DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

8 døvblinde<strong>nyt</strong> nr. 02 august 2011 inger – FØDT DØV OG SVAGTSYNET I 1932 beder et forældrepar om hjælp til deres handicappede datter Inger, født døv og svagtsynet, hun er på det tidspunkt 6 år gammel. På grund af hendes handicap mener man, at hun er meget dårlig begavet, og helt naturligt tilbydes forældrene, at deres datter kan få ophold på en af daværende åndssvageforsorgens institutioner. Her indlægges hun af den stedlige sognerådsformand og hjemmets læge, der kun en gang tidligere har set Inger. Hun bliver beskrevet som værende døv, meget svagsynet og ret hidsig. På det tidspunkt er man endnu ikke blevet opmærksom på dobbelthandicappet: Vel anbragt på institutionen begynder hun at rive sit tøj itu, bide sig selv og blive aggressiv overfor medbeboere. Som følge af denne adfærd fixeres hun 9 år gammel. Hun beskæftiger alligevel sig selv, siddende på gulvet river hun ugeblade i små lige store stykker, der opbevares i en lille papkasse. Tilbud om beskæftigelse/undervisning med henblik på videreudvikling findes ikke. Afdelinger med over 100 beboere og en personalenormering så lav, at ingen i dag kan forestille sig den, umulig-gjorde enhver pædagogisk indsats. For at beskytte beboere mod overfald af aggressive medbeboere blev alternativet ofte fixering af disse. Ingers liv går videre i krogen på gulvet, fra krogen til toilettet og fra toilettet til sovestuen, hele tiden fixeret. Hun kommer aldrig udenfor afdelingen. Omverdenssamspillet er kraftigt reduceret, hun bliver mere og mere vredladen og arrig, afviser til sidst alle personer omkring sig og er blevet autistisk. Forbindelsen med forældrene er sparsom, de sender enkelte breve og pakker. Da en del år er gået, ønsker de imidlertid at få hende hjem igen. De er nu blevet gamle, og måske Inger kunne hjælpe lidt til, evt. gøre rent og tørre støv af. På institutionen bliver man mildt sagt forundret over ønsket og fraråder dem det, for i de mellemliggende år har deres datter udviklet sig til at være en ret problematisk person, der flår alt, der kan rives itu: kropstøjet, sengetøjet, madrassen, ja selv kraftige senge splittes ad. I en periode ligger hun nøgen på gulvet på en madras betrukket med så kraftig plastik, at det ikke kan splittes itu. Situationen er fortvivlende. Forsøg på medicinsk at hjælpe Inger får ikke den ønskede effekt. Økonomiske opgangstider og ændrede holdninger i samfundet får afsmittende virkning. Institutionen får flere personaleressourcer. De store afdelinger deles op i mindre enheder, og forbud mod fixeringer skaber nye tanker. Kravene til personalets uddannelse/arbejde ændres, fordi der påvises gode muligheder i/og et stort behov for en pædagogisk indsats, der kræver meget mere end et fixeringsbælte med håndremme. Inger fixeres ikke længere, men hun vil kun opholde sig i sengen. Ønsker ikke kontakt med nogen. Gemmer sig nøgen under dynen, og her fordrives tiden på en ret uheldig måde. Sengetøjet rives i små kvadratiske stykker, hvilket efterhånden blev en så alvorlig økonomisk udgift for institutionen, at der bevilliges extra personaletimer til at bearbejde problemet med. Personalet har ofte oplevet, at Inger reagerer usædvanligt i mange situationer. Den rigtige indfaldsvinkel for at få kontakt med hende finder man først, da afdelingen får forbindelse med en mobilityinstruktør, der selv føler sig usikker/utilstrækkelig i forhold til hendes behov og henviser afdelingen til at søge hjælp hos en døvblindekonsulent fra Ungdomshjemmet for døvblinde i Aalborg. Her finder man endelig det rigtige tilbud: en målrettet pædagogik, tilrettelagt for personer med dobbelthandicappet døvblind. Der startes nu en ny epoke i Ingers liv. Hun bliver diagnosticeret døvblind, og hos hende findes der hverken syns- eller hørerester, hvilket kun gælder for ca. 10 % af døvblinde, mens andre kan have brugbare syns- og hørerester. Inger er nu 58 år, men selv efter mere end 50 års misforståelser og mangel på tilbud, er hun så stærk en personlighed, at hun forstår og kan lære systemer. Chokerer personalet ved pludselig at binde en sløjfe, noget hun har lært i sin barndom. Det fortæller om en god hukommelse, der igen kan være grundlag for at lære mere. Forældrenes ønske om at få hende hjem, så hun kunne hjælpe til, var måske slet ikke så uforståeligt, som man dengang skønnede, for Inger har næppe været intelligensmæssigt retarderet. Men anbragt i et system
