frank Hvam modtager pris fra narkomaner - Hus Forbi

af Birgitte Ellemann Höegh
foto Helga C. Theilgaard
I et villakvarter i en forstad til Aalborg ligger
forsorgshjemmet Svenstrupgård og adskiller
sig fra omgivelserne med sine gule murstensbygninger,
sorte træhuse, haver og værkstedsbygninger.
Da Hus Forbi var på besøg i sommer,
var der fuldt belagt.
Fotografen og journalisten fik af personale
og beboere lov at gå frit omkring, deltage i
måltiderne og tale med de mennesker, der
havde lyst og mod på at være i kontakt med
hjemløseavisens udsendte om deres opgave:
Hus Forbis kalender for 2013.
Et forsorgshjem er et sted, hvor kommunerne
giver tag over hovedet til mennesker,
24 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang
Et af landets mest
alsidige forsorgshjem
ligger i Nordjylland og
hedder Svenstrupgård. Her
blev Hus Forbi inviteret indenfor
en uge i sommeren 2012 og
fik lov til at åbne 12 døre for at portrættere
12 forskellige mennesker, der
bor i Svenstrupgårds forskellige boliger.
Det er blevet til Hus Forbis årskalender 2013
En kalender bliver til
Stilheden hersker på Svenstrupgård
der ikke har noget hjem. Hus Forbis kalender,
som kan købes på gaden hos Hus Forbis sælgere
i november, december og januar, består
af portrætter af 12 hjemløse. 12 mennesker fra
forskellige steder i Danmark, som af en eller
anden grund var havnet på forsorgshjemmet i
den uge.
Det mest slående ved mødet med et forsorgshjem
er den stilhed, der hersker på stedet,
selvom så mange mennesker bor dør om dør
på relativt få kvadratmeter. Mennesker, der
er samlet på et af de mest sårbare og kritiske
tidspunkter i deres liv.
Gangene, som er belagt med filtgulvtæpper,
er for det meste tomme, og man kan konstant
høre en brummelyd fra husets kaffeautomat.
Man møder mennesker i ’Rygeren’ og om-
kring måltiderne. Men ellers opholder de fleste
beboere sig på deres værelser eller i husets
værksteder. Her er skæve huse, alternativt
plejehjem, udslusningsboliger, kvindeafsnit,
afrusningsklinik og de almindelige værelser,
som alle sammen rummer mennesker med hver
deres historie. Hovedparten har eller har haft
et misbrug af enten stoffer eller alkohol, og det
er en del af den kamp, de står i her.
Kom over til mig
En ældre mand, som har hvidt skæg, der rækker
helt ned til kraven på hans læderjakke,
sidder i biblioteket og læser avis. Han har
nærmest alle aviserne for sig selv hver dag,
fortæller han. Fire mænd er i rygerummet og
taler sagte med hinanden. Der er en gul Post-
it-seddel på dørtrinnet ind til et værelse, hvor
en af beboerne har skrevet: 'Kom over til mig
på vær. 422 klokken ni, ok?'.
Bag en dør kan man høre en beboer spille
på klaver. Det lyder lidt som Tracy Chapman.
En fyr med langt hår, lædervest og bare arme,
der er tætpakket med tatoveringer, går omkring
i højt tempo og får sparket til en skraldespand
i forbifarten. Han er lige ankommet og
er arrig over det meste, har drukket en del og
skal lige finde sig til rette. En anden mand står
med sin rygsæk foran afrusningsklinikken.
Han har ringet dagen inden og fået at vide,
at der var en plads til ham. Hans bror har kørt
ham herud, og på vejen har han drukket sin
sidste stærke øl og er nu parat til 10-12 dages
afrusning på klinikken, som er hermetisk lukket
for de andre beboere.
Under måltiderne er kantinen fuldt besat,
men her er så dæmpet snak, at man kan
høre knive og gafler rasle mod porcelænet. Et
måltid tager som regel 15 minutter, så er alle
beboerne igen spredt for alle vinde – ingen har
åbenbart lyst til at hænge ud over en sludder.
De skal i øvrigt også ud og ryge. Der er varm
mad til frokost og kold mad allerede klokken
17.20 – for så passer det sammen med medicinudleveringen
lidt senere. Maden er traditionel:
kød, sovs og kartofler og salatbord til frokost,
indimellem også en dessert med syltede
frugter og råcreme, kage om eftermiddagen og
højtbelagt smørrebrød om aftenen.
