Brændende Kys. Endelig.pdf - sociologisk-notesblok

Brændende kys 

EN KULTURSOCIOLOGISKUNDERSØGELSE AF DIGTOPLÆSNINGER I KØBENHAVN 

Kultursociologi & Videregående Kvalitative Metoder 

Eksamensnumre: 

181 & 311 

195 & 408 

123 & 342 

138 & 371 

anslag i brødtekst: 118.882 

anslag fodnoter: 6.504 

sociologisk institut 

københavns universitet 

1 af 60

1 INTRODUKTION (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 4 

1.1 PROBLEMFELT (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 5 

1.2 FORSKNINGSSPØRGSMÅL (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 5 

1.3 LÆSEVEJLEDNING (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 6 

1.4 HAR LYRIKKEN ET HJERTE? – EN FELTINTRODUKTION (181; 311), (138; 371), (195; 

408), (123; 342) 7 

1.5 PRÆSENTATION AF INFORMANTER (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 8 

2 STORBYENS ÆSTETISERING OG DE NYE SOCIALITETSFORMER (123; 342) 9 

2.1 LIVET I STORBYEN (181; 311) 9 

2.2 DET NEOTRIBALE FÆLLESSKABS SANSNINGSÆSTETIK (195; 408) 10 

2.3 OPSAMLING: FLYGTIGE FÆLLESSKABER I BYEN (181; 311), (138; 371), (195; 408), 

(123; 342) 11 

3 DYRKELSEN AF DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE (138; 371) 13 

3.1 INTERAKTIONSRITUALER I DIGTOPLÆSNINGEN (195; 408) 13 

3.2 OPSAMLING: INTERAKTIONSRITUALER (123; 342) 15 

3.3 MODEDYRKELSE I DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE (181; 311) 16 

3.4 OPSAMLING: MODEDYRKELSE (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 18 

4 UNDERSØGELSENS FILOSOFISKE GRUNDLAG (181; 311) 19 

4.1 FÆNOMENOLOGISK INDSIGT (138; 371) (181; 311) 19 

4.2 HERMENEUTISK FORSTÅELSE (195; 408) (123; 342) 21 

4.3 EMPIRIENS STATUS (138; 371) 22 

5 ANVENDT METODE (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 24 

5.1 UNDERSØGELSENS VALIDITET (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 24 

5.2 SAMPLING (195; 408) 25 

5.3 MØDET MED FELTET (138; 371) 26 

5.4 ÆSTETIKKENS TAVSE KARAKTER (123; 342) 27 

5.5 DIGTANALYSE (181; 311) 28 

5.6 KVALITATIVE INTERVIEWS (123; 342) 28 

5.7 TRIANGULERING (138; 371) 31 

5.8 ETISKE OVERVEJELSER (195; 408) 32 

5.9 OPSAMLING: ANVENDT METODE (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 34 

6 ANALYSESTRATEGI (181; 311) 35 

6.1 KODNING (138; 371) 35 

6.2 TRANSSKRIBERING (195; 408) 36 

7 ANALYSE: DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE 37 

7.1 DET OPLÆSTE DIGT (123; 342) 37 

7.2 DET ÆSTETISKE KYS (181; 311) 39 

7.3 DEN KOLLEKTIVE BERUSELSE I DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE (138; 371) 41 

7.4 GRUPPESOLIDARITET (195; 408) 42 

8 ANALYSE: MOTIVATION FOR DYRKELSE AF DIGTOPLÆSNING (138; 371) 45 

8.1 DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE SOM MOTIVATION (195; 408) 45 

2 af 60

8.2 FRA ”JEG” TIL ”DEM” (123; 342) 45 

8.3 DIGTOPLÆSNINGSDYRKELSEN SOM EN KALKULERET, REFLEKSIV HANDLING (181; 311) 46 

8.4 ET AVANTGARDE MILJØ (181; 311) 48 

8.5 DET HANDLER OM AT BLIVE SET (138; 371) 49 

8.6 OPSAMLING: ANALYSE (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 49 

9 BRÆNDENDE KYS ELLER AVANTGARDE NICHE? (138; 371) (123; 342) 51 

10 KONKLUSION (181; 311), (138; 371), (195; 408), (123; 342) 54 

11 EFTERRATIONALISERINGER (181; 311) (195; 408) 56 

11.1 GENERALISÉRBARHED (181; 311) 56 

11.2 TEORETISK OG FORTOLKENDE VALIDITET (195; 408) 56 

12 LITTERATUR 58 

12.1 BØGER 58 

12.2 AVISER OG INTERNETKILDER 60 

BILAG 

Bilag A – Transskriberede interviews (vedlagt CD) 

Bilag B – Forforståelse 

Bilag C – Kopi af informeret samtykke 

Bilag D - Interviewguide 

Bilag E - Observationsguide 

Bilag F - Kodetræ 

Bilag G - Transskriptionsnøgle 

Bilag H – Digt: Indvielsen 

Bilag I – Feltnoter 

3 af 60

1 INTRODUKTION 

I Indvielsen fra 1804 1 beskriver Staffeldt med storladne metaforer og vendinger den lyriske, 

æstetiske oplevelse som et ”brændende kys”, der får modtageren til at længes mod det hinsides. I 

2010 skriver en journalist en besked til redaktøren på Danmarks ældste litterære tidsskrift: “Kære 

Lars Bukdahl, hvilke nye tendenser vil vi se på poesiområdet næste år?” (Bukdahl 2010). 

Tror man her, at interviewerens spørgsmål vil fremprovokere en formaning fra Lars Bukdahl, 

om, at poesien ikke lader sig typificere og indfange i simple bokse og kasser, tager man fejl. 

Bukdahl spår tilsyneladende uden hæmninger: ”Jeg sætter mine penge på urban”, skriver han som 

overskrift på hvedekorn.dk, hvor han i sin blog selv bringer artiklen (ibid.). Men kan det virkelig 

passe, at der i dag tales om tidens tendenser og trends inden for lyrikkulturen på samme måde 

som inden for modeverdenen? Og mister lyrikken i reduktion til modisk objekt da ikke 

fuldstændig den guddommelige status, den i romantikken blev tilskrevet? 

Muligvis. 

I en anden tid og på et andet sted udtaler digter Lone Hørslev imidlertid, at hun oplever en 

stigende interesse omkring digtoplæsningsarrangementerne: ”Det er, som om de insisterer på at få 

ansigt, krop og stemme på ordene”, forklarer hun omkring det publikum, hun i dag, modsat tidligere, 

møder, når hun læser op (Schütt-Jensen 2012). 

