Urskov som diskutabelt forbillede Stenalderskoven var ret åben, men man strides om græsningens rolle, og om urskoven kan bruges som grundlag i moderne naturpleje LAYOUT: Hvor åben jægerstenalderens danske urskov var og hvorfor, har været under debat det seneste år, især i Skoven og Weekendavisen. Det lyder som det rene fagnørderi, men debatten har et pespektiv der rækker til nutidens naturpleje hvor urskoven er et foreslået forbillede. Går det an? Den klassiske tolkning af stenalderens urskov er at den var en tæt løvskov der kun ved kyster, vandløb og søer bød på mere åbne forhold. Skoven foryngede sig først når gamle træer faldt. Denne tolkning var baseret på pollenanalyser med dominans af træpollen. Tolkningen blev imødegået af Karsten Thomsen i sin bog ‘Alle tiders urskov’ fra 1996 og i 2000 af den hollandske økolog Franz Vera i sin bog ‘Grazing ecology and forest history’. De ræsonnerer at urokser, krondyr og andre store græsædere gav urskoven en stedvis åben karakter ligesom en dyrehave. Derfor er eng, hede og overdrev naturlandskaber. Og derfor skal urørt skov og græsning forenes hvis man vil efterligne de oprindelige forhold i den nuværende naturpleje. Denne nye tolkning fik i 2009 støtte i en undersøgelse fra De nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS) udført af Anne Birgitte Nielsen. Den tolker pollenanalyserne relativt ud fra forskellige arters pollenmængde og ser på forekomsten af pollen fra indika- 30 Weekendavisen 17.12 2010. 8 # 50 17. december 2010 Af PETER FRIIS MØLLER, PETER RASMUSSEN, BENT ODGAARD & BENT AABY De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Geologisk Institut, Aarhus Universitet & Biologisk Institut, Københavns Universitet U rskov er et ord, der hos de fleste skaber stærke billeder: Tætte, dampende, dryppende, halvmørke skove med et mylder af liv og tilhørende eksotiske lyde. Ordet urskov betyder ældgammel eller oprindelig skov, og urskoven forbindes af mange med noget godt og positivt, næret af forestillingen eller drømmen om det oprindelige og vilde, det ægte og uspolerede – den jomfruelige naturtilstand fra før bønderne og skovbruget tog fat. I videnskabelig sammenhæng defineres urskov som »naturskov, der siden oldtiden har været helt urørt«. Og vel at mærke kun uberørt af menneskelige indgreb. Ikke af naturens egne kræfter såsom bid og skrab fra skovens dyr, stormfald, skovbrand, insekt- og svampeangreb, oversvømmelser, ælde, død og sammenbrud af store træer – påvirkninger, der alle er en uadskillelig del af den naturlige skovdynamik, ikke mindst i en urskov. Størstedelen af klodens landareal har på et tidspunkt været dækket af urskov. Mens nogle af de tropiske skove kan have millioner af års udvikling bag sig, var urskoven i vort område præget af istidernes totale nulstillinger. Inden for den sidste million år er Nordeuropas skove med samt deres dyr og planter gentagne gange blevet udslettet af langvarige istider. Kun arter, der overlevede istiderne i refugier i blandt andet Sydeuropas bjerge, havde mulighed for at genindvandre i en efterfølgende varmetid. Uddøde arter som følge af istidernes barske vilkår er en af grundene til at vore skove er så artsfattige, sammenlignet med de tropiske. I den nuværende varmetid har der været urskov i Danmark fra de første træer indvandrede for knap 12.000 år siden. Størst opmærksomhed er der dog om den såkaldt atlantiske urskov, der eksisterede i den sidste del af Jægerstenalderen for 9000 til 6000 år siden, hvor de fleste af vore nuværende træarter var indvandret. Med introduktionen af landbruget blev de første skridt taget til en afvikling af urskoven som følge af skovrydning, græsning og dyrkning. Og i dag er resultatet, at ingen af Danmarks skove og kun meget få – om nogen – i Europa kan leve op til betegnelsen urskov. Trods dette spiller stenalderens urskov stadig en væsentlig rolle. Det være sig som videnskabeligt studieobjekt, som referenceramme for naturens udvikling og inden for de senere år som et »forbillede« i forbindelse med forvaltningen af den danske BENTE BRUUN FOTO: OLE ANDERSEN/SCANPIX Ideer