Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

Det er svært at svare på, for det er vanskeligt at huske, hvad det er for
tråde, der er løbet sammen. Hvis jeg peger på dét med at læse om teori
inden for biologi og inden for sprogforskning, så har jeg faktisk forsøgt
at efterligne biologiens naturlige processer i sproget, selvom det kun
kunne blive på en primitiv måde, fordi naturen er så meget bedre til det.
Men sproget kan på den måde, man lader det bevæge sig på, antyde, at
man prøver på at gøre ligesom man nu forestiller sig, at naturens svampe
gør, når de breder sig eller hvad det nu kan være, celler f.eks., der puffer
rundt. Så prøver man at følge sproget på den måde, eller man efterligner
– selvom det er farligt at sige alt det der med mimesis. Men det er nu lige
meget, for sådan synes jeg nu alligevel lidt, det var. Så viste det sig, at når
man gør sådan, så viser der sig en verden i sproget, det kan ikke undgås.
Man kan ikke holde sig nede på nul. Man kan ikke blive véd med at stå
og stamme „Det-det-det” – for det bevæger sig videre, og i det øjeblik det
så er til stede, tager man stilling til den lille verden, der nu sprogligt er
oprettet, og så kan du gå videre med den. Jeg aner ikke, hvorfor det blev
sådan. Men et konkret grundlag for at arbejde med systemer fik jeg, da jeg
stødte på nogle skrivehæfter fra Gibert-boghandlen i Paris – hæfter som er
ternede på en bestemt måde. Jeg havde netop skrevet romanen Azorno, og
så puttede jeg den i en kuvert. Og på det tidspunkt kendte jeg Sven Holm
meget godt, det gør jeg stadig, og han sagde; husk at gå i gang med din
næste bog, når du pakker den forrige ned. Det er et gammelt forfatterråd.
Da jeg puttede romanen ned, tænkte jeg „det”, „det var det” og så vendte
jeg det ternede hæfte, som er ret højt, og så talte jeg hen og fandt ud af, at
der var 66 enheder i hver linie. Så tænkte jeg, at 66 gange 66, det er lige
passende til en blok. Sådan begyndte digtsamlingen Det.
Mellem tal og sprog
I teksten „Arbejde” fra Del af labyrinten taler du netop om tallenes og
talrækkernes betydning:
Vi lever i en labyrint af i praksis endelige talrækker, ustandseligt i
bevægelse, og det eneste sted den uendelige talrække burde have
betydning er i anelsen om en overordnet sammenhæng mellem alle
disse endeligheder. Det eneste, der egentlig kan tælles i uendelighed
er vores uvidenhed og dens forhold til det ukendte, til den ukendte
orden/frihed/skønhed også kaldet sandhed, vi er underkastet.
Kunne du sige noget om forholdet mellem tal og sprog. Interessen for tal,
talrækker og talsystemer skyldes vel ikke kun en interesse for matematik-
11