Det synes herudfra, at digtoplæsningskulturen har gennemgået en stor forandring og i dag 

rummer mere end blot den internaliserede oplevelse hos den enkelte deltager i et sådant 

arrangement. Hvordan vi kan forstå kulturen i dag, synes dog ikke åbenlys. Kynisten ville påpege, 

at lyrikkulturen er blevet reduceret til et modefænomen, der dyrkes af unge efter for-godt- 

befindende, samt efter hvad der ”pushes” på diverse blogs, som Bukdahl senere i interviewet 

udtaler. 

Det er på den ene side fascination af individers dyrkelse af den æstetiske oplevelse, og på den 

anden side idéen om, at denne dyrkelse er objekt for en gennemgribende socialitet, der vækker 

vores interesse. Er det stadig muligheden for at opnå æstetikkens ”brændende kys”, der driver 

deltagerne til at gå til digtoplæsning, eller er det snarere et ønske om at følge tidens tendenser, der 

får de unge til at mødes omkring lyrikken? Det er disse spørgsmål, vi med opgaven her ønsker at 

besvare. 

1 Digtet findes i bilag H. Desuden vil opgaven i analysen vende tilbage til, hvordan vi kan bruge digtets 

metaforer i en moderne kontekst. 

4 af 60

1.1 PROBLEMFELT 

Med den københavnske lyrikkultur som ramme, ønsker vi at undersøge, hvilken oplevelse 

digtoplæsningen giver deltagerne. Vi tager således udgangspunkt i deltageres egne sansninger 

af den æstetiske oplevelse 2, som vi formoder, digtoplæsningen udgør. 

På den anden side ønsker vi at belyse, hvordan vi kan forstå deltagernes motivationer for 

deres dyrkelse. Det gør vi ved at vurdere, om digtoplæsningsdeltagere kan forstås som 

dyrkere af en bestemt mode, hvor digtoplæsningen udgør et immaterielt modisk objekt. 

Dette leder os frem til vores problemformulering, der lyder som følger: 

Hvad karakteriserer ”den æstetiske oplevelse” i digtoplæsninger, og hvordan 

kan vi forstå deltagernes motivationer for at dyrke digtoplæsningen? 

1.2 FORSKNINGSSPØRGSMÅL 

For at uddybe problemformuleringen har vi opstillet fire forskningsspørgsmål, som anslår de 

temaer, vi vil tager op, opgaven igennem. De lyder som følger: 

Hvordan kan vi forstå digtoplæsningsdeltagerne som en afgrænset gruppe, og 

hvilken socialitetsform antager denne? 

Hvilken betydning har det, at byen udgør ”arenaen” for digtoplæsningsmiljøet? 

Hvilke sansninger og oplevelser aktiveres i digtoplæsningssituationen, og hvilken 

rolle spiller de øvrige deltagere i dette? 

Hvordan forstår informanterne det miljø, som omgiver digtoplæsningerne, og 

hvilke motivationer har informanterne for at dyrke digtoplæsninger? 

2 Den æstetiske oplevelse bruges til at beskrive det sansningsmæssige, der ligger i digtoplæsningen. Betydningen af 

dette vil vi bruge første del af analysen til at karakterisere. 

5 af 60

1.3 LÆSEVEJLEDNING 

Indledende vil vi præsentere vores felt og informanter. Herefter vil vi i afsnit 2, Storbyens 

æstetisering og de nye socialitetsformer, belyse den teoretiske ramme, hvorunder digtoplæsningen 

udspiller sig. Det gør vi ved at præsentere Henning Bechs teori om, hvordan individer i byen 

bliver til overflader for hinanden, samt George Simmels betragtninger om, hvordan disse 

individer i storbyen stræber efter at skille sig ud fra massen. 

Hernæst vil vi, med Michel Maffesolis begreber om postmoderne neotribale fællesskaber, 

afgrænse den gruppe, som vi ser, at digtoplæsningsdeltagerne udgør. 

I Dyrkelsen af den æstetiske oplevelse præsenterer vi de teorier, der skal danne grundlag for vores 

analyse. Dette gøres ved først at fremstille Randall Collins teori om interaktionsritualer, som 

vi vil bruge som analyseramme til at forstå karakteren af digtoplæsningen som en ”kollektiv 

beruselse”. Herefter, for at forstå deltagernes motivationer, inddrager vi to forskellige 

forståelser af mode indenfor sociologisk teori: Indledningsvis Herbert Blumers betragtning 

om, at modedyrkelse opstår på baggrund af et ønske om at være ”in fashion”. Endvidere 

Bjørn Schiermers modebegreb, hvori dyrkelsen af et objekt forstås som udtryk for en 

fænomenologisk affektiv tiltrækning mod objektet, hvor denne personlige attraktion, udgør 

grundlaget for dyrkelsen. 

Efter disse to teoretiske afsnit, vil vi i afsnit 4, Undersøgelsens filosofiske grundlag, eksplicitere 

vores empiriske undersøgelses filosofiske antagelser, med henblik på at skildre opgavens 

ontologiske og epistemologiske grundlag. 

Undersøgelsens design fremgår af Anvendt metode hvor vi redegør for de væsentligste 

overvejelser i forbindelse med de anvendte metoder, hvor det overordnede fokus ligger på de 

validitetsmæssige- og etiske overvejelser, vi har gjort os. 

Analysen indledes ved, at vi i afsnit 6, Analysestrategi præsenterer vores analysestrategi, 

hvorefter den egentlige analyse fremgår af afsnit 7 & 8. Analysen vil blive disponeret således, 

at den falder i en todelt struktur: henholdsvis en del, hvor vi vil karakterisere den æstetiske 

oplevelse i digtoplæsningen, og endvidere en del, hvor vi ønsker at forstå deltagernes 

motivationer for at gå til digtoplæsning. 

Analysen leder videre til en diskussion i Brændende kys eller anvantgarde niche? hvor vi vil 

diskutere vores undersøgelses resultater op i mod vores teoretiske ramme, og endvidere 

inddrage relevante metodologiske overvejelser. 

6 af 60

1.4 HAR LYRIKKEN ET HJERTE? – EN FELTINTRODUKTION 

Tre digtoplæsere optræder på denne torsdag aften, hvor vi for første gang bevæger os ud i 

det københavnske lyrikmiljø for at blive klogere på, hvordan et digtoplæsningsarrangement 

forløber. Rummet, vi befinder os i, ligger i kælderen af en nedlagt kirke på Nørrebro og er 

indrettet med små halvslidte borde og stole, hvor maksimalt 25 mennesker i dag har taget 

plads. For enden af lokalet står en gammel sort kamin, højtalere og stativer med mikrofoner 

til digtoplæserne og det band, der spiller i pauserne. 

”Vi vil være lyrikkens hjerte, det faste element” proklamerer en høj fyr som introduktion til 

aftenens arrangement. Senere har vi diskuteret, hvorfor ingen af tilskuerne her foretrak en 

mine. Er det fordi, lyrikkulturen i København ikke ønsker at slå sig ned ét bestemt sted eller 

var fyrens nærmest manifesterende udsagn en anelse for højtragende til sådan en aften? 

