frank Hvam modtager pris fra narkomaner - Hus Forbi

side af gaden. Dealeren vinker Johnny over
til sig med et lille løft med hovedet. Johnny
havde forventet at se ham i dag, fordi de skulle
handle. De tre gadepushere skal betale for den
seneste portion dope og have nogle nye varer
retur. Johnny har sin andel af indtægterne med.
- Hvor er dine to venner?, spørger Bora.
- Steno er oppe på herberget, svarer Johnny
og spørger, om han skal hente ham.
- Ja. Men vi kører ingen steder, før Stenos
lillebror er her.
Det kommer ikke bag på Johnny, at de skal
ud at køre. Det er sikrest at udveksle dope og
penge et afsides sted. Fast arbejdsgang.
Oppe på værelset får Johnny hanket op i
Steno.
- Behøver det være lige nu?, siger Steno
med en sløv stemme.
- Ja, svarer Johnny, og Finn skal med. Lillebroren
er nede at hente sin metadon, fortæller
Steno, som langsomt begynder at krænge
et par cowboybukser og en sweatshirt over
sin lange, tynde, tatoverede krop. Han stikker
fødderne ned i et par gummisko, der venter
foran sengen.
Nede på gaden står Bora med korslagte
arme og læner sig op ad bilen. Johnny og Steno
hilser på ham med et nik og sætter sig over i
skuret og venter.
Tyrkerens lillebror, Metin, dukker op. Bagmændene
sidder ovre i bilen i hver sin Adidasuniform
og hører tyrkisk popmusik. De fylder
det meste af forsæderne – man kan se, hvor
mange vægte de løfter. Hele deres familie har
ry for at være afsindigt hidsige, mest af alt
lillebroren.
Brødrene spreder frygt ved deres blotte
tilstedeværelse. Varmestuens personale er
frustrerede, når bagmændene af og til går gennem
døren hos Kirkens Korshær. Personalet
ved godt, hvorfor dealerne dukker op – men de
er ikke i stand til at gøre noget, for det meste
drikker mændene bare en kop kaffe i tavshed.
Efter halvanden time dukker Stenos lillebror,
Finn, op, efter han har hentet sin metadon.
De går over til bilen med de tyrkiske
brødre. Johnny er spændt. Bora har sagt, at
hvis handlen er gået godt, vil gadepusherne få
en lille bonus.
De sætter sig ind på bagsædet. Bilen begynder
at trille. Johnny rækker sine penge frem
til Metin, der til gengæld finder en pose hvidt
pulver frem fra dens skjul bag bilens askebæger.
Han rækker Johnny fem gram heroin.
Så sker der ikke mere. Steno og Finn sidder
som forstenede og ser lige frem.
- Vi har ikke pengene, siger Steno så.
Det drejer sig om 10.000 kroner, så vidt
Johnny kan regne ud.
- Hvordan vil I skaffe dem, siger Bora, der
kører bilen. Han kigger på Steno i bakspejlet.
- Kan vi låne lidt flere stoffer?, siger Steno
så lavt, at han næsten hvisker.
- Så skal vi nok lave nogle penge. Vi skal
bare have to dage.
Der bliver stille i bilen. Metin slukker for
anlægget.
- Jeg tror, vi skal ud og køre en lille tur og
få snakket lidt sammen, siger han.
Bilen er i fart. Nordpå. Forbi havneområdet
og ad Næsbyvej gennem Åløkke Skov – på vej
mod Stige Ø.
Nu går alvoren op for Johnny. Tyrkerne er
garanteret ligeglade med, hvem af dem der har
dummet sig. De er tre om at sælge, og de er tre
om at lave lort i den.
Steno, din store idiot? Hvorfor sagde du
ikke noget, da vi sad i skuret?, tænker han,
mens husene suser forbi uden for vinduerne.
En købmand, et solcenter, et villakvarter – den
rene provinsidyl. Hver en celle i Johnnys krop
dirrer, sveden pibler frem under hættetrøjen.
Han føler, han skal kaste op.
Der er helt stille i bilen. Den eneste lyd er
bilens motor, der driver Toyotaen ud mod Stige
Ø. Der veksles et par ord på tyrkisk på forsædet.
Johnny tør ikke se på de andre, og han
skal absolut ikke komme med gode forslag.
Brødrene sidder på heroinmarkedet, så vidt
han ved, de ejer praktisk talt Odense, Svendborg
og Nyborg.
Brødrene har masser af håndlangere –
brødre, fætre og venners venner. Normalt
foregår ’skovture’ om aftenen, men Johnny
kender tyrkernes retfærdighedssans og temperament.
Man kan også finde øde steder ved
Stige Ø i dagtimerne. Tyrkerne kører ad de
små veje for at komme gennem skoven og ud
til volden ved Odense Kanal. De parkerer på
en lille bakke ved fire mosbegroede betonpiller.
