Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

kommer frem med nogle udtryk, som man ikke kunne have fundet på, som
f.eks. her, når vi nu sidder og taler. Et eller andet sted, hvor man ved, at
uden dette arbejde ville den beskrivelse, erkendelse eller hvad det end er,
der står i digtet, slet ikke være kommet til verden. Det oplever man ikke
en gang i hver bog, men man kan opleve det nogle få steder. Og jeg tror, at
det er et svimlende punkt, hvor man bliver overrasket over, hvad der kom
til at stå, som simpelthen gør, at det vil man gerne ind til. Det har noget
at gøre med den forskelsløshed, som kan opleves mellem mennesket og
verden. Hvor verden i digtet ganske vist er repræsenteret ved noget, man
selv har sat i gang, men som dog er så fyldt med verden som sådan, fordi
det er sprog - at det er som om, det er verden, der kaster en eller anden
indsigt tilbage på én. En indsigt, som man ikke ellers kunne have fundet
frem til. Dybest set tror jeg, at det er dét, der får én til at skrive digte – eller
føle stor fornøjelse ved det.
Du har tidligere talt om, at det er afgørende for dig, at der er et konkret
materiale at gå ud fra, før du går i gang med at skrive – at der et behov
for at digte over noget, der er virkeligt, noget, der findes i verden, er det
stadig vigtigt for dig?
- Det ved jeg ikke. Nu er det noget tid siden, jeg sidst har skrevet et digt.
Sonetten
Man kunne også se det i forhold til sonetten. Sonetten findes – som en på
forhånd eksisterende form –
- Det er klart, at da jeg for alvor gik i gang med sonetkransen, da samlede
jeg alle mulige ord om sommerfugle, og undersøgte, om deres navne kunne
gå ind i rytmen, hvad f.eks. ’citronsommerfuglen’ ikke kan. Det var ret
mekanisk at indsamle det materiale.
Men hvad betyder det, at man som digter har sonetformen på forhånd?
- Det betyder, at man arbejder med en allerede eksisterende form, som er
funderet på nogle præmisser, som skal overholdes, og når de overholdes,
giver det på en paradoksal måde en frihed til at kombinere ord og udtryk.
Netop fordi det skal rime, netop fordi sonetten skal have en bestemt rytme
osv., så bliver kombinationsmulighederne så spidsfindige, at man let kommer
til at sige noget, man slet ikke have drømt om at sige. Det synes jeg er
fordelen. Der kan være mange andre ting, som måske ikke er så heldige.
Som f.eks. i begyndelsen – da var der mange, der troede, at det var et eller
andet litteraturpolitisk træk, at jeg sådan ville skrive rimede digte. Det var
det slet ikke. Det skete ganske tilfældigt. Og desuden har jeg også i mange
af de andre digtsamlinger rimet nu og da. Både i Alfabet og Det og også i
de første samlinger. Når det kneb lidt, så kunne jeg altid lige rime lidt.
17