DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

l 24 døvblindenyt nr. 02 august 2011 ning – dels fortæller den noget om det sociale systems møde med de sociale ”klienter”, som mistænkes for ”uværdig” trang. (Bengtsson og Middelboe, 2000). Ingen fagpersoner ønsker at handle ondt overfor dem, de professionelt har ansvar for – alligevel er det onde i hverdagen en realitet. Det er ikke altid enkelt at vurdere sine egne handlinger som professionel. Der opstår mange dilemmaer, som ikke uden videre kan løses. Tvinger man eksempelvis som plejehjemsansat et gammelt menneske op ad sengen om morgenen, kan det kaldes overgreb. Lader man vedkommende ligge, kan det kaldes forsømmelse. Forsømmelsens tendentielle position er ligegyldighed, overgrebets paternalisme. (..) Det, vi afstår fra at gøre, er det, som har moralsk betydning. ”Det moralske ansvar er den mest personlige og umistelige menneskelige ejendel, og den mest værdifulde del af de menneskelige rettigheder. Det kan ikke fjernes, deles, overdrages, pantsættes eller efterlades i sikker forvaring. Det moralske ansvar er ubetinget og uendeligt, og det ytrer sig i en bestandig angst for ikke at ytre sig tilstrækkeligt. Det moralske ansvar søger ikke støtte for sin ret til at findes eller undskyldninger for at det findes. Det er der før enhver forsikring eller ethvert bevis og efter hver undskyldning eller forladelse.” (Baumann, 1995). Det betyder, at selv om vi igen skulle begynde at tænke i en udvidet form for kollektiv forpligtigelse overfor de svage – en forpligtigelse som også resulterede i en omfordeling af de økonomiske ressourcer og en officiel accept af de ”anderledes” i samfundslivet, så vil det enkelte menneske alligevel individuelt stå ansigt til ansigt med sit eget moralske ansvar – det ansvar som opstår i dagligdagen gennem mødet med de mennesker, man har relationer til og ansvar for. Det, vi med Baumans ord skal afstå fra at gøre, er måske den dagligdagens brutalitet, som kan opstå af kedsomhedens, afmagtens eller foragtens rutiner. Den kedsomhed, afmagt og foragt som kan opstå på institutioner eller i menneskers private hjem, når en omsorgsmodtager er helt overgivet i en omsorgsgivers vold og der ingen reel gensidig og delt kontakt er mellem parterne. Og den magt der kan opstå de samme steder, når omsorgsgiverne er besat af omsorgstagerens diagnosebeskrivelse og oplever, at de ved alt om, hvilke metoder, der skal bruges, og hvad det bedste for den pågældende er – så meget, at de både overser protester og andre former for signaler. Jeg tror ikke, der er nogen i dag, som begår fysiske overgreb mod mennesker med multihandicap, men jeg tror stadig, at der begås de overgreb, som handler om negligering, usethed – det at gøre et menneske med multihandicap til en slags levende inventar, som er der, men som ikke regnes for kapabel til at medinddrages i beslutninger om egne forhold og eget dagligliv. Ligeværdigheden, rettigheden og normaliseringen var kodeord i den diskurs, som Bank-Mikkelsen og hans samarbejdspartnere – herunder fra begyndelsen forældreforeningen – rejste i 1950erne og -60erne. Der var ikke tale om en ny videnskabelig diskurs, men derimod om en folkelig diskurs, som tog sit udgangspunkt i den offentlige kritik af åndssvageforsorgen, der rejste sig i 1940erne. Denne folkelige diskurs tog sit udgangspunkt i noget mere basalt end en given tids videnskabelige sandheder – nemlig i et humant grundsyn. Det var en diskurs, som insisterede på, at rettighed og ligeværd gjaldt for alle, og at disse begreber kunne håndteres politisk på en måde, som gav rum for en normaliseret tilværelsen for de tidligere udstødte udviklingshæmmede. Det var et opgør med den traditionelle professionelle skelnen mellem værdige og