Johnny, Steno og Finn bliver siddende på
bagsædet. Ingen af dem skal nyde noget af at
stige ud af bilen.
Det kan godt være, at de kun er to mænd på
forsædet, men hvis de så meget som lægger
hånd på dem, er de færdige alligevel. Bare
tanken om at kæmpe imod er fuldstændig
afsindig. Det ved Johnny alt for godt.
Der er ikke ét menneske at se i miles omkreds.
- Vi skal bare have én dag, så skaffer vi
dem, siger Steno pludselig.
Han får ikke noget svar fra forsædet. I
stedet trækker Metin en skruetrækker frem
fra handskerummet, går ud af bilen og hiver
fat i Stenos nakke. Han trækker pusherens
tynde krop ud af bilen. Johnny tør ikke vende
sig om, men han kan høre, at de begge råber og
skriger. Lidt efter ser han ud af øjenkrogen, at
Metin trækker Steno over græstørvene og ned
mod kanalen.
- Av, hører han Steno råbe.
Det er alt.
Efter lidt tid står Bora også ud af bilen og
forsvinder ned ad bakken mod vandet. Det
kan blive Stenos redning. Johnny og Finn sidder
tilbage. Helt stille. Johnny kan høre fuglekvidder
og en and, der lander på den blikstille
vandoverflade i kanalen. Der ligger skrald op
ad skrænten, og en lilla syrenhæk blomstrer.
Johnny har hænderne på lårene. Det føles, som
om hele hans krop er gået i baglås.
De to tyrkere kommer tilbage til bilen. Der
er blod på skruetrækkeren og Metins hånd, og
han har våde bukseben.
Så tager de fat i Finn. Han bliver flået ud af
bilen og om bagved, hvor de fortæller ham, at
han får en sidste chance og hælder ham ind i
bilen igen.
- Kom, lad os køre, siger Metin.
Steno kommer ikke frem. Og bilen kører i
den modsatte retning.
Køreturen tilbage mod centrum føles uendelig
lang. Johnny forestiller sig Steno ligge ved
vandet med åbne øjne og blodet piblende ud af
kroppen. Men han siger stadig ikke et ord. De
tyrkiske brødre har skruet op for den tyrkiske
musik. Johnny kan næsten ikke holde det ud.
Ved Odense Banegård sætter tyrkerne Finn
Her ses skuret ved herberget i Benediktsgade.
De øvrige fotos er fra området ved Stige Ø.
og Johnny af.
- Tak, siger de bare.
Finn og Johnny forsøger at ringe til Steno,
men han tager ikke sin mobiltelefon. De vælger
at gå hver til sit og se tiden lidt an. Johnny
har ikke lyst til at snakke forløbet igennem
med Finn, han vil bare være alene.
En time senere ryster Johnny stadig over
hele kroppen og har ondt i hver en muskel.
For lidt over en time siden troede han, at han
skulle dø. Måske er Steno død, og måske er
det hans egen tur i morgen. Han trænger til
noget, der kan dæmpe nerverne, og går ind i
en kiosk, køber en pose stærke øl og sætter sig
ned i Gråbrødrepassagen. Der sidder heldigvis
ikke andre dernede i dag. Johnny magter ikke
at tale med nogen.
Johnny er på vej tilbage til Stige Ø. Der er
gået tre år siden den morgen, han blev samlet
op i Benediktsgade af de tyrkiske brødre. Han
flygtede siden fra Odense – ikke så meget for
at undslippe bagmændene som for at undslippe
sig selv og sit misbrug. I dag bor han i København
på skiftende herberger.
Johnny har været på stoffer on and off siden
tiden som gadepusher. For tiden forsøger han
at kvitte stofferne og alkoholen. For tre dage
siden begyndte han på antabus. For at klare
dagens mentale rejse har han taget nogle piller,
der skulle nedsætte rystelserne i hans krop.
Han har øjensynligt taget en del, for medicinen
har ramt ham som en forhammer. På
køreturen mod Stige Ø falder han flere gange
i søvn midt i en sætning. Johnny har taget en
ven med på turen. Vennen har også en fortid
som pusher i Odense.
At køre gennem Odense med to af byens
narkomaner er som at besøge byen på ny.
- Deroppe solgte jeg fra en lejlighed, siger
vennen og peger op mod et almindeligt treetagers
boligbyggeri i gule mursten.
- Dér mødtes jeg med ham, der gav mig
stofferne, siger han og peger på en lille parkeringsplads
kort derfra.
Alle områder i byen har en skjult side.
Vi passerer en lille tatovørforretning, der er
kontrolleret af Hells Angels. Møntsolen bliver
brugt til hvidvask af narkopenge, fortæller
vennen. Kiosken dér køber hælervarer ligesom
de fleste andre.
