Neal Ashley Conrad - Forlaget Spring

men jeg tror, at det er noget, jeg mere tilfældigt har gjort –
Systematikken i flere af dine bøger skyldes den også et ønske om at afgrænse
lidenskaben, så den ikke slipper fra dig?
- Nej, det tror jeg ikke. For eksempel i forbindelse med Fibonacci-talrækken
i Alfabet, der er det en måde at ordne et kæmpe materiale på, og desuden
er det også en måde at meddele noget på, som ikke kan stå i sproget. I Det
og delvis også i Brev i april har tallene givet mig mulighed for at henvise
til og pege på noget, der ligger uden for sproget. Altså, det giver mulighed
for – især i midterdelen af Det, men også i det hele taget – at pege på noget,
der ligger mellem digtene som det vigtigste, som det afgørende, som et
grundlag, der kun lige sporadisk viser sine udtryk i de enkelte digte. Digtene
bliver sådan en slags stand in for alt det, der kunne have stået. Hvert
digt bliver en slags moment, som lige så godt kunne have været et andet,
hvis det havde været en anden person, der havde skrevet det. Digtene i
Alfabet er på samme måde kun eksempler på, hvordan Fibonaccirækken
kan konkretiseres. Alt kunne have været skrevet; „Aberne findes” eller
noget andet. Det egentlige digt, det er sådan set allerede skrevet – det er
Fibonacci-rækken. Dengang vidste jeg ikke, at der var noget, der hed en
Big Bang-teori, men nu ligner den jo sådan en – hvor man bare lige får
slynget et ord ind hist og pist på de rette steder, og hvem som helst kan
gentage det på sin måde. Og samtidig også forestillingen om – især i Det
– at det, der stod i mellemrummene var det vigtigste, at det hvide papir er
det vigtigste og at det, der lige popper op, at det er forsøg på at få et eller
andet til at ligne noget undervejs. Jeg tror, at jeg har benyttet mig af tal
på den måde. I Brev i april er det jo også lidt – om ikke helt – på samme
måde som i musik, at når du slår et tema an, så er der noget andet, der
trænger sig på, og så kommer det op igen efter nogle bestemte mønstre.
For eksempel som i seriel musik, at det, der er nummer et, bliver nummer
tre i næste afsnit, og pludselig hører man det sammen, og så forsøger man
at høre, om det tilsammen måske alligevel giver en slags lille verden, man
kan bebo et øjeblik, mens tallene farer videre. Det er de forestillinger, jeg
har haft. Faktisk er det på en lidt primitiv måde, jeg har brugt tallene. Jeg
har set dem som et billede på, at verden trods alt er der, lige meget om
jeg skriver eller ej.
Er tallene så forbundet med den orden, vi prøver at ordne os til, men som
findes i forvejen?
- Ja, det må jeg gå ud fra, for jeg ser tal omkring mig. Ser du et træ, så ser
du også tal. Ikke fordi træerne nødvendigvis er der før os – men det tror
jeg nu nok, at de var.
Er det at digte ikke en uhyre krævende og besværlig proces – her tænker
jeg især på følgende udsagn, du er kommet med:
13