Småbladet lind var det dominerende træ i urskove, hvor levende, rodvæltede og døde træer i alle aldre og nedbrydningsstadier fandtes sammen. Enebær, tjørn og roser dannede spirely, så unge træer kunne spire frem i det åbne land. skovnatur – og her især for anvendelse af urskovens kendte og formodede dynamiske processer som redskaber i nutidens naturforvaltning. En af hovedmålsætningerne i dansk naturforvaltning er at sikre den biologiske mangfoldighed, så både planter og dyr også fremover findes i levedygtige bestande i deres naturlige omgivelser. Det gælder både arter, som har været her siden urskovstiden, og arter, som er kommet til efterfølgende og har overlevet i og ligefrem nydt godt af det lysåbne kulturlandskab. Samtidig er dette også en af naturforvaltningens store udfordringer, fordi mangfoldigheden i disse år forarmes eller ligefrem trues af menneskelig aktivitet. Det gælder især for mange lyskrævende arter, som ikke mindst i skovene er under stærkt pres. Det har de været siden omkring år 1800, hvor et årtusindgammelt lysåbent skovlandskab præget af græssende dyr, høslæt , hård hugst og stævningsdrift ændredes til afgrænsede forstlige skove, præget af omfattende dræning og tætte bevoksninger og domineret af stærkt skyggegivende træarter. I deres søgen efter forvaltningsmetoder, der kan sikre den biologiske mangfoldighed, har mange økologer og naturforvaltere rettet blikket mod stenalderurskoven. Nogle mener her at have fundet svar på, hvordan nutidens og fremtidens skove bør forvaltes for at opnå et mere varieret plante- og dyreliv. Men hvad ved vi egentlig om den danske urskov? Og kan den bruges som et forbillede i nutidens naturforvaltning? UDFORSKNINGEN af urskoven er et detektivarbejde, som især bygger på fund fra geologiske og arkæologiske aflejringer af plante- og dyrerester, omfattende træstammer, frø, frugter, blade, trækul, insektrester, dyreknogler, blomsterstøv (pollen) og meget mere. Større planterester er vigtige vidnesbyrd om arternes tilstedeværelse, men da de kun bevares under særlige forhold og ikke spredes særlig langt, skal der held til for at finde dem. Her er pollen langt bedre: Pollen dannes i enorme mængder og kan spredes over store afstande, samtidig med at de er meget holdbare. I en enkelt kubikcentimeter tørv eller sødynd kan der være op til flere millioner pollen. Pollen i bundlagene fra søer og moser samt i sure jordbunde på tørt land er derfor en af de væsentligste kilder til viden om tidligere tiders skove. Vor viden om urskoven og dens processer kan udbygges ved at undersøge de rester af naturlige skove, vi har tilbage. Det gælder navnlig de længe urørte skove, hvor urskovens træarter stadig findes, og hvor man ved hjælp af fossile planterester i uforstyrrede aflejringer kan binde nutid og fortid sammen, som det for eksempel er muligt i Draved Skov FOTO: PETER FRIIS MØLLER FOTO: ANDERS TVEVAD BIOFOTO/SCANPIX Skovdynamik. Hvor åben var den danske urskov i Stenalderen og kan den bruges som forbillede i nutidens naturforvaltning? De lærde strides. Lys over den mørke urskov i Sønderjylland. Tilbageslutninger ud fra undersøgelser af nutidig vegetation skal dog foretages med forsigtighed, fordi så mange forhold har ændret sig i de mellemliggende årtusinder: klima, havniveau og jordbund, arters indvandring og forsvinden – og ikke mindst fordi mennesket har sat sit voldsomme præg på naturen. På baggrund af den eksisterende viden kan der tegnes et ret nuanceret billede af urskovslandskabet. En grundlæggende forskel på dengang og nu er den omfattende dræning af landskabet. Geologisk kortlægning viser, at vådområder tidligere har dækket mere end en fjerdedel af arealet. I dele af landet har vandstanden således været en vigtig styrende og artsfordelende faktor på ofte over halvdelen af arealet. Urskovslandskabet bestod af en varieret mosaik af sump- og vådbundsskove, skov på høj bund, vandløb, større og mindre søer i forskellige stadier af tilgroning, træløse moser og kystnære områder, hvor saltvand forhindrede trævækst. Pollenundersøgelser viser, at urskoven i Danmark helt