Hent bladet som PDF - LAP

tage imod mig? Har jeg i det hele taget ressourcer til
at forholde mig til så mange nye mennesker? Det var
det fuldstændig uvisse, jeg gik ind til, og billeder fra
TV- udsendelser, hvor man havde filmet forholdene på
forskellige plejecentre med skjult kamera, rullede frem
på nethinden. Hvordan ville forholdene og kulturen være
på plejecentret, ville der være en ordentlig omgangstone
overfor beboerne, og hvor stressede og pressede
var personalet?
Jeg gjorde mig også nogle tanker omkring dette her
såkaldt rummelige arbejdsmarked. Ville der overhovedet
være plads til sådan én som mig på en almindelig
arbejdsplads? En nyligt offentliggjort undersøgelse viste,
at en kollega med en psykisk lidelse var klart det,
folk i job var mest negativt stemt overfor at arbejde
sammen med. Der findes stadig rigtig mange fordomme
og megen uvidenhed om psykisk sygdom i den brede
befolkning, så hvor meget af det ville jeg møde i min
praktik?
Min tvivl og frygt er dog blevet gjort grundigt til skamme.
Har været på Ærtebjerghaven 5 uger nu, og det er
bare gået så fint, og jeg trives med at være der. De tre
faste medarbejdere i mit hus har taget vældig godt imod
mig på trods af en travl hverdag, og jeg synes også, at
jeg er faldet godt ind i rytmen og opgaverne på stedet.
Kommer også godt ud af det med beboerne, hvor især
en mandlig beboer med svær alzheimer har knyttet sig
meget til mig. Jeg er et ekstra sæt hænder, som der virkelig
er brug for, og jeg aflaster de faste sosu-hjælpere
og -assistenter med f.eks. at servere morgenmad og gå
tur med enkelte af beboerne. Men den største
opgave i løbet af min arbejdsdag, som er fra 7
til 12 fire dage om ugen, er at lave varm mad
til beboerne og det af personalet, der spiser
med. Da jeg holder meget af at lave mad og hygger
mig med at servere lidt andet end traditionelle
retter med brun sovs og kartofler, er det ret perfekt
for mig. Når det ellers bliver vellykket og velsmagende,
er det en taknemmelig måde at gøre sig populær på,
men der kan så også være ret kontant afregning fra
enkelte af de ældre, hvis maden ikke lige falder i deres
smag. Jeg har prøvet at servere nogle mere ”moderne
retter” som de spiste med god appetit, og jeg har en
del fokus på det sunde i kosten, og selvfølgelig bliver
maden stort set hver dag lavet fra bunden.
Var til opfølgningssamtale med en af lederne på Ærtebjerghaven,
en jobkonsulent og kvinden fra rehabiliteringsteamet
i fredags (30.10.), og vi havde en længere
ret konstruktiv snak, som mundede ud i, at jeg fik
forlænget min praktik med 3 mdr. efter jul og nytår.
Min foreløbige konklusion er derfor, at det kan lade sig
gøre, at komme ud på en arbejdsplads og begå sig efter
mange år i mere passiv beskæftigelse i socialpsykiatrien.
Hvis man er heldig at finde det rette sted og den
rette branche, og man frem for alt selv er indstillet på at
yde en indsats og anstrenge sig for at falde ind i miljøet
på arbejdspladsen. Den støtte, der gives til sådan et
projekt, er jeg mere lunkent indstillet over for. Jeg er
ret glad for at rehabiliteringsteamet fandt det rette
plejecenter, men der udover har jeg ikke haft synderlig
meget glæde af det tilbud. Kommunens Jobcenter
gjorde sig bemærket med at forsinke og forkludre min
jobstart i flere omgange, og endelig synes jeg ikke,
at Aktivitetshuset, hvor jeg netop er blevet endeligt
udvisiteret fra, har været særligt aktive i forhold til at
animere til dette skridt og støtte og lette min overgang
til job. Faktisk synes jeg egentlig, at de har vist
sig mere fastholdende og skeptiske over for, om jeg nu
også kunne klare dette store spring.
medlemsbladet lap • www.lap.dk 5