Hent bladet som PDF - LAP

Efter en pause, hvor dommer og domsmænd skulle
votere, ventede jeg og de mange tilhørere (dels familie
– dels LAP medlemmer) spændt på afgørelsen. Det var
naturligvis en stor lettelse, da dommeren startede med
at sige: DU ER FRIFUNDET!! Præmissen for frifindelsen
var, at man mente, at jeg havde sagt til lægen, at jeg
ville henrette ham, men at man situationen taget i betragtning
ikke mente, at de ord på nogen måde kunne
opfattes som en reel trussel.
I virkeligheden har jeg nok sagt: ”I vil henrette mig”, men
det vigtige er jo, at jeg blev frifundet.
For andre, der kommer i en lignende situation, kan sagen
her forhåbentlig bruges til at hævde det princip,
at man ikke skal straffes eller dømmes til behandling
for, hvad man kommer til at sige til personale på psykiatriske
afdelinger, når man tydeligvis er ude af sig
selv. Ligesom man heller ikke bør kunne dømmes for
at forsvare sig mod overgreb som bæltefiksering og
tvangsmedicinering.
klaGe tIl ReGIoN sYddaNmaRk
Uddrag af e-mail til psykiatridirektionen (22.09.09) ”…
Jeg blev den 7. maj ved 8-tiden om morgenen bragt til
Psykiatrisk Afdeling H4 i Kolding af et par politibetjente,
som var blevet tilkaldt af Munkebjerg Hotel, hvor jeg havde
indlogeret mig samme dags morgen, og hvor personalet
havde undret sig over min tilstand. Jeg var ved indlæggelsen
i en alvorlig psykotisk tilstand – overbevist om at
jeg befandt mig midt i en atomkrig. Jeg følte mig hverken
tryg ved politiet eller ved personalet på afdelingen, men
sagde ja til at lade mig frivilligt indlægge. Senere samme
dag ved 13 tiden blev jeg tvangsmedicineret med 150
mg cisordinol acutard og 10 mg stesolid. En medicinering
der bragte mig i en koma-lignende tilstand, så jeg kun har
meget svag erindring om hændelsesforløbet efter selve
indlæggelsessituationen og et par dage frem. Bliver efter
to døgn på afdelingen tvangstilbageholdt på behandlingsindikation.
Udskrives den 15. maj og genoptager mit
arbejde efter yderligere 14 dages sygemelding.
Jeg oplevede på mange måder indlæggelsen i foråret
som relativt uproblematisk. Sammenlignet med forholdene
i 2004 var der en mere afslappet omgangsform,
og der blev langt hen ad vejen givet plads til den
enkelte patients ønsker og behov inden for en lukket
afdelings begrænsede rammer. Det kom derfor helt
bag på mig, da jeg ved gennemlæsning af min journal
en måneds tid senere konstaterer, at overlæge E.K.
havde anmeldt mig til politiet med en påstand om, at
jeg, kort tid efter jeg blev indlagt, skulle have sagt,
at jeg ønskede at henrette ham. Samme overlæge
anfører i øvrigt samtidig i journalen: ”Karl har i årenes
løb demonstreret en ganske solid antipati mod
psykiatrisk behandling og har givet udtryk for største
mishag ved psykiatrien.” Jeg har ved en senere
samtale med E.K. sat ord på min undren over hans
handlemåde, og fik så følgende begrundelse for, at
han havde valgt at anmelde mig: ”I skal lære at tale
ordentligt til os”. Jeg erindrer ikke at have fremsat
nogen verbal trussel mod E.K. men husker, at hans
fremtoning i militærlignende påklædning var med til
at forstærke mine vrangforestillinger om en igangværende
krig.
For en måneds tid siden blev jeg så indkaldt til afhøring
hos politiet i Kolding. Jeg fik oplæst en forklaring
afgivet af E.K. om et hændelsesforløb, som jeg slet
ikke kan genkende. Det blev ved afhøringen mere end
antydet af betjenten, at anmeldelsen måtte formodes
at hænge sammen med mit kritiske engagement på
psykiatriområdet! Betjenten var enig med mig i det
groteske i anmeldelsen, og han formodede, at der
ikke ville komme mere ud af den sag. Han gjorde mig
i øvrigt opmærksom på, at E.K. i første omgang havde
anmeldt en helt anden patient for det påståede udsagn,
men mange dage senere var kommet i tanke
om, at det var mig han ville anmelde.
Den 11. september modtog jeg imidlertid et brev fra
anklagemyndigheden, om at jeg ved Retten i Kolding
”med påstand om straf” tiltales for overtrædelse af
Straffelovens §119, stk. 1 ved ”med trussel om vold
at have overfaldet” E.K..
Uanset om ordene, som påstået af E.K., skulle være
kommet ud af min mund, finder både jeg, mine pårø-
rende, venner og bekendte det krænkende, at jeg er
bragt i en situation, hvor jeg grundet indlæggelse i
en akut psykotisk tilstand, risikerer at blive kriminaliseret
og i værste fald at blive dømt til behandling.
Jeg har på intet tidspunkt i forbindelse med indlæggelsen
udsat medpatienter eller personale for nogen
form for fysisk aggression eller vold og har heller ikke
i andre sammenhænge brugt vold mod andre mennesker.
Det er i forvejen svært at komme til hægter
efter en psykotisk episode, og det kan kun gøre mit
liv vanskeligere, at jeg nu skal stille i retten med en
sådan anklage hængende over mig.”
ReGIoNeNs sVaR
I et officielt svar (29.10.09) fra den lægefaglige direktør
for Psykiatrien i Region Syddanmark står der bl.a.:
”På baggrund af denne sag har vi fundet det fornuftigt,
at få drøftet procedurer i forbindelse med politianmeldelse.
Vi vil understrege, at afdelinger i Psykiatrien i
Region Syddanmark ikke automatisk politianmelder
patienter, der truer personalet… Politianmeldelser bør
håndteres ud fra en individuel og uvildig vurdering, med
afdelingsledelsens involvering…
Fremadrettet vil vi sætte yderligere fokus på kvaliteten
af dokumentationen i patientjournalen, herunder
sprogbrug. Dernæst, hvad der principielt kan stilles
af krav til medarbejdernes beklædning, så denne
ikke virker unødigt provokerende på patienter og
pårørende.”
Regionens psykiatridirektør Agnete Philipsen siger, hun
har skammet sig over anmeldelsen, hun mener slet ikke,
man skal anmelde psykotiske patienter og skriver supplerende
(11.11.09) : ”Jeg er meget ked af denne sag,
og jeg forstår til fulde din frustration. Sygehusledelsen
har oplyst mig om, at de har gjort, hvad de kunne for
at få anmeldelsen trukket tilbage, men desværre uden
held. På mit sidste møde med alle afdelingsledelser og
sygehusledelsen drøftede vi – i forlængelse af denne
sag – afdelingernes ”anmeldelsespraksis”, og her var
der generelt enighed om, at det er en meget alvorlig
sag at anmelde patienter. Jeg tror denne drøftelse …
har sat det helt nødvendige fokus på problemet, og
sygehusledelsen vil følge op på denne praksis.
medlemsbladet lap • www.lap.dk 31