Blåt arbejdstøj og hvide kitler
På kvindeafsnittet ligger to kvinder i et sofaarrangement
med tæpper over sig og fødderne
strittende op i luften. Klokken er ti om formiddagen.
De ser fjernsyn. Rundt omkring på
græsarealerne fræser en stor fyr med tatoveringer
helt op i hovedbunden rundt på en trak-
tor og slår græs i en rasende fart og har masser
af henvendelser til de andre – de handler vist
mest om kvindfolk. I værkstederne arbejder en
del af beboerne. De er i blåt arbejdstøj og sidder
blandt andet og samler legetøj, indrammer
billeder eller udfører smedjearbejde. I gartneriet
bliver der passet tomater og andre planter.
I et hjørne står nogle kajakker, som man kan
transportere hele vejen til Gudenåen, hvis
lysten til en naturoplevelse skulle opstå. Noget
af plejepersonalet er i hvide kitler, andre går
bare omkring i deres eget tøj.
I det alternative plejehjem må man drikke
det, man har lyst til. Der kommer et bud fra en
købmand forbi og leverer blandt andet en hel
kasse øl til en af beboerne – men det råber han
ikke så højt om, for så kan det være, at de andre
beboere kommer lidt mere forbi end ellers.
Her må man have de misbrug, man har. Her
er malerier på væggene, stramajer, billeder af
børn og børnebørn, kakkelborde og lænestole
med fodskamler, parykker og rollatorer, som
man vil finde på et hvilket som helst andet
plejehjem, og som står i skærende kontrast til
de unge på Svenstrupgård, der har indrettet
sig mere spartansk med computere og guitarer.
Folk kommer fra alle dele af landet i forskellige
stadier af deres liv. Nogle er nysgerrige
og vil gerne snakke, andre vil absolut helst
være fri. Udskiftningen er stor, nogle kommer
retur, og andre har været her så længe, at de
kender hinanden ind og ud. I De Skæve Huse,
som er en almennyttig boligforening, er der
beboere, som har slået sig godt ned – blandt
andet en kvinde omkring de 50 år, der har
prydhave med blomster og stenspringvand og
en pertentlig indretning indendøre, mens andre
har en sand rodebutik, som de bare er i for
at få hevet lidt nattesøvn i land. På gangene er
der planter overalt, akvarier, et enkelt jorde-
Hvis du vil lære 12 af beboerne på
Svenstrupgård bedre at kende, så køb
Hus Forbis årskalender 2013 hos din
lokale Hus Forbi-sælger. Den koster
50 kroner. Sælgeren får 30 kroner.
gern, indrammede plakater på væggene, men
mest af alt ro, ro og atter ro.
Rytme og personligheder
Efterhånden begynder forsorgshjemmets
nuancer at tage form, og man får en mere og
mere klar fornemmelse af stedets rytme og
personligheder. Om morgenen er folk om end
endnu mere stille, nogle med så sort humør,
at de blot sidder og stirrer ned i morgenmaden
og ikke skal nyde noget af at hilse på nogen
som helst. Her er ansigter, man slet ikke har
set før – beboere, som åbenbart kun er ude af
værelserne på den tid af døgnet. Mange er i
kedeldragter – det blå arbejdstøj – og på vej ud
på områdets forskellige arbejdsstationer. De
skal lige have kaffe, brød og en cigaret inde i
’Rygeren’, inden dagen for alvor kan begynde.
Beboerne begynder at komme til Hus Forbis
journalist og fotograf af sig selv. De sætter sig
ned og fortæller om deres liv, deres børn, der
enten sidder i fængsel for mord eller er blevet
topadvokater, om børn de har mistet kontakten
til, men holder øje med på Facebook. Så ryger
nogle af husets mere vilde historier også på
bordet – nogle af dem om den alkohol, som de
gerne må drikke uden for Svenstrupgård – om
folk, der turer på gangene om aftenerne, om
nogle, der er faldet i søvn uden for en dør, om
beboere, der i skjul forsøger at sælge stoffer i
tv-stuen til de unge, og om ansatte, der ikke er
helt så milde, som de ser ud til. Men mestendels
er folk ovenud lykkelige for at være her.
De føler sig trygge, set, hørt og taget hånd om.
Da Hus Forbi om fredagen siger farvel til
Svenstrupgård, er det med en god fornemmelse
i maven, at vi ser en mand komme ind
af døren med en plastikpose i hånden for at
henvende sig i modtagelsen med ønsket om en
midlertidig bolig. |
HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 25
Pris 50 kr. – sælgeren får 30 kr.
2013