En elev fra forfatterskolen, der går på som den første oplæser, skiller sig ud i den måde, 

hvorpå hun udvælger sine digte. Nogle af siderne i hendes bog er limet sammen, så måden, 

hvorpå hun udvælger sine digte, er ved at stikke en stor gammel kniv ind i bogen og 

langsomt rive den ud. Det gør hun, indtil kniven rammer mod et par sider, der er limet 

sammen. Så skærer hun siderne op og læser det pågældende digt med en dyster, tyst stemme 

med hvislende endelser på sætningerne. I starten opleves en del urolighed i lokalet, men 

halvvejs inde i andet digt, bliver alle tilstedeværende stille og følger herfra med i oplæsningen 

med stiltiende, men også intensiv, opmærksomhed. 

I et tilbageblik fremkalder vi erindringen af den næsten rituelle karakter, hvormed 

digtoplæserne fremførte deres poesi; den pludselige stilhed og tilskuernes samlede 

klapperytme og latterudbrud. Hvad vi oplevede som uvant i situationen, har vi efterfølgende 

kunnet genkende i beskrivelserne af essensen i den æstetiske oplevelse. 

Og netop dyrkelsen af den æstetiske oplevelse synes at afgrænse og definere den gruppe, hvis 

socialitet, vi ønsker at undersøge. Vi tager udgangspunkt i unge med tilknytning til 

digtoplæsningsmiljøet i København. Hvordan de hver især bruger dette miljø, dyrker og 

arbejder med lyrikken, vil blive præsenteret i det følgende. 

7 af 60

1.5 PRÆSENTATION AF INFORMANTER 

Vi har interviewet tre kvinder og tre mænd, der alle dyrker digtoplæsninger og er en del af 

lyrikkulturen 3. De er alle i mellem 21-25 år og bosatte i København. I nedenstående er en 

kort beskrivelse af informanterne, deres forhold til lyrikkulturen samt ”observatørens noter” 

fra interviewene. Vores udvælgelsesstrategi fremgår af afsnittet Sampling. Vi har anonymiseret 

oplysninger, der vil kunne afsløre informanternes identitet (se Etiske overvejelser): 

Informantpræsentation 

Navn Kort om Forhold til lyrikkultur Observatørnoter 

Adam 23 år og flyttet fra større jysk by 

til København for 2 år siden. 

Har læst dansk på KU, men er 

droppet ud. Søger ind på 

forfatterskolen og bruger 

derudover det meste af sin fritid 

i band. 

Nora 25 år, opvokset i Sverige. Læser 

litteraturvidenskab på KU. 

Arbejder i flere kulturelle 

institutioner i København. 

Ea 22 år, sjællander. Læser dansk 

på KU. 

Mark 24 år, Københavner. Læser 

litteraturvidenskab. Bor i 

kollektiv med blandt andet 

forfatterskolestuderende. 

Jon 24 år og flyttet fra større jysk by 

til København for ca. 4 år siden. 

Læser litteraturhistorie og er 

redaktør på litterært tidsskrift. 

Rebecca 21 år, sjællander. Læser dansk 

på KU. 

Går til digtoplæsninger 

forholdsvist jævnligt, men 

betonede vigtigheden i at lyrikken 

skulle kunne stå alene. 

Beskrev lyrikkulturen som en 

urban niche. 

Nora er er medarrangør af et 

større litteraturarrangement, 

hvor lyrikken dyrkes i alternative 

former. Hun tager derfor selv 

oftest til oplæsninger for at 

hente inspiration. 

Har haft en ”æstetisk oplevelse” i 

en digtoplæsning, men er ikke 

jævnlig dyrker af den. 

Er både arrangør af, deltager i og 

oplæser på digtoplæsninger i 

København og dyrker kulturen 

meget aktivt. 

Dyrker digtoplæsningsmiljøet i 

København meget aktivt. 

Skriver ikke selv prosa, men har 

arrangeret et par oplæsninger. Er 

meget glad for Michael Strunge, 

men kritisk overfor meget 

moderne lyrik. Går forholdsvist 

ofte til digtoplæsninger. 

Åben og udadvendt. 

Vekslede imellem at tale sig ind 

i miljøet og have en ironisk 

distance til miljøets ”typer” og 

den ”prætentiøse stemning”. 

Meget ”aflæsende” i sine svar. 

Hun leder ofte efter sine svar 

længe. 

Virker meget søgende efter, 

hvad vi gerne vil have hende til 

at sige, og spørger flere gange 

ind til vores holdninger. Virker 

nervøs i sit kropssprog og 

artikulering. 

Afslappet, åben og ivrig. Efter 

interviewet fortsætter 

samtalen i ca. 30 minutter pga. 

god stemning. 

Kommer 45 minutter for sent. 

Var ofte selvmodsigende, og var 

nogen gange svær at forstå. 

Fremhævede, at han gerne ville 

have sit navn frem i opgaven. 

Meget velformuleret og 

afklaret omkring hendes 

forhold til lyrikken. Ironisk 

distance til miljøet, men 

samtidig opmærksom på, at 

hun er en del af det. 

3 Lyrikkultur, forfattermiljøet eller digtoplæsningskultur bruges til at betegne det miljø, der eksisterer 

omkring digtoplæsningsarrangementerne i København. Lyrikkulturen består således af deltagerne i 

digtoplæsningsarrangementerne. 

8 af 60

2 STORBYENS ÆSTETISERING OG DE NYE 

SOCIALITETSFORMER 

Vi ønsker nu at sætte rammen om digtoplæsningsmiljøet i København, og herunder 

undersøge, hvilken betydning storbyens facetter har heri. At dette miljø kan siges at udgøre 

en afgrænset gruppe, vil vi videre argumentere for i det efterfølgende afsnit om Maffesolis 

teori om neotribale, flygtige fællesskaber, hvor vi også sætter rammen om en overordnet 

samtidsdiagnose. 

2.1 LIVET I STORBYEN 

Ifølge Henning Bech tager bysociologi typisk afsæt i to forskellige perspektiver; ét, der 

beskæftiger sig med byen i et objektiveret perspektiv, værende sig byens status som center 

for magt og økonomi, og ét hvor menneskets oplevede liv står centralt (Bech 1998:216). 

Fremfor at fokusere på de mere makrostrukturelle forhold ved storbyens udvikling, ønsker 

Bech at have fokus på bymenneskets oplevede liv; et mere fænomenologisk perspektiv (Bech 

1992:8; Bech 1998:216). Storbyen kan derfor ikke reduceres til summen af antal mennesker, 

der bor sammen, men udgør i sig selv noget substantielt, der går ud over sin egen densitet. 

