Hefte 23, side 843-900.pdf - Bedsted Sogns

117
Om Sinnet Ivers død i Terp 1758
Gårdmand i Terp, Iver Petersen (c1665-1737) blev den 17. juni 1708 gift med Sinnet Hansdatter
(1692-) fra Alslev. I deres ægteskab fødtes 4 børn: Karen (1712-) døde 9 år gammel i 1721. Maren
(1713-) blev senere gift med Peder Hansen Toft, hvorefter de overtog gården efter hendes forældre.
Marie (1718-1718) samt Peder (1722-), der døde 16 år gammel i 1738.
Sinnet Hansdatter var således hen ved 25 år yngre end sin mand. Muligvis var hun derfor hans
2. hustru, men om hendes død fortæller kirkebogen følgende, der er skrevet af præsten Carl Viborg:
"Palmesøndag den 19. marts blev en enke ved navn Sinnet Ivers af Terp begravet. Nata (Født) Alslev 1692.
Denata Terp den 16. marts 1758. Udtale: Psalmernes bog 26, vers 9: Herre! Saml ikke min sjæl med syndere.
Ligprædiken: 2. Korinth 5, 10-11.
Forbemeldte menneskes endeligt gik således for sig: Hun havde endt sin dag og således var veltilpas.
Kommer derpå samme dag d. 15. marts i skænderi med sin svigersøns, Peder Tofts svend, ved navn Hans
Martensen, og da hun ville hæve sin kæp for at slå ham, stødte han hende om på stenbroen i gården, at hun
brast. Hun kom derpå med møje op, gik om til en boelsmand i nabolaget ved navn Wilken Nissen, bekendte,
at Hans Martensen ved hendes omstødelse var årsag i hendes død, hvilket han skulle vidne for øvrigheden.
Gik derpå hjem og lagde sig til sengs.
Al denne handel vidste jeg ikke noget af. Derpå kom hendes svigersøn, Peder Toft kl. 5 om samme
eftermiddag med vogn, at hente mig op, for at betjene forbemeldte Sinnet Ivers på mit embeds vegne. Det
kom mig noget sælsom og usædvanlig for. Jeg spurgte hvad hendes sygdom var. Peder Toft svarede mig, at
hun havde haft gennemgang nogle dage, men al den forrige handel fortalte han mig ikke, men ganske
forløjet. Da jeg nu kom op til Sinnet Ivers kunne hun vanskelig tale, viste sin svigersøn ud, og derpå fortalte
hun mig forbemeldte Hans Martensens opførsel imod hende med alle sine omstændigheder, som også ses af
mit vidnesbyrd i kirkens kasse, skrevet vedlagte sagte og drøje ord til, at Hans Martensen var skyldig i
hendes død, som jeg efter hendes begæring skulle berette øvrigheden om. Hun klagede også over sin datters
og svigersøns hårde medfart. Jeg formanede hende til forlig og kærlig tilgivelse, da hun og tilstod, ej at være
vred på dem. Jeg betjente hende med sakramentet og derpå dagen derefter d. 16. marts om formiddagen ved
døden endte hun sit liv.
Sagen blev samme dag refereret amtmanden, kammerherre Behr i Apenrade. Den 17. marts blev det
afsjælede legeme besigtet og opskåret af vedkommende, der skriftligt gav sin betænkning herom.
Jeg og Wilken Nissen blev indstævnede at møde for protokollen d. 21. marts, og der aflagde vores
vidnesbyrd. Herredsfoged Lorenzen ville ikke have mit ind i protokollen, men lod min afskrift ligge ved
protokollen.
Svigersønnen Peder Toft og den afdødes datter, Maren Peders vidnede på Hans Martensens side tvært imod
sin egen moder, som også hendes egen broder bebrejdede hende.
Konerne, der havde lagt den afdøde på strå blev ikke indstævnede, ej heller tærskeren, der var med Hans
Martensen den 15. marts i loen og så den ganske handel. Samme tærsker gjorde sig usaglig.
Sagen herfor blev sendt til Ober-Gericht, og Hans Martensen blev frikendt. Da jeg havde endt udtalen i huset
den 19. marts tog datteren, Maren Peders mig i hånden og sagde: Jeg skulle gøre det bedre, når jeg kom igen.
Jeg svarede: Ja. Og så kom døden den 21. juni samme år og afhentede Maren Peders og blev således selv det
første lig efter sin moder. Jeg udtalte i huset Gal. 6-7.
Da Jeg så den 18. om natten blev afhentet, at berette Maren Peders på sin dødsseng brugte jeg Salomons ord
i Prov. 28, vers 13, om hengiven opvækkelse. Herredsfoged Lorenzen ville ikke, at jeg skulle have givet
sagen om Sinnet Ivers` bekendelse på Hans Martensen, men amtmanden påstod, at jeg havde gjort ret, og
burde gøre det for samvittigheden".
Kilde:
• Bedsted Sogns kirkebog for fødte, døde og copulerede 1751-1762. Se også side 444
om Søndergård i Terp.