Marianne discH Faglig koordinator i viHs med ansvar for døvblind- fødteområdet Denne historie havde jeg glemt, at jeg havde læst. Eller måske har jeg bare fortrængt den. Da jeg læste den første gang, havde jeg været ansat i Aalborgskolens skoleafdeling for døvblindfødte børn i et år. Jeg vidste ikke ret meget om døvblindhed, men jeg havde en del uden tilbud, i en for hende uforståelig verden havde hun ikke en chance, hun blev fixeret og på den måde forhindret i at videreudvikle sig. Gennem en stærk struktureret hverdag, i tid, i rum, i personer skaber man nu en overskuelig verden for hende. Gennem symboler og taktilt tegnsprog ved hun, hvad der dagligt venter hende. Det skaber tryghed, isolationen er brudt. Hun er nysgerrig og undersøger omverdenen. Er ikke længere sengeliggende, vil have tøj på og kan tages med på indkøbsture i byen, deltager i fester og ferielejre. I juni måned deltog hun f. eks. i et kursus/lejrophold på Egmont Højskolen i Hov sammen med 11 andre døvblinde og deres ledsagere fra hele landet. Det var en stor oplevelse for alle. Derforuden har hun halvdagsplads i monteringsafdelingen på et beskyttet værksted i byen. Ingers skæbne har været ufattelig hård, men da hun var barn, blev personer med hendes handicap næsten erfaring med psykisk udviklingshæmmede. Og jeg vidste, at døvblindhed ikke var det samme som ”åndssvaghed”. Artiklen, jeg har valgt, viser hvilke katastrofale følger det kan have, når man (”man” er dem som tager beslutningen om, hvilken service en borger skal have) ikke forstår hvilke konsekvenser døvblindhed har for personen og for den service, som vedkommende har brug for, hvis han eller hun skal have et godt og værdigt liv. Historien starter helt tilbage i 1932 og handler om de voldsomt negative konsekvenser en fejlvurdering og fejldiagnosticering har haft for Inger, en døvblind pige på 6 år. Den handler også om de tilsvarende positive konsekvenser, det fik altid anset for at være åndssvage og blev naturligt men fejlagtigt anbragt under åndssvageforsorgen. Hendes råb om hjælp gav sig udslag i en meget uhensigtsmæssig adfærd, og hendes liv ændres ved en tilfældighed. Måske kan fortællingen om Inger få personale/myndigheder til systematisk at gennemgå beboerne på institutionerne for på den måde at finde andre fejlanbragte, der ligesom Inger har behov for specialpædagogiske tilbud. Kun hvis andre taler de døvblindes sag, kan deres situation ændres, for de har kun ringe mulighed for’ at få indflydelse på deres eget liv. I det område/amt hvor Inger bor, laves der for tiden en undersøgelse på institutionsplan for at tilvejebringe en præcis viden om, hvor stort antallet af døvblinde voksne med vidtgående psykisk handicap er, og under hvilke vilkår, de lever. Kriterierne, der anvendes for at indkredse dem, er ikke alene kliniske men også funktionelle. Af Anna Margrethe Madsen, Sødisbakke, Århus Amt for hende, da hun blev set som en person med døvblindhed. Det skete ret sent i hendes liv, men heldigvis – som du kan læse i artiklen – er det tilsyneladende aldrig for sent. Jeg har valgt artiklen, fordi den gjorde og stadig gør indtryk. Heldigvis ser tilbuddet til både psykisk udviklingshæmmede og døvblindfødte helt anderledes ud i dag, men en fejldiagnosticering har fortsat store konsekvenser. Desværre sker det fortsat, at man ikke ser det dobbelte sansehandicap som årsag til en anderledes adfærd Ud fra kortlægningen af antal døvblinde, kan etablering af tilstrækkelig service til dem medtages i samfundsplanlægningen fremover. Omfang – kvalitet – etablering af nødvendige tilbud – og efteruddannelse af personale. ❚❙ Kilde : "lev" medlemsblad for landsforeningen Evnesvages Vel. eller manglende udvikling hos døvblindfødte. Derfor risikerer personer med døvblindhed at blive tilbudt en pædagogik og service, som er beregnet på en anden funktionsnedsættelse end døvblindhed. Og det kan altså have store konsekvenser for vedkommende. Heldigvis er der en øget forståelse for, at en grundig udredning er nødvendig for alle mennesker med funktionsnedsættelser. Vi må håbe på, at der aldrig igen opstår en ”Ingerhistorie”, som den man kunne læse om i Døvblinde Nyt i 1988. 1988 nr. 02 august 2011 døvblinde<strong>nyt</strong> 9
Page 1 and 2: DøvblinDe nyt Videnscenter for dø
Page 3 and 4: 11 DØVBLINDE MALER INDRE BILLEDER
Page 5 and 6: udviklingsaspekter, vi ønsker at s
Page 7: noget eller planlægge deres aktivi
Page 11 and 12: DØVBLINDE Maler INDRE BILLEDER at
Page 13 and 14: nr. 02 august 2011 døvblindenyt 13
Page 15 and 16: inger rødbroe tidl. leder af viden
Page 17 and 18: vi ikke plejede vort ægteskab, men
Page 19 and 20: EgREbER SOM HANDICAPKulTuR Og NORMA
Page 21 and 22: 1986 997 2009 2003 1988 2001 2005 1
Page 23 and 24: erglJot rieber- MoHn seniorrådgive
Page 25 and 26: historie om ”Normaliseringens Per
Page 27 and 28: For det tredje fortællingen. Det v
Page 29 and 30: ham er musik, sang, bevægelse og l
Page 31 and 32: fælles register. Man kan sige, at
Page 33 and 34: HenriK KJederqVist Af troels Mølle
Page 35 and 36: fungeret som kontorlejemål, men da

DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?