2.1.1 AT SKILLE SIG UD FRA MÆNGDEN 

I Bechs optik opleves byen som en verden af fremmede, fordi menneskene i storbyen, som 

resultat af ikke at kende, eller have mulighed for at komme til at kende, alle, bliver genstand 

for hinandens konstante vurderinger ud fra æstetiske præferencer (Bech 1998:217f). Byen 

bliver således arena for en proces af æstetisering, hvor individet reduceres til en overflade 

(Bech 1992:8). Storbyindividet må derfor hele tiden i denne ”verden af fremmede” tage 

stilling til, hvordan det gestalter sin overfalde (Ibid.:8f). Denne æstetiseringsproces leder 

tankerne hen på Simmels analyse af udviklingen i storbyen (Simmels 1992). Simmel 

analyserer blandet andet, hvordan det moderne samfunds storby bliver arena for individets 

kamp for at skille sig ud fra mængden. Storbyindividets relationer er, modsat de tidligere 

tiders nærværende relationer i landsbysamfundet, upersonlige, og mødet med ”den anden” er 

kort, sjældent og flygtigt (Simmel 1992:82). Individet indgår derfor i en ”kamp” om at skille 

sig ud, hvilket skaber grobund for en ny storbymentalitet, hvor individet i højeste grad er i 

kontakt med sin egen subjektivitet, og som konsekvens heraf, manipulerer med sin 

personlighed, for at gøre opmærksom på sig selv i storbyens masse (Wilson 1987:145). 

Storbymennesket må derfor i nogle tilfælde fremmane en overdreven særegenhed, for at 

udtrykke sin personlighed og distingvere sig fra almenheden (Simmel 1992:82f). 

9 af 60

2.1.2 NICHER I BYEN 

I lyset af storbyindividets ønske om distingvere sig fra almenheden, anskuer vi dyrkningen af 

digtoplæsninger som en nichedyrkning i storbyen, forstået som, at der er relativt få, der 

dyrker det. Dette hænger på den ene side sammen med, at byens store koncentration af 

mennesker muliggør dyrkning af nicheprægede interesser. På den anden side finder vi dog, i 

forhold til kulturforbrug og normer, også en kvalitativ forskel, som spiller ind. Vores 

informant Adam, der flyttede til København fra en jysk by for få år siden, påpeger 

digtoplæsningens urbane appel: 

Adam “Det [Digtoplæsninger] er sådan en meget urban ting, for det er 

lidt for nicheagtigt til, at det overhovedet kan findes i mindre byer. Og 

så er det den der fornemmelse af at: "Hey, vi er en lille niche i den her 

store by her og det er alle os, der går op i digte" 

Citatet karakteriserer dels det kvantitative forhold – koncentrationen af mennesker - men 

bliver også et eksempel på, at der med urbaniseringen synes at være opstået nye sociale 

grupperinger og samværsformer, der muliggør mange fortolknings- og koblingsmuligheder 

for storbymennesket – også i henhold til kultur (Bouchet i Larsen & Pedersen 2011:86). Det 

er disse nye samværsformer vi i det følgende ønsker at karakterisere. 

2.2 DET NEOTRIBALE FÆLLESSKABS SANSNINGSÆSTETIK 

Maffesoli beskriver med sine tidsdiagnostiske, kulturelle analyser, hvordan der med 

overgangen til det postmoderne samfund er opstået nye socialitetsformer (Schiermer i Larsen 

& Pedersen 2011A:383). Til at karakterisere dette postmoderne menneske, bruger Maffesoli 

begrebet homo aesthticus 4, og betoner hermed æstetikkens betydning for at forstå det nutidige 

samfunds logikker (Maffesoli 2002:243). Maffesoli bruger æstetikbegrebet i forståelsen af ”a 

common faculty of feeling, of experience”, hvor disse æstetiske oplevelser og erfaringer udgør 

grundlaget for de nye ”dionysiske 5”, sansningsbaserede socialitetsformer, som Maffesoli 

peger på, gør sig gældende i det postmoderne samfund (Maffesoli 1996:74). I forhold til 

vores fænomenologiske fokus på digtoplæsningsoplevelsen, er det her væsentligt at bemærke 

”sansningens” afgørende betydning hos Maffesoli. 

4 Hvor den menneskeforståelse, der ligger i begrebet homo aestheticus må forstås i forhold til begreberne om 

homo politicus og homo economicus, som ifølge Maffesoli, har været de dominerende i det moderne samfund 

(Maffesoli 2002:243) 

5 Maffesoli opererer med dikotomien mellem Prometheus og Dionysos, hvor tesen er, at Dionysos, der er 

den græske gud for vin og ekstase, som en emblematisk figur, overtager i det postmoderne samfund 

(Ibid:238). 

10 af 60

2.2.1 DET FLYGTIGE FÆLLESSKAB 

Til teorien om sansningsbaserede socialitetsformer indfører Maffesoli et begreb om neotribale 

fællesskaber, som er karakteriseret ved at opstå på grund af nogle individers fælles affektive 

tiltrækning af et objekt og ved at bestå af de individer, der deler disse æstetiske præferencer 

(Maffesoli 1996). Disse neotribale fællesskaber kan forstås i kontrast til modernitetens 

kontinuerligt eksisterende og kontraktuelle fællesskaber, idet de neotribale fællesskaber 

nærmest dannes på modsat vis; fællesskaberne opstår gennem individers fælles tilslutning til 

en bestemt genstand eller mode (Odde i Larsen & Pedersen 2011:451). Dette implicerer, at 

der i sammensætningen af fælleskabets medlemmer opstår et element af tilfældighed samt en 

mulighed for, at fællesskabet kun eksisterer kortvarigt (Ibid.). Både tilfældighedselementet i 

deltagersammensætningen og den kortvarige ”nu”-eksistens kan siges at være kendetegnende 

for den socialitet, der omgiver vores digtoplæsningen og lyrikkulturen. 

Maffesoli bruger metaforen ”an affectual nebula” (en affektiv eller stemningsmæssig 

stjernetåge) til at indkapsle den både intense og diffuse karakter, socialiteten i dag antager 

(Maffesoli 1996:76). Dette affektive fællesskab er i sin natur spontant og flygtigt, hvorfor det 

kan siges at have karakter af et vandrende massefællesskab (Ibid.). De neotribale fællesskaber 

skal således ikke forstås i en gængs antropologisk forstand som nogle skarpt definerede eller 

afgrænsede klaner, men snarere som fællesskaber, der i sin form netop er flygtige såvel som 

flydende. 

”In fact, in contrast to the stability induced by classical tribalism, neo-tribalism is characterized by fluidity, 

occasional gatherings and dispersal (…). Through successive sedimentation, the aesthetic ambience mentioned 

earlier is constituted” (Maffesoli 1996:76) 

En egenskab ved denne flydende socialitetsform er, at fællesskaberne med deres ikke- 

kontraktuelle og ikke-formaliserede karakter kan forgå lige så impulsivt, som de er opstået. 

