Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

den måde, som du nu siger. Men når du nævner det, så kan man da godt
sige, at der f.eks. i Alfabet er et digt, hvor der står „istiderne findes”, og når
jeg læser det op, så kan jeg godt mærke, at der er et sug i det på en måde,
som gør, at – når nu det er så associerende skrevet – så kunne man tro, at
det hele faldt totalt fra hinanden, hvis man forsøger at tænke over det, men
det gør det i virkeligheden ikke, for jeg har prøvet at læse det mange gange.
Der kan man godt sige, at det netop afdækker nogle iskolde tidsafstande
inde i læseren i form af noget forår, lidt is i nogle små bække, og at det
går videre ind i noget mystisk, hvor is og lys er blandet og det ender i en
slags frygt for, at den naturlige verden og fremtid slet ikke rigtigt er der,
og halvvejs også er en slags ironisk fortrøstning til, at den måske nok skal
være der. Jeg synes, at digtet ligner en slags billedtæppe, hvor alle de ting
er der på én gang med store tidsafstande, lidt håb og fortrøstning.
I Alfabet indlejres en kritik af det moderne livs bevidstløshed, og her sætter
du en sprogkritik ind, men ikke på nogen pædagogisk eller dogmatisk
måde, du lader blot ’forureningen’ sive ind i sproget - jeg tænker her på
den økologiske vinkel, på forbrugerisme og forestående naturkatastrofer.
Men hvad er årsagen til, at du standsede ved n – ud over at det selvfølgelig
var fuldstændig uoverskueligt at fortsætte det linjemæssigt?
- Der var en deadline. Det er det, jeg plejer at sige. Det var punkt et.
Derudover truede o, p, q, som – måske bortset fra p – på dansk ikke er så
attraktive. Især ikke q. Det var bedre at holde op, menes legen var god.
Hvis du nu ser tilbage på forfatterskabet, hvad vil du så sige, at det har
givet dig at skrive bøgerne. Har du ved indgangen til hver ny bog sat af
fra den foregående bogs erfaring – dvs. den erfaring den skrev frem? Jeg
tænker både på de første digtsamlinger, de efterfølgende romaner, hvor
man kan læse Alfabet som en slags modsvar til Det -
- Det er faktisk det eneste sted, hvor jeg har tænkt over, at der var noget,
man kunne korrigere, dvs. menneskets placering i verden, hvor Det er
en meget jonglerende bog med mennesket – og digteren – som en, der
bare opererer med at have en lille model af verden. Mens Alfabet mere
illuderer menneskets situation som indfældet i verden. Og det ved jeg
såmænd ikke, om jeg tænkte så meget over på dét tidspunkt. Men trods
alt har det nok været det tydeligste sted, hvor jeg har tænkt over, hvad der
burde korrigeres. I den forbindelse synes jeg, at en linie som „solens og
øjets samvær i farven” er et godt udtryk for det at være indfældet i verden.
Ikke bare med tallene, men også, at det er solen og øjet, der gør, at farven
overhovedet er der.
19