DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

Det var et meget svært liv, lige indtil den dag, hvor Søren – med personalets hjælp og sine pårørendes støtte – kunne flytte ind i sin egen lejlighed. Her var han endelig herre i eget hjem, og her kunne han falde til ro i et trygt og forudsigeligt miljø. Som en af medarbejderne, som var tæt på Søren i denne proces sigende udtaler: ”Det var simpelthen en gave fra himlen, at Søren kunne få denne lejlig- 34 døvblindenyt nr. 02 august 2011 bevægelse gennem luften med sin knytnæve. Gennem årene har Søren Olsen overfaldet medbeboerne og personalet et utal af gange. Slag, spark, bid, skaller og kradsemærker var nærmest dagligdag på Døvblindehuset. Efter de værste episoder fik Søren Olsen beroligende medicin. Pædagogerne omkring Søren Olsen anslår, at dette i gennemsnit skete en håndfuld gange om måneden. – Jeg vil gerne understrege, at Søren aldrig har ment noget ondt med det. Episoderne var hans måde at fortælle os, at han ikke havde det godt, og han fik næsten altid dårlig samvittighed, når han havde gjort et eller andet, fortæller Lise Knudsen, der har været kontaktpædagog for Søren de seneste 4-5 år. – Men selv om vi ved, at Søren ikke mener noget ondt, er det allige- hed. Det gav ham mulighed for at leve sit eget liv uden at blive forstyrret”. At hjælpe Søren til at få et liv, der for ham var normalt, krævede pædagogisk kompetent personale, der respekterede Sørens ret til et privat liv, men samtidig erkendte hans behov for at være tæt på kendte omgivelser, og mennesker han forstod og som forstod ham. En god historie at få forstand af – og tænke over. – Det var simpelthen en gave fra himlen, at Søren kunne få sin egen lejlighed. Det gav ham mulighed for at leve sit eget liv uden at blive forstyrret. Han kan sidde med sin kaffe, skrive på computeren, tage sine pauser. Samtidig har han beholdt tilknytningen til Døvblindehuset og det personale han kender. Det har været helt perfekt.” HJØRDIS PETERSEN vel svært at være personale i sådan en situation. Forestil dig, at du ved at Søren trænger til trøst og et kram. Men grunden til han har det sådan er, at han var ved at bide tommefingeren af dig for et halvt minut siden. Hvordan får du dig til at gå over til ham? Du er stadigvæk vred på ham og bange for ham. Det er altså ikke nemt, siger Lise Knudsen. fanget i en ond sPiral I 2004 havde situationen længe været åbenlys uholdbar. Beboerne på Døvblindehuset var hundeangste for Søren Olsen. De turde ikke passere bag om hans stol i køkkenet på bostedet af frygt for, hvad der kunne ske. Det stod ikke meget bedre til med personalet. En medhjælper sagde op efter en konfrontation. Nyansatte fik besked på at passe på. Flere rutinerede medarbejdere sneg sig uden om at være sammen med ham, hvis de kunne komme til det. – På det tidspunkt var Søren jo fanget i en ond spiral. Personalet var bange for ham, så han blev ikke inviteret med på ture og der blev ikke arbejdet med ham. Og så udviklede han sig selvfølgelig ikke. Han fortsatte bare i sit gamle mønster, forklarer Lise Knudsen. I efteråret indkaldte Døvblindehusets daværende leder til møde. Eneste punkt på dagsordenen var fremtiden for Søren Olsen. Rundt om bordet sad en psykiater, en psykolog, en sikkerhedsrepræsentant, to døvblindekonsulenter, en regionschef og flere personaler fra Døvblindehuset. I alt godt 10 mennesker. Søren Olsens far og stedmor var de eneste i forsamlingen, som ikke er professionelle inden for det sociale område. Projekt Søren blev officielt sat i gang. Flere pædagogiske tiltag blev sat i værk, men det var først halvandet år senere, at det helt store gennembrud kom. en radiKal Ændring Hjørdis Petersen kan stadig huske datoen. 29. maj 2006. Det var den dag, hvor Søren flyttede fra Døvblindehuset, tværs over gårdspladsen og ind i sin egen lejlighed. Lokalerne havde tidligere
