DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

l 18 døvblindenyt nr. 02 august 2011 stemme som siger „gør mere”. Dette fortærer en indvendigt. Og hvorhen fører dette os? Forhåbentlig har I fået en ny forståelse for den baggrund, de fleste forældre til handicappede børn bringer med sig. Og måske kommer vi så igen til begyndelsen – titlen på min forelæsning: ”Barnet er der ikke noget i vejen med, men du skulle bare vide, hvordan forældrene er...”. Det er bl.a. på grund af det forannævnte, at en gruppe mennesker er blevet betragtet som ”enormt besværlige forældre”. Det er faktisk de forældre, som på grund af den svære situation og dybtgående erfaring, kan reagere overdrevet. Der er tale om mennesker, som gør deres yderste for at gøre handicappets følger lettere at bære for deres barn, forældre som prøver at gøre det umulige. Der er tale om mennesker, som ikke kan overleve uden jer professionelle. De er afhængige af jer på en afgørende måde. Der er tale om mennesker, som ikke alene er afhængige af jer praktisk set, men også, og ikke mindst, afhængige af jeres attituder, etik, meninger og humanistiske syn. Derfor forklarer jeg dette så nøje. For at I må få mulighed for at kigge ned under overfladen, blive parate til at se helheden og den historie som ligger bag. For at I kan være klare over, at følgerne af denne erfaring kan vise sig på mange måder. I må indbygge en dekoder i jeres faglige viden. En dekoder som gør jer i stand til at se tingene i en bredere og derved mere faglig sammenhæng. Bemærk at jeg ikke siger, at I ingen betydning skal tillægge det, forældrene siger, eller at I bør betragte det, de har at fremføre, som nedsættende. Tværtimod. Forældre er ubestrideligt de, som bedst kender børnene, deres behov og ønsker. Lyt derfor med ydmyghed og vis dem den respekt, I selv ønsker andre viser jer. ❚❙ oVe Vedel andersen Overlærer på Center for Døvblindhed og Høretab Handicapkulturens eksistens eller det modsatte har ofte været til debat. Findes en sådan kultur – eller kan den udvikles? Debatten har oftest drejet sig om, hvorvidt man kan få øje på en kultur, der har sammenlignelige træk med ikke-handicappedes kultur. Arno Victor Nielsens opdeling i ”lettere handicappede” og ”stærkt handicappede” præsenterer en interessant vinkel. De stærkt handicappede har iflg. Nielsen ikke brug for at blive integreret: ”normaliteten er monoteistisk, der skal ikke være andre livsmåder end vores. Vi har først givet plads til en egentlig handicapkultur, når den ikke skal være som de normales, bare i en ringere udgave”. Der har op igennem handicaphistorien været gjort mange bestræbelser på at tilpasse handicappede til normalkulturen. Det er blevet gjort af et godt hjerte og for at signalere samfundets rummelighed. Men for de stærkt handicappede har bestræbelserne og resultaterne været noget konfuse. Denne gruppe har i højere grad brug for en individualiseret kultur, hvor kræfterne ikke skal bruges på at tilpasse sig, men på at udvikle ens egen person – med udstrakt grad af støtte fra en stab af professionelle. Så jeg blev glad og en lille smule stolt, da jeg læste det. For netop døvblindefeltet har i den grad fokus på individet og dets udvikling. Her hyldes en ”blandingskultur”, hvor den fælles kultur med plads til individualisering er til evig diskussion. Den slags koster ressourcer, og i den politiske debat er fokus i øjeblikket meget på økonomi. Der er kommet en drejning fra ”Det kan nytte!” til ”Kan det nytte?”. Der er blevet sået tvivl om indsatsens nytteværdi. Her bliver Nielsens artikel betydningsfuld. Den har betydning både for den enkelte handicappedes liv og det pædagogiske grundsyn på denne gruppe af mennesker, men også på de politiskeøkonomiske beslutninger, der skal træffes i denne forbindelse. En trængt samfundsøkonomi er ikke den bedste forudsætning, og vi har allerede set stramninger. Derfor er Nielsens artikel vigtig – og så er det i øvrigt altid en god idé at stoppe op og give sig tid til læse, når Arno Victor Nielsen udtaler sig. 2001