2.3 OPSAMLING: FLYGTIGE FÆLLESSKABER I BYEN 

Man kan ud fra Maffesoli sige, at den socialitetsform, der eksisterer i de moderne storbyer 

bliver skabt omkring nogle æstetiske flader, som individer drages mod og affektivt 

identificerer sig med. Når det er i storbyen, at disse æstetiske flader opsøges, er det ud fra 

Bech fordi, at vi som individer bliver opmærksomme på denne proces af æstetisering, og 

gestalter os selv herud fra. Hos Simmels lærer vi, at individet har brug for at skille sig ud som 

et unikum for ikke at blive en del af en overfladisk masse. Lyrikkulturen kan med Maffesolis 

termer forstås som en socialitetsform, hvor der skabes en identifikation deltagerne imellem, i 

deres fælles dyrkelse af digtoplæsningen. Dyrkelsen af den æstetiske oplevelse i 

11 af 60

digtoplæsningen bliver ud fra denne forståelse lige så meget en dyrkelse af objektet, som 

nogle æstetiske fascinationer, som det bliver en dyrkelse af det sociale forbundet hermed. 

Vi har nu gennemgået den arena, under hvilken, digtoplæsningen udspiller sig; nemlig byen 

og bylivet. Endvidere har vi med brug af Maffesolis teori om neotribale fællesskaber, 

karakteriseret den gruppe vi undersøger. 

12 af 60

3 DYRKELSEN AF DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE 

Vi vil nu gennemgå de teorier, der kan bidrage til at forstå, digtoplæsningsdeltagernes 

fascination ved digtoplæsningen. 

Vi vil her indledningsvis redegøre for Collins teori om interaktionsritualer, for hermed at 

kunne forstå arten af selve digtoplæsningssituation. Herunder vil vi fremhæve den kollektive 

beruselse, deltagerne kan opleve. 

Dernæst vil vi præsentere to teorier om mode, der skal bidrage til at forstå deltagernes 

motivationer for at dyrke digtoplæsninger. Vi inddrager herunder Blumers teori, hvor 

dyrkelsen af et modisk objekt 6 sker på baggrund af individets ønske om at kommunikere 

symbolske tegn om sig selv og endvidere Schiermers fænomenologiske modeteori, hvor 

mode forstås som udtryk for en konkret fascination af objektet. 

3.1 INTERAKTIONSRITUALER I DIGTOPLÆSNINGEN 

Vi benytter Collins for at anskueliggøre, hvordan deltagerne oplever digtoplæsningen som en 

kollektiv beruselse og ikke udelukkende en individuel oplevelse. Teorien kan derfor forklare, 

hvordan digtoplæsningsdeltagernes sociale interaktion under digtoplæsningen konstituerer en 

fællesskabsfølelse (Collins 2005:45). 

I nedenstående fremgår en forsimplet udgave af Collins interaktionsritual, som vi vil bruge i 

det følgende: 

FIGUR 1: FORSIMPLET UDGAVE AF COLLINS ILLUSTRATION AF ET 

INTERAKTIONSRITUAL. VISSE ELEMENTER ER HER UDELADT, MEN DET FULDE SKEMA 

KAN FINDES I COLLINS INTERACTION RITUAL CHAINS (2005:48) 

6 Begrebet modisk objekt forstår vi ud fra Schiermers begreb fashionable objects (2009), hvor fx digtoplæsningen 

forstås som en immateriel modisk genstand, der dyrkes af digtoplæsningsdeltagerne. Det skal bemærkes, at 

vi udvider begrebet i det vi også bruger det i en kontekst, der ligger uden for Schiermers teori. 

13 af 60

Det, vi her ønsker at klargøre, er, hvordan der etableres en kollektiv beruselse 7 eller bevidsthed i 

sociale interaktioner i forbindelse med digtoplæsningen. For at forstå denne etablering, er det 

dog nødvendigt at belyse de præmisser eller forhold, der ligger til grund for et veludført 

interaktionsritual; de såkaldte ”rituelle ingredienser”. 

Første ingrediens er, at deltagerne, ved eksempelvis en digtoplæsning, er nødt til at være 

fysisk tilstede i samme setting, før en kollektiv beruselse er mulig. Argumentet er, at kroppe i 

samme rum, giver mulighed for reciprokt at påvirke hinanden – en mulighed, som ikke på 

samme måde lader sig gøre over afstande 8 (Collins 2005:33ff, 48). 

Anden ingrediens er adskillelsen mellem den gruppe eller forsamling af mennesker, der 

udgør ritualet, og de, som er ekskluderet fra oplevelsen. Denne barriere kan både være 

materiel og immateriel. Pointen ligger i, at for, at der kan etableres en følelse at være del af 

noget unikt eller specielt, må der være en bevidsthed om, at det var os, der oplevede suset og 

ikke de andre. Magien udebliver hvis ”alle” er en del af ritualet, eftersom følelsen da ikke 

længere ville være noget specielt 9 (Collins 2005:48). 

Tredje ingrediens i det veludførte interaktionsritual er, at der skal være et fælles punkt for 

opmærksomhed: De deltagendes blikke skal være fæstnet i samme retning, eller mod samme 

genstand og/eller mål. Hvis de havde rettet deres opmærksomhed i hver sin retning, var der 

ikke noget udgangspunkt, hvorom de kunne danne en fælles stemning eller følelse (Collins 

2005: 79). 

Sidste ingrediens er, at de deltagende skal føle den samme stemning (opstemthed, tristhed, 

henrykkelse etc.), før den kollektive beruselse kan opstå (Ibid.:48). 

De forskellige ingredienser påvirker hinanden, men især den vekselvirkning, der sker mellem 

tredje og fjerde ingrediens er væsentlig, fordi der konstant foregår en feedback-mekanisme 

mellem det output, deltagerne af ritualet får fra deres fælles fokus, til den perception, hvorfra 

den enkelte danner sin stemning (Ibid.). 

7 Collins låner begrebet af Durkheim, der i sin religionssociologi, ønsker at vise, hvordan rituelle tilbedelser 

af ”hellige objekter”, inden for et religiøst fællesskab, kan udløse en kollektiv energi eller beruselse blandt 

deltagerne af ritualet (Durkheim 2001:171; Collins 2005:35ff). 

8 Collins går i sin teori også ind i overvejelser omkring muligheden for social påvirkning adskilt af rum, 

hvilket dog ikke er relevant for opgavens fokus. 

9 Dette betyder dog ingenlunde, at et interaktionsritual kun lade sig gøre i små lukkede forsamlinger. 

Collins pointerer, at store demonstrationer, sportsbegivenheder osv. også kan udgøre et interaktionsritual 

(Collins 2005:50). 

