Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

side, sprogets evne til netop at kunne stave verden og frigøre os fra denne
indespærring. Keld Zeruneith har beskrevet bestræbelsen i din digtning
som en kredsen om menneskets frigørelse.
- Jeg kan udmærket huske, hvor menneskets frigørelse har været det overhængende
tema, nemlig i Azorno, som handler om – „handler om” med ti
gåseøjne til hver side – at sproget også er menneskets fængsel. Man skriver
og skriver, men det fanger dig hele tiden, og der sker ingenting. Men det
må jeg så have affundet mig med siden hen. Allerede i 50’erne, men også
i 60’erne var der hele sprogproblematikken, som jeg husker som noget,
jeg filosofisk måtte indregne, sådan at jeg hele tiden havde fornemmelsen
af, at dette var fiktion og ikke bare var noget virkeligt. Samtidig med alle
de mange forsøg på at beskrive, hvordan sproget var en slags forlængelse
af verden og altså en del af verden og altså sådan set verden, der beskrev
verden – i en spidsfindig forstand sådan. De to ting er jo så nok undervejs
blevet til, at man dels må affinde sig med, at man ikke kan frigøre sig fra
sprogets fangenskab, men at man måske - uden i værket at sige, at dette er
fiktion - kan pege på, at selve digtet og selve bogen er et mellemrum mellem
verden og bevidsthed, hvor det, der står i bogen, hverken er verden eller bevidstheden,
men et eller andet område midt imellem, hvor man kan vandre
ud og ind. Jeg ved slet ikke, om det hænger sammen med det, Zeruneith
skriver, og jeg ved slet ikke om det har været et problem, eftersom jeg
nærmest husker mig som en, der gik ind for menneskets fremmedgørelse,
men det er måske ikke helt det modsatte af frigørelse.
Hvis vi vender tilbage til Det og utopierne og frigørelsen: Det er mange
år siden, jeg har kigget på bogen, men for nylig var min tyske oversætter
på besøg – nu er han så nogenlunde blevet færdig med oversættelsen – og
ved den lejlighed slog det mig, at det er rigtigt nok, at der dér beskrives en
verden, der går i stå, og så bliver der nogle forvandlingsdele i den af den
ene eller anden art tilbage, hvor man tænker det som en del af en kritik af
samfundet. Der er et eller andet projekt i gang nedenunder, mærker man.
Der er nogle utopier om noget andet, men alligevel ender bogen et helt andet
sted, lagde jeg mærke til. Den ender et mere fjernt, patetisk sted, hvoraf
man måske kan slutte, at alle beskrivelserne af verden, og alle angrebene
på dens indretning, i sidste ende næsten altid, hvis det skal være rigtigt,
ender med, at verden får overtaget. Verden som den altid er et eller andet
sted, over os, under os og ud og ind imellem os – at det er verden, der i
længden får ret, om den så ikke har det, det er noget andet, men vi er så
meget dele af den, så enhver frigørelse hele tiden vil være midlertidig. Jeg
tror, at det er noget af det, som faktisk er beskrevet i Det; at man siger;
„Nåeh, sådan er verden” og „Se nu, hvor slemt, vi har det” og så prøver
vi at gøre ved, og det kan vi så også godt gøre, og det også rigtigt at gøre
27