i en rød Toyota på den modsatte
14 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 15