14 af 60

Såfremt disse forhold gør sig gældende, er der mulighed for etableringen af en kollektiv 

beruselse, der kan udmunde sig i, hvad Collins kalder for rituelle outputs. Der eksisterer fire 

former heraf, men vi vil dog kun fokusere på de to første, grundet vores analytiske fokus: 

Det første rituelle output er gruppesolidaritet. Det, at være sammen med andre om samme 

dyrkelse, kan give det enkelte individ en følelse af samhørighed (Collins 2005:49). Det andet 

output er emotionel energi. Emotionel energi er det internaliserede output, den enkelte får, som 

følge af et succesfuldt interaktionsritual. Det er en følelse af selvtillid, opstemthed og 

overskud, som den enkelte kan have svært ved at sætte ord på (Ibid.:38f,49). 

3.2 OPSAMLING: INTERAKTIONSRITUALER 

Det vi tager med fra Collins IR-teori i den videre analyse er for det første at kunne vurdere, 

hvorvidt de rituelle ingredienser er opfyldt i selve digtoplæsningen. Desuden vil vi ud fra 

informanternes fænomenologiske sansninger beskrive den kollektiv beruselse og emotionelle energi, 

der kan opstå til en digtoplæsning. 

15 af 60

3.3 MODEDYRKELSE I DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE 

Vi vil i det følgende fremhæve to teorier om mode: Blumers symbolsk-interaktionistiske 

modeperspektiv og Schiermers fænomenologiske bidrag. Med det vil vi nå frem til en 

forståelse af, hvorfor den æstetiske oplevelse dyrkes og således belyse motivationer og 

bevæggrunde for at dyrke digtoplæsning som et modisk objekt. De to forståelser vil løbende 

blive diskuteret i forhold til hinanden. 

3.3.1 MODEBEGREBET UD FRA EN SYMBOLSK - INTERAKTIONISTISK VINKEL 

Blumer argumenterer for, at mode kan forstås som en social dynamik, der sætter sig igennem 

på mange heterogene felter, og at modebegrebet således kan bruges til at analysere mange 

aspekter af det sociale liv (Blumer 1969:275f). Vi forstår derved, at Blumer opererer med et 

bredt modebegreb 10. 

Blumer søger i sit bidrag til modesociologien væk fra den klasseanalytiske forståelse af 

moden 11 og kritiserer herunder dennes betragtning om, at den, af eliten dikterede, mode, 

automatisk bliver prestigefyldt og imiteres af massen (Ibid.:278). Ifølge Blumers teori hersker 

der ikke en modeskabende elite uden for modeprocesserne (bestående af eksempelvis en 

økonomisk overklasse), som nødvendigvis er retningsgivende for moden. Eliten er selv 

bundet af modens processer, men har det privilegium, at de er i stand til at sanse udviklingen 

i de modiske objekter før andre (Ibid.:281). Modens dynamikker er altså ikke determineret af 

klassedifferentiering, men i stedet af en kollektiv selektion (Ibid.:281). Hermed søger Blumer at 

skildre, hvordan individer danner identiske objektfascinationer uafhængigt af hinanden og 

med en tilsyneladende tilfældig koordinering (Ibid.:279). Den smagsmæssige konvergens 

omkring det fælles objekt skabes herefter som følge af, at der inden for en kultur er ”a 

common world of intense stimulation”, hvilket skaber nogle sensibiliteter, som får individer til at 

tiltrækkes det samme (Ibid.). En genstand bliver således til et modisk objekt på grund af denne 

selektionsproces. Processen hvor ét objekt frem for et andet bliver ”mode”, kan forstås som 

noget overindividuelt eller emergent. 

Med udgangspunkt i denne forståelse, kan digtoplæsningsdeltagerne forstås som en gruppe af 

individer, der ubevidst har indlejret nogle ”intense stimulations” og således har nogle 

sammenfaldende sensibiliteter, og tiltrækkes derfor af et fælles fascinationsobjekt. Denne 

10 Det brede modebegreb sættes overfor det smalle modebegreb, som begrænser sig til områder tøj og 

design (Schiermer i Larsen & Pedersen 2011B:423). 

11 Blumer præsenterer i sin tekst Fashion: From Class Differentiation to Collective Selection sine betragtninger op i 

mod mere klasseorienterede modeanalyser som fx Simmels modeanalyse. 

16 af 60

kollektive selektionsproces, må betragtes som tilfældigt koordineret, idet de forskellige 

deltagere uafhængigt af hinanden har valgt at dyrke digtoplæsning. 

3.3.2 KOMMUNIKATIV MODEFORSTÅELSE 

På det individuelle plan fokuserer Blumer på den bevidste og reflekterede aktør og 

fremhæver hermed, at modedyrkelsen ikke bunder i en stærk emotionel karakter (Blumer 

1969:277). Blumer kritiserer hermed idéen om, at et givent modeobjekt bliver genstand for 

tiltrækning blot på grund af, at det er ”stunning” – dvs. på grund af dens essens og æstetiske 

værdi (Blumer 1969:279; Schiermer i Larsen & Pedersen 2011B:424). Derimod bliver 

individets brug af et modeobjekt snarere et spørgsmål om ”a wish to be in fashion, to be abreast of 

what has good standing, to express new tastes which are emerging of in a changing world” (Blumer 

1969:282). Det er dette ønske om at være ”in style”, der virker som den bærende motivation 

for at dyrke noget bestemt (Ibid.:277). Blumer påpeger dermed, at modeobjekter ikke kun 

vælges for deres fascinerende fremtræden og en personlig affektiv tiltrækning herimod, men 

at der på den individuelle side af modedyrkelsen ligger nogle kalkulerede valg (Ibid.). I denne 

forståelse kan modeobjektet betragtes sådan, at det kommunikerer visse tegn om individet, 

og at mode derfor bliver et spørgsmål om en refleksiv, intentionel brug af objektsymboler; en 

art af iscenesættelse 12. 

Med denne kommunikative modeforståelse som tolkningsmodel, kan digtoplæsning betragtes 

som et bevidst valgt ”symbol” – et immaterielt objekt - deltagerne kalkuleret bruger til at 

kommunikere visse tegn om sig selv. Det at deltage i digtoplæsninger kan i Blumers optik 

forstås som en stræben efter at være en del af en modestrømning og dyrkelsen af et modisk 

objekt bliver således en form for selviscenesættelse 13. 

