Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

snart det beskrives/ åbner for nye ubeskrevne områder/ Det er ubeskriveligt/
Selv om mørke defineres ved lys/ og lys ved mørke/ bliver der altid en rest
tilbage.”
Bestræbelsen i Inger Christensens digteriske såvel som essayistiske
praksis har i høj grad gået ud på at konfrontere sig med umuligheder. At
udgrunde og at sætte nye ord på dem fra andre vinkler end før for siden
at digte sig igennem dem og etablere digtet som en lille verden i sig selv,
som man kan gå på opdagelse i. Her over 30 år Det efter tager Inger Christensen
i sin nye essaysamling fat i det, der optog hende da hun var ung,
men nu er det med en anden ydmyghed over for de forhold, der aldrig er
til at afklare endegyldigt. Trods tidligere forsøg på at læse og forstå verden
gennem sproget, konstaterer hun nu i essayet „Som øjet der ikke kan se
sin egen nethinde”:
Hele denne forestilling om at skrive verden, sådan som den er, så
den også kan læses, hele tanken om sammenfald mellem sproget
og den synlige verden, alt det vi godt kan kalde verdens læselighed,
synes snarere at pege på, hvor ulæselig den er. I hvert fald i sproget
alene. I sproget må verdens læselighed forblive en metafor. Men til
gengæld udspringer denne metafor af både vores daglige og vores
videnskabelige erfaring for, at verdens læselighed eksisterer. Den
eksisterer bare ikke i en bog.
Det vil sige, at der konstant er en verden og et liv, vi ikke har sprog for,
uanset vores anstrengelser. Det må vel netop være dét, der får en digter til
at digte og til anvende tal og systemer, som tilfældet har været for denne
digter før og nu. I den følgende samtale med Inger Christensen bliver der
sat fokus på de her berørte paradokser mellem verden og sproget og på
væsentlige sider af hele forfatterskabet.
Lys
Når man går tilbage til din debutdigtsamling Lys synes der at være en
stræben efter at udvide det digteriske rum og at bane vej for et kosmisk
jeg hvordan ser du det selv i dag?
- Det var i hvert fald ikke lige noget, jeg tænkte over dengang. Jeg skrev
det, jeg skrev, som man siger. Jeg har det stadigvæk sådan, når jeg digter,
at jeg begynder på bar bund. Jeg tænker ikke over, om der er noget bestemt,
jeg skal lede efter, eller om der er noget bestemt, jeg skal sige. Men det, du
taler om med „et kosmisk jeg”, det lyder lidt forfærdeligt, men omvendt
så er det jo et kosmisk jeg, man møder i det allerførste digt i Lys, og som
9