Hent bladet som PDF - LAP

Af lArS BrAMS
det Store spRING
for nylig fik mine sorgløse dagdriverdage i værestedets
vante og trygge rammer en ende. Jeg har taget
et spring fra 10-meter vippen, uden vished for om der
var vand i bassinet. Den 25. september startede jeg i
et praktikforløb på et plejecenter her i Odense, hvor jeg
bor. Jeg skal passe ældre, og har egentlig ikke nogen
forudsætninger for det, andet end et ønske om at prøve
mig selv af og gøre noget godt for andre mennesker.
Det er en drøm, som jeg har haft i mange år, at få en uddannelse
som social- og sundhedsassistent og arbejde
i sundhedssystemet, og nu springer jeg simpelthen ud i
det. Var til informationsmøde på Social- og Sundhedsskolen
i februar i år, og blev bekræftet i, at det var
den vej, jeg skulle gå. Efterfølgende kontaktede jeg
en studievejleder på skolen og fik den besked, at det
ville kræve et års relevant praksiserfaring at få lov at
starte på uddannelsen. Så det er dette første trin, jeg
er begyndt på nu.
De seneste 15 år har jeg haft min faste daglige gang i
Aktivitetshuset her i Odense, og i perioder også trivedes
med det, men der er sket mange ting for mig, siden
jeg blev kæreste med Sille i 2003. For knapt 3 år siden
flyttede vi sammen i en dejlig 3 værelses lejlighed, og
året efter blev vi gift. Næste store projekt var sidste
sommer at begynde at tage kørekort, og i januar i år
lykkedes det efter visse vanskeligheder at bestå køreprøven.
Det var en stor dag at stå med det midlertidige
førerbevis i hånden, og gav forståeligt nok mod på lidt
flere udfordringer i tilværelsen.
4
medlemsbladet lap • www.lap.dk
Men hvad gør man helt konkret, når man står midt i
en rivende recovery-proces, og gerne vil en hel masse
med sit liv. Hvor henvender man sig, og er der nogen
reel støtte og opbakning at få, til at komme videre og
måske på et tidspunkt blive fuldt recovered?
Jeg sendte en mail til en nøgleperson i socialpsykiatrien
her i byen, som jeg havde et godt forhold til, og hun
henviste mig til Odense Kommunes Rehabiliteringsteam.
Det var så godt timet, at min første aftale på teamet
faldt lige en uge efter, at jeg havde fået mit kørekort.
Jeg havde selvsagt masser af mod på at komme i gang
med et eller andet, men vidste bare ikke lige, hvad det
skulle være, og det håbede jeg at få noget afklaring
omkring. Jeg blev dog først præsenteret for den standardbehandling
Rehabiliteringsteamet normalt kommer
op med, hvilket vil sige enten kognitiv terapigruppe,
social færdighedstræning eller en livshistoriegruppe.
Fik dog forklaret medarbejderen på teamet, at det
nok ikke lige var sådanne tiltag, jeg havde mest brug
for, men mere at blive sporet ind på, om det skulle
være uddannelse, skåne/flexjob, frivilligt arbejde eller
noget helt fjerde. Det accepterede hun, og hen over
foråret brugte vi nogle gange på at få afklaret, hvad
jeg skulle, og i forsommeren brugte kontaktpersonen
i teamet sine forbindelser i sundhedssystemet til at
aftale et møde med lederen på et plejecenter. Der gik
dog nogle måneder, før vi af forskellige årsager endelig
kunne få holdt mødet, som gik virkelig godt. Lederen
på Ærtebjerghaven Plejecenter tilbød mig en 3 mdr.’s
praktik. Det skulle afprøves, om jeg i det hele taget
egnede mig til at arbejde inden for dette område, og
jeg synes egentlig, at det var en frisk chance, lederen
gav mig, når jeg ingen uddannelse eller erfaring havde
med området. Nu virkede det søreme også, som om
rehabiliteringsteamet begyndte at tro lidt på projektet!
Første arbejdsdag blev aftalt til den15. sept., men
dagen før blev jeg ringet op af Rehabiliteringsteamet,
at jeg ikke kunne starte alligevel som aftalt. Der gik
almindeligt sagsbehandlerkoks i den, og i løbet af
den næste uge var der 4 forskellige sagsbehandlere
ved Odense Kommunes Jobcenter inde over min sag,
inden der endelig var én, der tog sig af at få udfyldt
de nødvendige formelle papirer. Det var ret frustrerende
at kæmpe mod systemet, og foretage et væld
af opringninger, hvor man blot blev stillet om, eller fik
en sludder for en sladder. Jeg var til sidst nervøs for,
at hele projektet ville falde til jorden og ikke blive til
noget, og en sagsbehandler indrømmede også, at jeg
ikke lige passede i deres sædvanlige kasser. Der kan
man godt tænke at jobsystemet ikke rigtig er gearet
til psykiatribrugere på pension, der gerne vil prøve sig
af på arbejdsmarkedet. På trods af mange udmeldinger
fra regeringen, om at alle skal have en chance på det
såkaldt rummelige arbejdsmarked, også førtidpensionister
med en psykiatrisk diagnose. Men den 25.sept.
kunne jeg omsider møde til min første arbejdsdag på
plejecentret.
I dagene op til min første arbejdsdag meldte der sig megen
uro, og mange spørgsmål rumsterede i mit hoved.
Der blafrede en hel sværm af sommerfugle i min mave,
og troen på, at det nok skulle blive godt, afløstes ind i
mellem af en nagende tvivl og angst for ikke at slå til.
Kan jeg klare jobbet? Vil jeg falde helt igennem, og føle
mig fuldstændig akavet og kejtet, når jeg skal give de
ældre pleje og omsorg? Hvordan vil mine nye kolleger