uværdige, brugelige og ubrugelige, underviselige og u-underviselige individer i det danske samfund og et forsøg på at få udviklingshæmmede tænkt ind som en reel del af den danske samfundspopulation med de rettigheder og pligter, som dette indebar. det HuManistisKe PersPeKtiV Et humanistisk livssyn indebærer en tro på, at det er muligt gennem menneskets egen fornuft at skabe et humanistisk samfund. Men hvordan gør vi det konkret? Måske ved i højere grad at turde møde ”det anderledes” med den form for nysgerrighed, som ikke på forhånd sætter den anden på en betryggende (diagnostisk) formel: ”Forholdet Jeg-Du hører ikke til erfaringernes verden. Forholdet til Du er umiddelbart og mellem Jeg og Du er der ikke noget begrebsligt, heller ikke nogen forudviden, ingen fantasi, ingen hensigt, intet begær og ingen begæring. Er der derimod mellem to mennesker alt det i spil er Du blevet til Det, dvs. til objekt. Mødet mellem Jeg og Du er umiddelbart, dvs. uden at have hensigter med den anden. Nærværet opnås kun ved mødet med Du, modsat mødet med ting, som vi omgiver os med og bruger. Ting, vi benytter, er aldrig i nuet men er verden, som den hele tiden har været. Det er i mødets nærhed ansvaret opstår”. Hvordan overkommer vi så det problem, at vi som professionelle er mere uddannede til Det end til Du – og at vor identitet professionelt set er bundet op til et Det? Hvordan balancere mellem at træne og danne, mellem at ”forbedre” og ”møde”, mellem ”paternalismen” i den professionelle hverdag og ”ligegyldigheden”? Måske kan det overkommes ved at sætte ord på vore dilemmaer og på vor tvivl. Måske kan det overkommes ved at vi tør fortælle som en anden måde at være professionel på, uden at vi derved skal give slip på den faglige indsigt, som også er nødvendig for at møder overhovedet kan opstå. Fortælling er forpligtigelse. Ved at fortælle har vi allerede taget hul på en ny verden, som vi ønsker at være med til at skabe. (Hermansen, 2001). Alle historier – også de mere forskningsprægede og videnskabelige – tager deres afsæt i den nutid, som de er skrevet ind i. Det gør min
historie om ”Normaliseringens Periode” også. Jeg var nysgerrig efter at se, hvad der gemte sig i arkivet efter tidligere forsorgschef N.E. Bank- Mikkelsen. Hvad hans drivkraft og anliggende havde været, hvem han opfattede som henholdsvis venner og fjender af sit normaliseringsprojekt, og hvilke alliancepartnere han havde. Jo mere jeg læste mig ind i arkivet, jo mere fik jeg også en fornemmelse af, at den kamp som Bank-Mikkelsen, hans bestyrelse og alliancepartnere havde kæmpet, er en kamp, som er mere aktuel end nogensinde, og jeg spurgte mig selv, om vi har overset, at alle kampe for humanitet og retfærdighed må kæmpes igen og igen, hvis bastionen skal holdes. Når jeg fremhæver, at denne kamp er mere aktuel end nogensinde, er det, fordi jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt vi nu er så sikre på, at kampen er vundet og normaliseringen gennemført, at vi overser, at en række udviklingshæmmede fortsat har meget få tilbud i deres hverdag, selvom møblementet er skiftet ud og soverummene mindre. Dette gælder ikke mindst mennesker med multihandicap. Vi glemmer måske også at overveje, hvad der egentlig ligger i ordet bruger. Er brugeren blevet borger, eller ligger der i ordet bruger fortsat en forestilling om, at vi her står overfor et menneske, som kun kan modtage, men ikke give, som kun kan forbruge, men som vi ikke kan tænke alment om? Den evigt afhængige – og gerne taknemmelige bruger – der må leve sit liv, hvor vi bestemmer, hvad det er bedst for ham eller hende? Lever paternalismen ikke fortsat i bedste velgående – en paternalisme som nu går så vidt, at livet fratages de ufødte. Er vi med kortlægningen af