3.3.3 DET FASCINERENDE OBJEKT 

Schiermer griber begrebet om mode an fra en fænomenologisk indfaldsvinkel, og ligesom 

Blumer afviser han, at modens dynamik kan reduceres til klasseorienterede differentieringer 

(Schiermer 2009:95). Schiermer har dog også Blumers forståelse som stødretning, idet han 

fremhæver, at på det umiddelbare fremtrædelsesniveau er det det modiske objekt, vi refererer 

til og ikke det faktum, at det modiske objekt er moderne. Den store fejl ved en sådan analyse 

er, at ”det fede objekt” bliver reduceret til en ”rekvisit” i et stort spil. Schiermers centrale 

pointe er, at ”fashion has everything to do with objects” (Schiermer 2009:95). Der ligger ifølge 

12 Ordet selviscenesættelse bruges ikke af Blumer selv, men en informant taler sig ind i Blumers optik ved at 

bruge dette begreb om det modemæssige forhold, som Blumer teoretiserer. 

13 Det skal dog bemærkes, at ”modestrømning” i relation til vores emne ikke skal forstås i en bred 

betydning, således at det at gå til digtoplæsning forstås som en mode, der gælder generelt i samfundet, men 

derimod som en modestrømning, der eksisterer inden for det specifikke miljø, vi beskæftiger os med. 

17 af 60

Schiermer således ikke nogle kalkulerede motiver bag det at dyrke et bestemt modisk objekt. 

Dyrkelsen af et objekt sker på baggrund af en affektiv tiltrækning mod objektet – en oprigtig 

kærlighed hertil (Schiermer 2009:95). 

Blumers forståelse overser i Schiermers optik, at det netop er projektionen mod genstanden, 

der tillader, at en gruppe konvergerer omkring det modiske objekt. Koordinationen skabes 

på baggrund af fænomenologiske præferencer - man dyrker ikke objektet for at blive en del af 

gruppen (Ibid.). Schiermer benægter ikke, at der i koordineringen af moden muligvis er en 

underlæggende dynamik på spil, men han beskæftiger sig ikke med det, der koordinerer 

tiltrækningen. Derimod påpeger han, at man ikke på det umiddelbare fremtrædelsesniveau 

oplever denne koordinering (Ibid.). Individet er ikke bevidst om, at han/hun er med i denne 

mode, da denne erkendelse først opleves retrospektiv (Ibid.). Her bliver Schiermers 

argument imod Blumer, at motivationen for at dyrke et bestemt objekt nødvendigvis ikke 

skyldes et ønske om at være in fashion, da modestrømningen først erkendes retrospektivt. 

3.4 OPSAMLING: MODEDYRKELSE 

Vi har nu redegjort for to modebegreber, med udgangspunk i hvilke, motivationen for 

deltagelse i digtoplæsningsarrangementer kan analyseres. Hvor Blumers modebegreb 

implicerer kommunikative potentialer for individet, der ved at følge en bestemt mode, kan 

iscenesætte sig selv på en bestemt måde, er det hos Schiermer selve objektet – dets essens - 

der får individet til at dyrke noget bestemt. Motivationen for at dyrke et bestemt objekt 

(eksempelvis digtoplæsninger) består således i den personlige tiltrækning – i kærligheden til 

objektet. 

18 af 60

4 UNDERSØGELSENS FILOSOFISKE GRUNDLAG 

Vi vil i det følgende gennemgå vores ontologiske og epistemologiske grundlag. Vi vil 

fremhæve og argumentere for vores centrale filosofiske og videnskabsteoretiske antagelser, 

for senere at diskutere, hvilken betydning de har for beskrivelser og fortolkninger af 

empirien. 

Ontologisk ser vi digtoplæsningen som en sansebaseret socialitetsform, hvor den æstetiske 

oplevelse dyrkes som et immaterielt objekt. En grundpræmis for, at denne type dyrkelse 

bliver mulig, og derved at denne socialitetsform kan eksistere, er den setting, som 

København udgør for digtoplæsningsmiljøet. Vi forstår København som en storby, hvor 

individerne tilstræber at skille sig ud fra massen. 

Da vi med vores problemformulering disponerer efter at ville belyse to forskellige 

perspektiver på digtoplæsningen, benytter vi to epistemologiske tilgange for at opnå den 

ønskede viden om fænomenet. Vi læner os hermed op ad Hammersleys begreb om subtil 

realisme, der bygger på en epistemologisk relativisme; det at fænomener kan og bør belyses fra 

forskellige vinkler (2002:72). 

Vi anlægger et fænomenologisk perspektiv til at få indblik i informanternes erfaringer med 

den æstetiske oplevelse. For at komme tættere på denne viden om, hvad den enkelte deltager 

får ud af at deltage i en digtoplæsning, spørger vi ind til deltagernes sansninger og oplevelser 

her med. 

For at undersøge informanternes forståelser og tolkninger af miljøet og kulturen omkring 

digtoplæsningen, herunder deres fortolkninger af, hvorfor ”man” vælger at dyrke 

digtoplæsningen anvender vi en hermeneutisk tilgang. 

Det fænomenologiske og hermeneutiske udgangspunkt vil blive brugt til at analysere 

digtoplæsning med udgangspunkt i en betragtning om, at denne kan forstås som et modisk 

objekt. Vi vil her arbejde med to forskellige forståelser af modebegrebet, der relaterer sig til 

hver af de to epistemologiske tilgange. 

Vi vil i det følgende redegøre for, hvordan vi bruger og forstår fænomenologien og 

hermeneutikken i vores undersøgelse. 

4.1 FÆNOMENOLOGISK INDSIGT 

Det, vi ønsker at benytte den fænomenologiske tilgang til, er at få adgang til informanternes 

umiddelbare sansninger og oplevelser med digtoplæsningen. Fænomenologien appellerer i sin 

19 af 60

grundfilosofi til, at vi må forstå fænomener eller objekter gennem subjektets bevidsthed og 

dettes erfarede virkelighed (Polkinghorne 1989:42). Da det er disse livsverdensbaserede 14 

oplevelser, vi ønsker at forstå karakteren af, er den fænomenologiske tilgang adækvat. 

Vi ønsker fra empirien at få indblik i digtoplæsningsdeltagernes erfaringer, som de er opstået i 

deres møde med verden – i deres oplevelser med digtoplæsningsarrangementer. Indsigten i 

den umiddelbare sansningsmæssige oplevelse er i princippet “rå” data, fordi der ikke er noget 

“viewpoint outside of consciousness from which to view things as they exist independently of our experience of 

them.” (Polkinghorne 1989:45). Vi betragter derfor informanternes beskrivelser og 

italesættelser, som de fremkommer i den fænomenologiske del af interviewet, som gyldige i 

den forstand, at vi ikke søger at reducere disse til underliggende determinerende strukturer 

eller bagvedliggende mekanismer. Derimod vil vi tænke vores informanters subjektive 

livsverdensrelaterede beskrivelser som konstituerende for den viden, vi kan opnå (Jacbosen 

et. al. i Tanggaard & Brinkmann 2010:189). 