overvejende var en løvskov bestående af især lind, eg, hassel, elm, ask, rødel og birk i vekslende sammensætning bestemt af især jordbund og vandstand. Småbladet lind var i størstedelen af landet det dominerende træ på jorde, som ikke var alt for våde. De dominerende arter i nutidens skove – bøg og indførte arter som ær (ahorn) og alle nåletræarterne bortset fra skovfyr og ene – fandtes ikke i urskoven. Urskovens sammensætning og åbenhed varierede alt efter jordbundens beskaffenhed: De mest åbne skove fandtes på de næringsfattige (sandede) jorde i Vestjylland, medens de tætteste skove var at finde på de næringsrige (lerede) jorde i Østjylland og på Øerne. PIONEREN i udforskningen af den danske urskov, Johs. Iversen (1904-1971), skildrede i 1967 i bogværket Danmarks Natur stenalderurskoven på høj, næringsrig jordbund som en tæt og mørk skov med en sparsom bundvegetation. Tolkningen bygger på, at der i pollenanalyserne fra den sidste del af Jægerstenalderen kun optræder relativt få pollen fra lyskrævende urter. Skovforyngelsen ansås for især at være sket i de åbninger i kronetaget, der opstod, når gamle træer faldt sammen af ælde og som følge af stormfald. Iversens tolkning er bredt accepteret blandt pollenforskere og har i de sidste 50 år præget opfattelsen af stenalderens urskove, ikke alene i Danmark, men over det meste af Nordvesteuropa. I de senere år har udenlandske og danske økologer og naturforvaltere sat spørgsmålstegn ved denne tolkning. En af hovedkritikerne er den hollandske økolog Frans Vera, der i sin bog Grazing Ecology and Forest History hævder, at urskoven var lysåben med en park- torarter som hører til enten skov eller græsland. Samlet lyder konklusionen at der var 10-40% græsland i jægerstenalderens urskov indtil 3900 år f.Kr. Anne Birgitte Nielsen og Erik Buchwald fra By- og Landskabsstyrelsen omtaler undersøgelsen i Skoven og den refereres i <strong>Grønt</strong> <strong>Miljø</strong> 3/2010. Stop en halv, indvender Peter Friis Møller, Bent Odgaard, Peter Rasmussen og Bent Aaby, fagkolleger fra GEUS, Københavns og Aarhus Universitet. De er med på at stenalderskoven var delvis åben. Diskussionen går på årsagen og hvor åben skoven var. Og om urskovens værdi som forbillede. Andre faktorer end græsning spiller nemlig en rolle, f.eks. jordbund, vandstand, skovbrande og stormfald. Ikke mindst kan datidens store og træløse vådområder forklare meget. Desuden var skoven uden bøg og andre skyggearter. Derfor kan man ikke bruge urskoven som forbillede. „Der er i dag ikke videnskabeligt belæg for at tillægge de store planteædende dyr en afgørende betydning for urskovens åbne arealer og slet ikke for at bruge urskovstilstanden som argument for at der skal sættes store flokke af vilde græssende dyr ud i de danske skove,“ skriver Friis & co. der dog fuldt erkender græsningens positive betydning. Vist er der andre årsager til den åbne skov end græssende dyr, svarer Buchwald og Nielsen. Men undersøgelsen gik nu engang på de græssende dyrs rolle. Og vel vidste vi i forvejen at skoven var lysåben på især den sandede jord, men ikke at den var så åben. Og man kan ikke afvise at græssende dyr var en væsentlig brik. Indikatorarternes signaler er meget klare. I nyere skove hvor husdyrgræsningen er stoppet, forsvandt overdrevsarterne hurtigt. Så når man finder dem i pollenanalyser, må der tyde på græsning. Biolog Morten Lindhard medgiver i et svar at de store græssere ikke spillede en stor rolle i jægerstenalderens urskov, men det var fordi jagt allerede da havde udryddet dem. „Jægerstenalderskoven er altså ikke et ideal for os der gerne vil have en lysåben natur, men det betyder ikke at de arter der regnes for naturlige og knytter sig til lysåben natur, ikke er et resultat af et millioner år gammelt europæisk økosystem der i høj grad var lysåbent ...