menneskets gener og omvekslingen af begrebet udviklingshæmning til en række specifikke diagnoser blevet mindre biologisk deterministiske end før, eller har det blot antaget andre former og andre professionelle klædedragter? Den kamp forældreforeningen og Bank-Mikkelsen, bestyrelse, embedsmænd og professionelle udkæmpede i 1950erne og -60erne viser, at en folkelig kamp mod uretfærdighed og mod udstødelse af svage og sårbare grupper faktisk kan lykkes. Men jeg synes også udviklingen har vist, at kampen ikke må stoppe. Afhængighed, passivitet og den brutalitet der ligger i at være uset, overset og ildeset er stadig aktuel virkelighed i en række menneskers liv. ”Meget kort sagt: der er to logiske måder at behandle mennesker på: man kan slå dem ihjel eller skille sig af med dem på anden måde – eller man kan være solidariske med dem og respektere dem som mennesker, i hvilken udgave de end er kommet til verden, eller i hvilken tilstand de end er havnet på grund af egen eller samfundets skyld. Jeg tror på den sidstnævnte måde at behandle folk på”, skrev Bank-Mikkelsen i 1971. Et sådant udsagn ligger langt fra det krav om individuel vellykkethed, som er nutidens. Her kræves der noget af omgivelserne: åbenhed, respekt, økonomisk solidaritet og samfundsmæssig plads for mangfoldigheden. At alle mennesker i Danmark – også mennesker med multihandicap – skal kunne leve et liv så nær det normale som muligt er stadig en utopi, som det i bogstaveligste forstand er livsvigtigt at kæmpe for. ❚❙ Dele af Birgit Kirkebæks artikel er i en norsk version under titlen ” Det onde og det gode – om forholdet mellem paternalisme og ligegyldighed” bragt i Barbro Sætersdal og Kristin Heggen: I den beste hensikt? ”Ondskab” i behandlingssamfunnet”. Akribe forlag, Oslo 2002. Andre dele forekommer i Birgit Kirkebæk: Det danske negerproblem. Social Kritik nr. 78, feb. 2002. Andre dele er nye. litteratur Bank-Mikkelsen, N.E.: noget om åndssvage. i: afvigerbehandling. Thanning &Appels Forlag, København 1971. Bauman, Zygmunt: Postmodern etik. Daidalos, göteborg 1995. Bauman, Zygmunt : savnet fellesskap. Cappelen Akademisk Forlag, Oslo 2000. Bengtsson,Steen og Middelboe, Nina: der er ikke nogen der kommer og fortæller hvad man har krav – forældre til børn med handicap møder det sociale system. Socialforskningsinstituttet, København 2000. Hermansen, Mads: den fortællende skole – om muligheder i skoleudviklingen. bd. 1 og 2. Forlaget Klim, århus 2001. Kirkebæk, Birgit: normaliseringens periode. Forlaget SocPol, Holte 2001 Kirkebæk, Birgit: det danske negerproblem. i: Social Kritik nr. 78, 2002. Sætersdal, Barbro: tullinger, skrullinger og skumlinger. universitetsforlaget, Oslo 1998. Sætersdal, Barbro, Heggen, Kristin: i den beste hensikt? ”ondskap” i behandlingssamfunnet. Akribe, Oslo 2002. nr. 02 august 2011 døvblindenyt 25
Page 1 and 2: DøvblinDe nyt Videnscenter for dø
Page 3 and 4: 11 DØVBLINDE MALER INDRE BILLEDER
Page 5 and 6: udviklingsaspekter, vi ønsker at s
Page 7 and 8: noget eller planlægge deres aktivi
Page 9 and 10: Marianne discH Faglig koordinator i
Page 11 and 12: DØVBLINDE Maler INDRE BILLEDER at
Page 13 and 14: nr. 02 august 2011 døvblindenyt 13
Page 15 and 16: inger rødbroe tidl. leder af viden
Page 17 and 18: vi ikke plejede vort ægteskab, men
Page 19 and 20: EgREbER SOM HANDICAPKulTuR Og NORMA
Page 21 and 22: 1986 997 2009 2003 1988 2001 2005 1
Page 23: erglJot rieber- MoHn seniorrådgive
Page 27 and 28: For det tredje fortællingen. Det v
Page 29 and 30: ham er musik, sang, bevægelse og l
Page 31 and 32: fælles register. Man kan sige, at
Page 33 and 34: HenriK KJederqVist Af troels Mølle
Page 35 and 36: fungeret som kontorlejemål, men da

DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?