Hefte 23, side 843-900.pdf - Bedsted Sogns

81
brandmændene meget stor utilfredshed med disse betingelser, og der blev straks indkaldt til
stormøde i forsamlingshuset med politimesteren. Man gik endda så vidt, at hvis ikke der kunne
opnås en overenskomst, så Bedsted forblev et selvstændigt værn, ville man helt nedlægge værnet i
Bedsted.
Den 16. aug. 1980 kunne Bedsted Frivillige Brandværn på Nørrevirke indvi en helt ny brandstation,
bestående af garage, samlingsstue, tekøkken, lagerrum, toilet samt omklædningsrum. Prisen for det hele
blev i alt 272.000 kr. Heraf udgjorde prisen for grunden samt møblerne 40.000 kr.
Foto. H. Haugaard, 1980.
Den 26. marts 1953 vedtog man at købe et rigtigt udrykningskøretøj, samtidig med at man i
værnet arbejdede på i stedet at få en gensidig overenskomst med værnene i Ravsted og Øster Højst,
såfremt sognerådet kunne slippe for at betale til Brandværnet i Løgumkloster. Som en hjælp til
værnets drift gav kommunen det også hvert år 1000 kr.
I 1954 blev det gamle og oprindelige sprøjthus i Bedsted ombygget til en, efter tidens krav,
moderne brandstation. Den blev forlænget, så der nu blev plads til brandbilen og i tilknytning hertil
blev der opført et 8 meter højt tårn, hvorfra man kunne overse det meste af sognet. Tårnet var dog
først og fremmest beregnet til tørring af brugte vandslanger.
På brandstationens mur ved garageporten hang der et lille skab med glas for. Meningen var, at
man i tilfælde af brand skulle slå glasset ind og trykke på sireneknappen for at alarmere
brandmændene. Chr. Sølbeck, der boede lige over for brandstationen, blev udpeget til sirenemester,
og skulle som sådan se efter og trykke på sirenen, når der blev ringet til ham om brand.
For at blive anerkendt som stor slukningshjælp var det nødvendigt yderligere at investere 40.000
kr. i en stigesprøjte, og det var mere end kommunen magtede.
Den 16. nov. 1955 lykkedes det alligevel Bedsted Frivillige Brandværn at blive anerkendt som
stor slukningshjælp, samt at blive refusionsberettiget, hvilket vil sige, at 2/3 af værnets udgifter
herefter ville blive refunderet af brandforsikringsselskaberne. Betingelserne herfor var store. Først
og fremmest krævedes en hurtig og effektiv brandslukning. Refusionsretten gjaldt dog kun
landssogne, der havde mindre end 1000 indbyggere.