EgREbER SOM HANDICAPKulTuR Og NORMAlITET HAR OFTE VæRET gENSTAND FOR DISKuSSIONER Og ARTIKlER – OgSå I DØVblINDE – NyT. DET ER DERFOR MED FORNØJElSE, VI bRINgER FIlOSOFFEN ARNE VICTOR NIElSENS ARTIKEl, HVORI TINgENE ANSKuES FRA NyE Og ANDERlEDES SyNSPuNKTER. EN HANDICAPKulTuR FINDES KuN I fLERTAL Egentlig ved jeg slet ikke, hvad det vil sige at være handicappet. Der er alt for mange af slagsen. Til hudløshed kender jeg derimod de ikke-handicappede, som jeg vælger at kalde de normale. Det er ikke spor mærkeligt, for det ligger i selve normalitetsbegrebet, at vi her bevæger os inden for meget snævre rammer. Det normale har vide grænser, sagde man for tredive år siden. Det blev ligefrem et slogan. Man talte bare ikke om livet, men om sexlivet. Det normale liv har meget snævre grænser. Tag nu bare sådan et fænomen som intelligenskvotienten, idet vi ser helt bort fra lødigheden af IQforskningen. De normale klumper sammen omkring tallet 100, mens de anormale fordeler sig over hele skalaen. De normale er de genkendelige og forudsigelige. Det er præcis det, som gør dem normale, mens de anormale kan være alt fra grønsag til rablende genial. At være normal vil sige at være som de andre. Normal kommer af det latinske ord norma, som betyder vinkelmål, rettesnor, hævdvunden regel, typetilfælde. De normale deler i det store og hele normer og værdier, kort sagt kultur. Mens de anormale, de abnorme, de usædvanlige mennesker så netop er dem der afviger fra en bestemt kultur. De anormale kan per definition ikke være et gennemsnit. Gruppen af anormale er ikke en homogen gruppe. De anormale er per definition en heterogen flok. Det koster ikke ret meget i penge og tålmodighed at lukke de lettere handicappede inden for, at integrere dem i de normales kultur, men det koster enorme summer at nærme de stærkt handicappede til normallevemåden. Masser af mennesker falder udenfor arbejdsmarkedet og dermed udenfor normaltilværelsen, fordi vi lader maskiner overtage netop de funktioner som de lettere handicappede ville kunne klare. Mennesker bliver udskiftet med tast-selv-elektronik og fejemaskiner og bliver til sidst uanbringelige i de normales verden. Grænsen mellem normal og anormal flytter sig hele tiden. Der vil altid være smertefulde grænsetilfælde. Vi har alle gjort visse tærskelerfaringer. Jeg er ek- sempelvis for gammel til diskotekerne og for ung til enkeballerne på Damhuskroen. I en kultur, hvor man dyrker ungdom og egentlig kun kender to aldre, nemlig ungdom og “for gammel”, vil mange i lang tid opleve sig som et grænsetilfælde med alt hvad det indebærer af fejltrin og misforståelser. Faktisk er det jo kun en minoritet blandt de handicappede som kan efterleve det Bank-Mikkelsen’ske mål om være så “tæt på det normale som muligt”. Men denne lille gruppe grænsegængere gøres hele tiden til talerør og model for alle de andre Af Arno victor nielsen nr. 02 august 2011 døvblindenyt 19 l
Page 1 and 2: DøvblinDe nyt Videnscenter for dø
Page 3 and 4: 11 DØVBLINDE MALER INDRE BILLEDER
Page 5 and 6: udviklingsaspekter, vi ønsker at s
Page 7 and 8: noget eller planlægge deres aktivi
Page 9 and 10: Marianne discH Faglig koordinator i
Page 11 and 12: DØVBLINDE Maler INDRE BILLEDER at
Page 13 and 14: nr. 02 august 2011 døvblindenyt 13
Page 15 and 16: inger rødbroe tidl. leder af viden
Page 17: vi ikke plejede vort ægteskab, men
Page 21 and 22: 1986 997 2009 2003 1988 2001 2005 1
Page 23 and 24: erglJot rieber- MoHn seniorrådgive
Page 25 and 26: historie om ”Normaliseringens Per
Page 27 and 28: For det tredje fortællingen. Det v
Page 29 and 30: ham er musik, sang, bevægelse og l
Page 31 and 32: fælles register. Man kan sige, at
Page 33 and 34: HenriK KJederqVist Af troels Mølle
Page 35 and 36: fungeret som kontorlejemål, men da

DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?