“ Karsten Thomsen der indledte debatten i 1997, bemærker at dyrene faktisk har eksisteret i det forhistoriske landskab, og nutidens dyr også i dag har en kraftig effekt. Man kan ikke kan få skov op uden at hegne mod de græssende dyr, og man kan ikke holde skoven væk uden dem. Og det handler ikke om at få en natur der ligner fortidens, fordi na- Ideer # 50 17. december 2010 9 FOTO: PETER FRIIS MØLLER FOTO: PETER FRIIS MØLLER Meget tyder på, at store dele af urskoven var åben og afgræsset af vildt som i Dyrehaven nord for København. Tofte Skov i Lille Vildmose fremhæves ofte som et eksempel. eller dyrehavelignende karakter som følge af græsning fra store planteædende pattedyr som europæisk bison, urokse, elg og krondyr. Skovforyngelsen i det græssede urskovslandskab menes at være sket i spirely af stikkende buske som tjørn, enebær og roser – akkurat ligesom i det gamle, hårdtgræssede kulturlandskab. Det billede, der her tegnes af urskoven, minder således meget om det, der kan ses i nutidens dyrehaver og græsningsskove, men også om det kultur/bondelandskab, som har præget store dele af landet gennem de seneste tre årtusinder. Med andre ord: En totalt anderledes udlægning af urskovens struktur og fremtoning end de fleste pollenforskeres. Tilhængere af det opstillede dyrehavelignende urskovsscenarie bruger det tilmed som argument for, at vi bør sætte flokke af store planteædende dyr ud i nutidens skove for at sikre den biologiske mangfoldighed. Men er der belæg for denne omfortolkning af urskovens struktur og påstanden om de store dyrs afgørende rolle? Det er uomtvisteligt, at det kan være svært at angive urskovens præcise åbenhed på grundlag af pollenanalyser, da mængden af urtepollen fra åbne områder generelt er underrepræsenteret i sø- og moseaflejringer, fordi træerne producerer mere pollen end urterne, og træernes pollen spredes mere effektivt. Den nyeste forskning med beregning af urskovens åbenhed baseret på modeller for pollenspredning og -produktion bekræfter det billede, som allerede blev beskrevet af pollenforskere i 1930rne, nemlig at urskoven var mere åben på de sandede og næringsfattige jorde i Vestjylland end på de næringsrige lerede jorde i Østdanmark. Som noget nyt kan modellerne give et bud – om end med betydelig usikkerhed – på landskabets åbenhed. I det vestlige Jylland estimeres åbenheden til mellem 10 og 40 procent af landarealet inklusive moser bevokset med græsser og hedelyng. For det østdanske område er modellerne endnu ikke i stand til at angive en størrelsesorden for åbenheden, men ét er sikkert, den har været mindre end i Vestjylland. Fund af pollen fra lyselskende planter som lancetvejbred og blåmunke tyder på, at der også har været lysninger i de østdanske urskove. Græsning fra dyr, hvis bestandsstørrelser vi i øvrigt intet kender til, er dog langtfra den eneste mulige årsag til åbenhed i urskoven. Trækul i aflejringerne vidner således om skovbrande, der vil have ført til åbne områder, ligesom den tilsyneladende udbredte elmesyge for 6000 år siden vil have givet midlertidige lysninger. Hertil kommer forhold som vandstandsændringer og især stormfald, der også vil have ført til åbninger i urskoven på den høje jordbund. Iversens lyriske skildring i Danmarks Natur af »den mørke urskov« på den høje bund bygger blandt andet på indtryk fra besøg på Ormø i Holsteinborg Nor. Dengang var det meste af øen dækket af tæt, lindedomineret skov. Ti år senere slog skarver sig ned på øen; deres ætsende ekskrementer dræbte de fleste af træerne og i dag er den tætte skov blevet til en lysning – et yderligere eksempel på en naturlig dynamik, som efter alt at dømme også fandtes i urskoven. DER er i dag ikke videnskabeligt belæg for at tillægge de store planteædende dyr en afgørende betydning for urskovens åbne arealer og slet ikke for at bruge urskovstilstanden som argument for, at der skal sættes store flokke af vilde græssende dyr ud i de danske skove. Derimod kan der være andre og gode grunde til at øge græsningen i udvalgte skovområder. Græssende dyr giver spændende og varieret natur – akkurat som det har været tilfældet gennem årtusinder i det gamle kulturlandskab og dyrehaverne. Det var også tanken i <strong>Miljø</strong>ministeriets naturskovsstrategi fra 1992 og dens prioritering af »gamle driftsformer«, herunder græsningsskove. Men ikke bare biodiversitet