Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

vi er faret vild i labyrinten – eller betyder det, at børnene forbeholdsløst
kan rumme labyrinten?
- Ja, det lyder smukt. Børnene skænker det vel ikke en tanke, at de er i
labyrinten. Det er vel nok snarere det.
Så de voksnes problem er refleksionen
- Jamen, det er det jo. Problemet er, at vi tror vi kan overskue, men vi tør
ikke give os hen til det uoverskuelige, og så klamrer vi os til troen på, at
vi overskuer, hvis det skal siges meget forsigtigt.
Når du digter giver du vel netop plads til det uoverskuelige?
- Forhåbentlig, ja.
Men hvad sætter grænser for uoverskueligheden? Er det grænser, som
du opdager, når du skriver? „Jeg skal ikke gå længere end hertil” eller
hvad?
- Grænsen ville jo gå ved at planlægge det på forhånd. Dér går grænsen.
Den går allerede dér, så man på forhånd fastslår, hvad det er, man vil med
det. Så sker der jo ikke en pind. Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg har godt
nok ikke prøvet det, og jeg tror også, at det er forskelligt fra genre til genre.
Men jeg tror, at selv for romanforfattere, der måske planlægger derudaf,
sker der det, at når de først begynder at skrive i et hjørne, så smelter det
bare sammen omkring dem, hvis det bliver godt, og så bliver de nødt til
at tage nogle andre spor op og lægge alle deres notater rundt på en anden
måde.
Kædedigtning
Er du i gang med at skrive på noget nyt?
- Nej, jeg kan ikke sige, at jeg er i gang med noget andet end at rejse rundt
og læse alle de gamle ting op. Det er i store træk det, jeg gør. Men jeg havde
en oplevelse i december måned sidste år i Berlin. Da var jeg inviteret af
Akademie der Künste til at skrive renshi-digte. Det er en japansk kædedigtform,
som ligger i forlængelse af den klassiske og meget gamle digtform,
renga, som også haikudigtningen er udgået fra, og som i efterkrigstiden i
Japan er blevet fornyet på den måde, at digtene ikke har særligt stramme
former, det er en mere fri digtform, som dog har en afgrænset længde.
Det går nok med op til 8-10 linier. Men der var jeg inviteret sammen med
japaneren Makoto Ooka, den polske digter, Adam Zagajewski og den tyske
digter, Jürgen Becker. Vi var så fire og det var japaneren, der dirigerede.
Det er ham, der forklarer, hvad det går ud på. Og det går altså ud på, at
fire digtere skriver digte i nogle dage i en lang kæde. Japaneren begyndte
med et digt. Det blev så oversat til tysk og på den måde gik det så videre.
Vi havde vores oversættere med. Og jeg, som ellers aldrig kan hitte ud af
29