Johnny har indvilliget i at tage tilbage
til Stige Ø. Til gengæld vil han under ingen
omstændigheder ses inde midt i byen. Han
vil umuligt kunne holde sig fra kokainen i de
gamle rammer. Der begynder at komme liv i
Johnny. Vi stopper på en tankstation og ryger
en smøg. Den friske luft hjælper.
Ved enden af Lodsvej stiger Johnny ud af
bilen. Man kan se på ham, at han har det skidt.
Han vælger at gå turen på stien langs kanalen
for at vise det sted, hvor han tre år tidligere
troede, at han skulle dø.
Johnny er en lille, tæt mand – på afstand
ligner han ikke en narkoman, der har taget
stoffer gennem mange år. Håret er kort og
velklippet, hans blik mildt, og tøjet rent. Det
er kun hans hænder, der afslører, at personplejen
ikke er helt intakt. Neglene er beskidte, og
hænderne let opsvulmede.
Johnny kigger ned i jorden, mens han går.
På vejen passerer han en mountainbiker, en
mand med en sort labrador og to roere.
- Der var meget mere stille herude dengang,
konstaterer han.
Umiddelbart virker stien ved Odense Kanal
ikke som et hensigtsmæssigt sted at slå nogen
til plukfisk. Landskabet er åbent, og der er
frit udsyn fra Stige Ø på den anden side. Men
Johnny og vennen fortæller, at der var langt
mere tilgroet, da de sidst var herude.
Steno overlevede overfaldet den dag, han,
Johnny og Finn blev kørt til Odense Kanal.
Skruetrækkeren ramte forbi hans halspulsårer.
Med hånden presset mod såret vaklede Steno
op mod de første huse på Lodsvej. Han bad om
hjælp og blev kørt ud på universitetshospita-
let. Han fortalte siden, at Metin ganske rigtigt
havde forsøgt at drukne ham, indtil Bora var
kommet ham til undsætning.
Efter turen på hospitalet røg Steno direkte
tilbage i gademiljøet som pusher, fortæller
Johnny og hans ven. De har stadig kontakt til
den tidligere pusherkollega. Skruetrækkeren
var blot en advarsel, og Stenos gæld voksede
støt. Et par måneder senere klokkede han i
det igen. Han var endnu en gang kommet til
at bruge de penge, han skyldte tyrkerne for
heroinsalget.
Endnu en gang røg Johnny med i bilen,
denne gang fordi han stod og solgte ved siden
af Steno.
- Det var om aftenen, og så var det ellers
af-sti-af-sted. Men i bilen på vej derud lånte
jeg ham de 1.500 kroner, han skyldte. Jeg listede
dem over til ham nede ved benene. Steno
gav dem pengene, da vi holdt ude ved kanalen,
men de var jo rasende over, at han havde
løjet for dem, da han sagde, at han ikke havde
nogen penge. Så fik han en over nakken.
Tredje gang Steno kom ud til Stige Ø, var
det alvor. Hverken Johnny eller vennen var
med, men de har gennem rygter hørt optrinnet
beskrevet.
De tog handsker på og lavede en ordentlig
kanyle. Steno vidste udmærket godt, at de
ville slå ham ihjel, så han trak ærmet på sin
jakke op, slog sig på armen tre gange og sagde:
’Så giv mig den OD’er!’ Det provokerede tyrkerne
det vildeste, så i stedet gennembankede
de ham totalt.
Johnny fortsætter:
- Da han vågnede, stod tyrkerne inde på
hospitalsstuen – ved fodenden af hans seng.
De gav ham fem gram dope og sagde, at nu
skulle han ud og lave penge.
Bøvlet med Stenos gæld betød, at Johnny
og Steno ikke længere hang ud sammen. De
blev ’nærmest fjender’ siger Johnny. Johnny
stolede ikke på Steno, som flygtede til Svendborg
og siden København, hvor han forsøgte at
gemme sig. Han skylder stadig tyrkerne penge.
Johnny kom til gengæld ud af tyrkernes
greb. Fordi han altid havde betalt sine penge,
tænkte han, at de måske ville lade ham holde
op med at sælge. På det tidspunkt skyldte han
dem 5.000 kroner. En måned hævede han sin
kontanthjælp på 6.000 kroner og afleverede
pengene til dem.
- Jeg spurgte, om det var o.k., at jeg kvittede.
Hvis det blev nødvendigt, sagde jeg, ville
jeg gerne sælge for dem igen.
Da Johnny stoppede med at sælge for de
tyrkiske brødre, valgte han at fuske og tigge i
gågaden.
- Tage røven på folk og bumme, som han
formulerer det.
Hans ven kigger på ham.
- Så har man ramt bunden.
Johnny svarer ikke, for han er tydeligvis
ikke enig.
Hans helbred er vigtigere end hans stolthed.|
16 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 17