fungeret som kontorlejemål, men da de pludselig stod tomme, var Hjørdis Petersen og kollegaerne hurtige til at se potentialet i de 72 kvadratmeter. – Det var simpelthen en gave fra himlen, at Søren kunne få sin egen lejlighed. Det gav ham mulighed for at leve sit eget liv uden at blive forstyrret. Han kan sidde med sin kaffe, skrive på computeren, tage sine pauser. Samtidig har han beholdt tilknytningen til Døvblindehuset og det personale han kender. Det har været helt perfekt, siger Hjørdis Petersen. Søren Olsen købte idéen med det samme. Han hjalp selv med at indrette lejligheden. På flyttedagen knoklede han med løfte møbler og indbo. Samme aften roste en pædagog hans nye lejlighed. Søren Olsens svarer med et par håndbevægelser, der betyder ’færdig med W11’ (Døvblindehusets navn i daglig tale, red.). – Jeg vil sige, at forsøget virkede fra dag ét. Søren forstod og respekterede spillereglerne med det samme. Når han skal noget ovre i Døvblindehuset, går han pænt over til indgangen og ringer på. Så står han og venter, til der bliver åbnet op. Det gjorde han fra allerførste dag uden, at der var nogen, som havde fortalt ham, hvordan han skulle gøre. Omvendt ved han også, at han kan invitere folk på besøg, og at han har ret til at sige nej, hvis han helst vil være alene, siger Hjørdis Petersen. Hun peger også på brugen af beroligende medicin som en målestok for, hvor radikal en ændring flytningen har været i Søren Olsens tilværelse. På Døvblindehuset gik der ikke mange uger, hvor Søren Olsen ikke fik psykofarmaka oven på en voldsepisode. Efter han flyttede i egen lejlighed gik der to år, før der opstod en situation, hvor personalet skønnede det nødvendigt at dæmpe Søren Olsen med piller. – Det er ikke sådan, at Søren ikke længere har behov for kontrol. Det har han. Han vil stadig vide, hvilket hotel han skal overnatte på, når han skal på sommerferie og hvilket klokkeslæt på hvilken dag, han skal købe en ny DVD. Den store forskel er, at han nu kun skal holde styr på sig selv og de få personaler, der kommer her i huset. Han føler ikke længere, der er nogen, der driller ham, og det giver Søren den ro, han har brug for, fortæller kontaktpædagog Lise Knudsen og uddyber: – Det har betydet, at Søren er blevet meget mere aktiv. Nu er han interesseret i de ting, vi præsenterer ham for. Han er motiveret og vil gerne gå i dybden med tingene på en helt anden måde end tidligere. nøglen til bedre selVVÆrd Søren Olsen er langt fra den eneste vinder i det projekt, som har kørt omkring ham. Hele bostedet har fået et løft. De øvrige beboere tør nu at være sig selv, være frække ind imellem og prøve grænser af. Pædagogerne behøver ikke længere at kigge sig over skulderen og frygte en knytnæve på næsen eller et tandsæt i armen. Lise Knudsen har fulgt Søren Olsens 180 graders vending fra første parket, og succesen har fået hende til at spekulere i betydningen af at have sig eget. – Set i lyset af erfaringerne med Søren, så tror jeg, at det at have en nøgle til sit eget hjem virkelig gør en forskel. Det bliver dit eget på en anden måde, end hvis folk bare kan rende ud og ind. Jeg tror på, at det vil få vore beboere til at føle sig mere værdifulde og give dem et bedre selvværd, siger Lise Knudsen. Sådan har det i hvert tilfælde været for Søren Olsen. ❚❙ 2009 nr. 02 august 2011 døvblindenyt 35
Page 1 and 2: DøvblinDe nyt Videnscenter for dø
Page 3 and 4: 11 DØVBLINDE MALER INDRE BILLEDER
Page 5 and 6: udviklingsaspekter, vi ønsker at s
Page 7 and 8: noget eller planlægge deres aktivi
Page 9 and 10: Marianne discH Faglig koordinator i
Page 11 and 12: DØVBLINDE Maler INDRE BILLEDER at
Page 13 and 14: nr. 02 august 2011 døvblindenyt 13
Page 15 and 16: inger rødbroe tidl. leder af viden
Page 17 and 18: vi ikke plejede vort ægteskab, men
Page 19 and 20: EgREbER SOM HANDICAPKulTuR Og NORMA
Page 21 and 22: 1986 997 2009 2003 1988 2001 2005 1
Page 23 and 24: erglJot rieber- MoHn seniorrådgive
Page 25 and 26: historie om ”Normaliseringens Per
Page 27 and 28: For det tredje fortællingen. Det v
Page 29 and 30: ham er musik, sang, bevægelse og l
Page 31 and 32: fælles register. Man kan sige, at
Page 33: HenriK KJederqVist Af troels Mølle

DøvblinDe nyt - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?