knyttet til lysåbne skove er trængt i den danske natur, også den uforstyrrede skovs arter kræver stor opmærksomhed. Urskovens variation, strukturer og processer blev både mål og redskaber i naturskovsstrategien. Strategien førte til udlæg af arealer til urørt skov, dvs. arealer som friholdes for hugst og andre indgreb og overlades til naturens egen frie dynamik, så vidt muligt efter at naturlige vandstandsforhold er genskabt ved at lukke drængrøfterne. Urørtheden giver træer mulighed for at gennemløbe hele deres livs- og dødscyklus – fra spiring, fremvækst til modenhed, død og sidenhen nedbrydning og omsætning – og i hele forløbet at virke som levested for insekter, svampe og andre organismer. Urørt skov giver os ikke urskoven tilbage, selvom strukturerne kan blive så veludviklede, at skoven kaldes »urskovsagtig«. Når det gælder sammensætningen, vil de urørte skoves dynamik føre dem et helt andet sted hen end i retning af stenalderurskoven, fordi så mange forhold har ændret sig gennem årtusinderne og fordi skyggetræerne bøg og ær, der ikke fandtes i urskoven, nu ofte er dominerende og skaber problemer for de lyskrævende arter. Vi kan altså fortsat lære meget af stenalderurskoven, men den vil aldrig kunne blive en universalløsning til sikring af den biologiske mangfoldighed i nutidens landskab – der er for mange forhold, der har ændret sig i løbet af de sidste 6000 år. Sikringen af en mangfoldig natur kræver en alsidig naturforvaltning, der både anerkender at store dele af vores værdifulde, lysåbne natur er formet gennem årtusinders samspil med mennesket, og som sikrer frirum for naturens egen og frie dynamik. KORREKTUR: FLEMMING GERTZ turen hele tiden ud fra de forhåndenværende søms princip udvikler sig mod noget nyt. Det handler om at udsætte få dyr og se om de selv kan blive væsentlige bestanddele af store skovøkosystemer. Peter Friis Møller & co. står i deres sidste svar fast på deres. Man kan ikke fremstille stenalderurskoven som et åbent skovlandskab skabt af græssende dyr, men der er samtidig gode grunde til at få mere græsning i dagens naturpleje. Det er bare to forskellige diskussioner, erklærer de. Hermed stopper debatten. I alle tilfælde er græsning godt i naturplejen. Stenalderurskov eller ej. sh KILDER Karsten Thomsen (1996): Alle tiders urskov. Nepenthes Forlag. Franz W.M. Vera (2000): Grazing ecology and forest history. CABI Publishing. Anne Birgitte Nielsen (2009): Urskovslandskabets åbenhed og sammensætning belyst ved palæobotaniske metoder. GEUS-rapport nr. 2009/23. De Nationale Geologiske Undersøgelser. Søren Holgersen (2009): Det naturlige landskab. <strong>Grønt</strong> <strong>Miljø</strong> 3/10. Peter Friis Møller, Bent Odgaard, Peter Rasmussen og Bent Aaby (2010): Urskovslandskabets naturlige åbenhed. Skoven 10/10. Anne Birgitte Nielsen, Erik Buchwald (2010): Urskovens lysåbne biotoper. Skoven 11/10. Peter Friis Møller, Bent Odgaard, Peter Rasmussen og Bent Aaby (2010): Lys over den mørke urskov. Weekendavisen 17.12.10 (se billedet) Morten Lindhard (2011): Urskov 1. Weekendavisen 31.12.11. Karsten Thomsen (2011): Urskov2. Weekendavisen 31.12.11. Peter Friis Møller, Bent Odgaard, Peter Rasmussen og Bent Aaby (2011): Urskovduplik. Weekendavisen 21.1.11. GRØNT MILJØ 4/2011
Stiga Park Pro 25 Kirkegårdens områder har brug for Stiga Park. Den er produceret til den professionelle bruger, der skal anvende den samme maskine til mange opgaver. Park Pro 25 er knækstyret, så du sidder lige over det punkt, hvor maskinen knækker. Du kan se klippeaggregatet foran dig, den er nem at manøvrere med firehjulstrækket, og du har altid fuld kontrol over arbejdet, hvilket er en kæmpe fordel på kirkegårdens områder. Park Pro 25 er udstyret med Honda motor, hydrostatisk transmission, 125 cm Combi aggregat med elektrisk indstilling af klippehøjden samt mulighed for bagudkast og Multiclip. 71.996,- Med Stigas fantastiske river kan du nemt få stierne på kirkegården til at se pæne ud. Fås med både mekanisk og elektrisk højdejustering. GRØNT MILJØ 4/2011 www.stiga.dk 31 Prisen er ekskl. moms
Change language