Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

Du taler dér om forskellige lag i maleriet, som har en affinitet til lagene i det poetiske sprog. Du siger følgende: Forholdet mellem fiktion og virkelighed er også forbundet med, at jeg godt kan lide at bruge malerier. Jeg har skrevet digte, hvor man bevæger sig mellem flere lag, der tilsyneladende er virkelige, men som når man så bevæger sig ind, viser sig at være et sted, der findes på et maleri. - Det kan jeg meget godt lide! Er det noget, du kan give eksempler på? - Måske er det bare et digt, jeg har skrevet lige på det tidspunkt, som taler med ind i det, jeg siger. Men kunne du sige noget mere om maleriets betydning. For du knytter jo historisk tilbage til barokken og renæssancen. Hvad er det, der fascinerer dig ved maleriet – Mantegna, Botticelli, Blake? Er der noget i maleriet, som du gerne vil have digtet op på højde – eller øjenhøjde – med? En skønhed, en uendelighed? En sprække til en uendelighed? Har maleriet noget, som poesien ikke har? - Ja, det har det, lige når man er der; der er ingen tid i maleriet. Jeg har meget svært ved at sige noget fornuftigt om det, - det er f.eks. meget kompliceret med Mantegnas maleri, for jo længere tid, du betragter det, desto flere lag kommer der i det, og jeg kan huske med nogle af Kirkebys billeder, at der også forekom at være flere lag – men hans billeder er som regel ikke særlig figurative; med dem tænker jeg, at de går tilbage til 60’erne, hvor det først er noget med noget andet ovenpå, eller omvendt; det hele er ikke helt tydeligt fremme på lærredet, men det er som om, at hvis du kigger længe på det, så kommer der flere og flere lag frem, som lige så godt kunne have været det umiddelbare, der var der; - og så kunne man sige om Mantegnas maleri (selv om stilen i det ikke umiddelbart er den samme som i Kirkebys), at hvis du går længere og længere ind, viser der sig gradvist noget andet. Men meget af det er selvfølgelig øvelser, jeg gjorde, fordi jeg skrev på bogen. Men det er alligevel det, der er det fascinerende og som man også finder i Hemmelighedstilstanden (læs essayet „Sandhedens skygge”, red.) hvor jeg forholder mig til et billede af William Blake, som var god til at tegne og male. Det er som om, at der i hans billede, „Sandhedens skygge”, bliver véd med at være nogle gåder. Det er det, jeg godt kan lide ved et billede. Det gælder også Kandinsky, hvor du godt kan begynde med at beskrive et af hans billeder, men der er noget andet, der unddrager sig, og som man så forsøger på at beskrive på en anden måde, mere eller mindre heldigt, fordi der er meget langt fra 21
ordene til de billeder, hvor det hele kan være der på én gang. Man er nødt til at begynde et eller andet sted, og sige „nå, der sidder den og den” og „sådan og sådan”. Man kan ikke bare sådan pludselig sige hele billedet. Ligesom når man står der, så falder det ind over én, og man ser det hele i et syn, eller hvis man er ung nok, kan det virke som en hel åbenbaring. Men jeg ved såmænd ikke, hvad jeg mere skal sige om relationen mellem maleriet og poesien… Men du er jo inde på det, når du påpeger afstanden mellem det digteriske sprog og maleriets sprog, at det er svært at komme på højde med maleriet. I din måde at digte på et det vel aldrig tilfredsstillende blot at beskrive. Det er som om, at når du går til et foreliggende materiale, så gør du det også for at tilføje det noget – har det forbindelse med gåden, at den fremtvinger noget af det digteriske sprog, altså gåden i maleriet – de mange lag, perspektivforskydningen osv. - Ja, det ligner nok på den måde. Jeg vil gætte på, at det ikke er så forskelligt – det ser bare helt forskelligt ud. Det mest slående er jo, som jeg lige har nævnt, at man kan se det hele på én gang, så der er ikke i den forstand tid i det, eller tiden er en anden, du ser det i samme sekund, du ser det, og så er tiden sådan en oprulning, mens den er mere på langs, når man er nødt til at læse. Men det er lidt ligesom med musik. Der har man jo også det, at det begynder sådan og sådan, og så lytter jeg, og så trævler jeg lidt tilbage og går lidt frem og forudgriber noget og får noget andet med. Det ligner mere digtningen på dén måde end maleri gør. Men det er muligt, at malere ville sige det samme, for de vil måske også beskrive processen sådan; „nåeh, idioten står der og prøver at se det hele på én gang”, men det er jo slet ikke meningen. Der går lidt tid og så ruller det sig ud, så man bliver bragt på øjenhøjde med detaljer og andre sammenhænge i billedet. Så det er måske slet ikke så forskelligt. Jeg har ikke tænkt videre over det. Nogen burde skrive om det. Du beskriver sådan set digterens mellemværende som et mellemværende med tiden. - Ja, eller med at ophæve den. For mig er det lidt ligesom med musik. Mine digte bygger meget på musik, på lyd, på associationer inden for det danske sprogs muligheder. Alfabet er også bygget op som musikstykker med repetitioner osv. sådan har det næsten altid været. Er der direkte anden musik som du benytter som et inspirationsgrundlag? - Nej, ikke andet end sprogets egen levende musik. Der er ikke på den måde nogen tydelig anden musik… det er mere principper, der er eller har været, når man skriver musik. Det vil sige, at man skriver rytmer frem, når man digter? 22
Page 1 and 2: Neal Ashley Conrad DET SVIMLENDE PU
Page 3 and 4: jeg kan udenad. Det lyder: „Hvis
Page 5 and 6: ken? - Nej, det er knap nok det. De
Page 7 and 8: Jeg har denne idé om, hvordan menn
Page 9 and 10: Digtet er en verden Vil det sige, a
Page 11 and 12: Under skabelsen af Sommerfugledalen
Page 13: Det malede værelse Er der bøger,
Page 17 and 18: sig til det-og-det-og-det. Der er h
Page 19 and 20: også har sin plads i lyrikken. All
Page 21 and 22: det, f.eks. at skrive det i Informa
Page 23 and 24: at skrive, jeg måtte så sidde og
Page 25 and 26: at solen går op og ned. Og det kan
Page 27: Det malede værelse. Fortælling. 1

Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?