Hefte 23, side 843-900.pdf - Bedsted Sogns

76
Bedsted Frivillige Brandværn
I Danmark fandtes der fra gammel tid intet organiseret brandvæsen, men i 1764 gav regeringen
nu ordre til, at der i hver landsby skulle være en slangesprøjte med læderslange, en brandstige, to
brandhager og 8-10 brandspande. Selve arbejdsstyrken skulle bestå af et vist antal folk. De store
gårde skulle stille med 2-3 mand, mens de mindre landbrug kunne nøjes med en enkelt. Påbudet
synes dog næppe at være blevet strengt overholdt.
Der kendtes heller ikke til brandforsikringer. I stedet havde man den såkaldte “herredsret”. Ifølge
denne skulle enhver gårdmand inden for herredet yde en brandlidt person 1 skæppe rug og ½ trave
tagrør. Denne hjælp var stor i de tider, hvor byggepriserne var små. Måske var det også en
medvirkende årsag til, at der kort efter i 1769 blev oprettet en brandkasse for hertugdømmerne med
en særlig afdeling for landområderne.
I 1792 kom der en mere udførlig forordning om brandvæsenet på landet i forbindelse med
oprettelsen af brandforsikringerne. Heri blev det nu pålagt bønderne "efter formue og stand", at
holde en slangesprøjte, ligesom også gadekæret eller byernes branddamme skulle holdes i orden.
Sognefogeden eller en anden duelig mand skulle fungere som brandfoged. Det nødvendige udstyr
ved brandslukning skulle anskaffes og anbringes i dertil opsatte brandskabe forskellige steder rundt
omkring i sognet.
Sådan kan man forestille sig at datidens suge og trykpumpe har set ud for over 100 år siden. Sprøjten var
forbundet med strålerøret ved en slange lavet af sejldug eller læder, samt sugeslangen, som “fødte”
pumpen med vand. Suge - og trykpumpen blev opfundet i Holland i slutningen af 1600-tallet.
Tegningen af sprøjten fra 1856 er hentet fra “Frilandsmuseets vejleder” i Brede. I øvrigt kan man på
Brandværnsmuseet i Gram, der åbnede 1. sept. 1989, se flere ældre modeller af brandsprøjter.
Det blev dog ikke den danske, men den tyske model for brandvæsen, der blev lagt til grund for
de frivillige brandværn i Sønderjylland, som vi kender dem i dag. Udbredelsen af de frivillige
brandværn begyndte hovedsagelig i de tysktalende lande som Østrig og Tyskland, hvor det tidligst
kendte brandværn blev grundlagt 1841 i Sachsen. Herfra fortsatte udbredelsen og nåede i 1869 til
Nordslesvig, hvor det første brandværn blev oprettet i Tønder. Fra Tønder bredte de sig videre til
det øvrige Sønderjylland. Hver større landsby fik efterhånden sit “Löschverband” og et dertil
indrettet sprøjtehus. Herinde stod en mere eller mindre brugbar pumpe med tilhørende slanger, der i
reglen var anbragt på hjul, så den kunne trækkes af et spand heste. Pumpen skulle betjenes manuel
og dette var et hårdt arbejde, hvorfor der efter nogle minutters forløb måtte ny afløsning til.
Alarmeringen skete med hjælp af brandhorn, der opbevaredes på bestemte steder i byen. De, der
opdagede en brand løb til det nærmeste brandhorn for at trutte i det. De gårdmænd, der boede
nærmest sprøjtehuset stillede i reglen heste til rådighed.