Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

- Ja, det kan ikke undgås.
Bliver rytmerne ved inde i dig efter at du har skrevet digtet færdigt?
- Nej, det er sådan set kun, hvis man skriver i meget faste rytmer, f.eks. i
sonetter eller femfods-jamber. Engang, hvor jeg oversatte Kleist, endte det
jo med, at jeg gik og talte i femfods-jamber i køkkenet, men det sker kun,
hvis man oversætter, for der bliver man så besat af at finde udtryksmåder på
dansk, som svarer til originalen. Man kommer til at leve i den verden.
Du har flere gange været inde på digtet som sin egen lille verden. Set i
relation til det, du påpeger med digterens mellemværende med tiden, så
sker der vel det når man digter, at tiden bliver ophævet, at man gør tid til
rum og så bliver digtet vel til et sted, der i sig selv udgør en pause? Digtet
får så en vertikal udstrækning!?
- Det er rigtigt nok, og det er jo selvfølgelig ligesom i musikken, og det er
en fordel ved alle kunstværker, at de ophæver den forjagethed, man lever
i, og at man, ligesom da man var barn og legede, glemmer tid og sted, og
ikke ved hvor lang tid, der er gået, når man hører musik - så det er en af
fordelene, men det er ikke noget man kan gøre med vilje.
Fremmedheden som forudsætning
- Jeg kan huske, at der i 60’erne var et tema med, at jo mere fremmed man
bliver, desto bedre. Jeg synes faktisk, at det er et af dem, der har holdt ved.
Jeg synes, at jeg genkender det lidt i Hemmelighedstilstanden. Den har
også et tema med, at vi er fremmede, måske lidt under indtryk af verdens
flygtningestrømme i dag. Men med hensyn til identitetsspørgsmålet vil jeg
sige, at det rager mig en papand, om jeg ikke har nogen identitet eller jeg
har en, eller om jeg kan realisere mig selv, eller hvad jeg ikke kan. Det
er mig helt ligegyldigt. Men det er der ingen, der gider at høre efter, for
nu er der, jeg ved ikke hvor meget new age og realiseren derudaf – sådan
som jeg ser det.
Det virker som om, at dit formål med at digte i stadig i højere grad er at
undertrykke eller at skrive dig ud af det private jeg – ud i forhold til en
andethed, det kan være Gud, det kan være absolutter?
- Men det er ikke noget formål, det er bare noget, jeg gør. Og man kan jo
omvendt sige, at det kan være, at jeg gør det for at skrive mig ind til mit
private jeg, det kan ingen bare se, men skidt nu med det.
Men Sarvig påstod jo også, at digterne lyver; han spørger et sted: Har De
nogensinde mødt en digter? ... De skal ikke tro på ham.
- Det er rigtigt nok. Du skal sikkert heller ikke tro på noget af det, jeg siger,
for det er jo bare noget, jeg siger. Jeg har egentlig svært ved at se tilbage
på mine egne ting og sige, nå, så gjorde jeg det-og-det, og så udviklede det
23