”Målet” med at opnå viden om informanternes livsverden er at nå frem til digtoplæsningens 

væsen – fænomenets såkaldte essens (Jacobsen et al. i Tanggard & Brinkmann 2010:189). 

Fischer fremhæver, at fænomenologiens essens må findes ved, at forskeren undersøger 

fænomenets ”whatness” (1989:139). Vi søger derfor at lade informantens beskrivelser få plads, 

fordi informanternes levede liv, som det beskrives af dem selv (Ibid.:128f). 

I den forbindelse vil vi dog tage to forbehold: for det første, at vi ikke underkender vores 

egen forskerrolle i vidensproduktionen, hvilket vi vil vende tilbage til i nedenstående afsnit 

Empiriens status. For det andet, at vi, når vi senere benytter Collins’ interaktionsritualer som 

teoriapparat til at forstå den ”kollektive beruselse”, i et vist omfang, sætter et ”system” i 

informanternes udtalelser. Det er her vigtigt at påpege, at valget af Collins’ teori af foretaget 

på baggrund af vores relativt induktive kodning af empirien. Endvidere vil vi, for at 

imødekomme problematikken, i analysen understrege de steder, hvor teorien ikke er 

tilstrækkelig til at belyse informanternes oplevelser. 

Anden analysedel beror på et ønske om at analysere digtoplæsningsdyrkelsen ud fra de 

teoretiske forståelser, vi har skitseret, om mode. Dette vil vi gøre for at kunne forklare 

informanternes motivationer for at gå til digtoplæsning. 

For at nå i dybden med disse motivationer vil vi yderligere anlægge et hermeneutisk 

perspektiv på analysen. I det følgende vil vi gennemgå nogle af de grundpræmisser, der 

14 Livsverdensbegrebet, som bliver brugt på utallige forskellige måder i sociologien og filosofien, forstår vi 

her som mennesket konkrete virkelighed som kan erfares umiddelbart og er fortroligt med (Jacobsen et. al. 

i Tanggard & Brinkmann 2010:187). 

20 af 60

gælder for vores brug af hermeneutikken. Herunder vil vi fokusere på begreberne; forforståelse, 

fortolkning, meningstilskrivelse, horisontsammensmeltning og hermeneutisk cirkel. 

4.2 HERMENEUTISK FORSTÅELSE 

Den sociale verden skabes efter hermeneutikkens principper gennem fortolkning og 

forståelse samt den handlen, der sker på baggrund heraf (Kvale 1997:56ff). For 

hermeneutikken er viden således ensbetydende med den forståelse, der opstår mellem 

interviewer og informant i interviewsituationen gennem gensidig fortolkning (Hammersley 

2002:67). 

Vores transskriberede interviews bliver ud fra den hermeneutiske forståelse til et stykke tekst, 

vi fortolker for at give det mening (Kvale 1997:56). Tolkningen indgår med det overordnede 

mål at forstå vores informanter. Forståelsen skabes i denne optik altid gennem fortolkning, 

som i praksis formes ved deltagelse og dialog og således opstår som et resultat af en 

forhandling 15 i en kontinuerlig proces af meningstilskrivelse (Ibid.: 56f). Vi bruger her Giorgi 

til at udvide vores forståelse af, hvad den videnskabelig tolkning bygger på. Tolkningen er 

her en plausibel men kontingent meningstilskrivelse til forståelsen af et fænomen (Giorgi 

1992:122). Når vi spørger ind til informanternes bevæggrunde for deltagelse ved 

digtoplæsning og generelle betragtninger om lyrikkulturen, får udsagnene nødvendigvis 

karakter af postrefleksive fortolkninger. Vi forstår ikke disse fortolkninger som én-til-én 

repræsenterende sandheder, men blot én mulig tolkning, der er relativ, men plausibel. I vores 

tilfælde sker denne proces i interviewsituationen 16, hvor der forhandles om at nå frem til en 

fælles enighed om meningsindholdet. 

4.2.1 HORISONTSSAMMENSMETLNING OG FORFORSTÅELSE 

For at forstå den proces, der sker i interviewersituationen er begreberne 

horisontsammensmeltning og forforståelse centrale. Vi læner os, i vores brug af begreberne, op ad 

Gadamer. 

Forforståelse er hos Gadamer nogle generelle forståelseskategorier og forudindtagede 

vurderinger af verdens beskaffenhed, som både interviewer og informant besidder (Gadamer 

i Gulddal & Møller 1999:162). Da en grundpræmis i hermeneutikken er, at det ikke er muligt 

at sætte sig ud over sin forforståelse, må vi bruge den aktivt, sådan at den bidrager 

konstruktivt til at opnå den forståelse, vi søger. Vores betragtning om, at digtoplæsningen 

15 For Gadamer er dette en hel overordnet ontologisk betragtning, og ikke kun en metodisk: At inddrage 

konteksten i sin tolkning, er således den måde, hvorpå individet går til sin eksistens på (Gadamer i Gulddal 

& Møller 1999: 157). 

21 af 60

kan forstås som et modisk objekt, hvormed deltagerne kommunikerer visse tegn om sig selv, 

bygger eksempelvis på vores forforståelse (disse fremgår af Bilag B). Vi har efterstræbt at 

bruge vores forforståelser konstruktivt, ved at gøre os dem bevidste og udfordre dem i 

mødet med informanterne, således at vi har kunne undgå, at de skulle blokere ny viden 

(Alvesson & Kaaremann 2005:123f). Vi har således forsøgt at skabe en cirkulær 

vekselvirkning mellem egne teoretiske anskuelser, vores forforståelser, og informanternes 

beskrivelser, som de er kommet frem i interviewsituationen. Denne konstante 

vekselvirkning, som skaber baggrunden for vores nye forståelser, kan sættes i relation til det 

centrale begreb om den hermeneutiske cirkel. Her foreskrives det, at helheden må forstås ud fra 

delene, hvor enkeltelementerne i vores informanters beskrivelser, bruges til at forstå 

fænomenet digtoplæsning som en helhed (Gadamer i Gulddal & Møller 1999:154). 

Selve den vekselvirkning, der sker i mødet mellem vores informanters udtalelser og vores 

forståelser, kan betegnes som en horisontsammensmeltning, der dækker over den kontinuerlige 

proces af intersubjektivitet, der finder sted under den givne kontekst – fx interviewet – 

mellem informant og forsker (Ibid.:163). En total sammensmeltning er en proces og et ideal. 

Dog er vi opmærksomme på, at vi som forskere ikke kan opnå denne privilegeret adgang til 

informanternes fulde bevidstheder (Denzin 2002:354). 

I analysen vil en række af de opnåede forståelser bero på en tolkning af, hvordan 

informanternes ytringer om deres bevæggrunde for at deltage i digtoplæsninger, samt deres 

betragtninger om miljøet omkring lyrikkulturen, kan være med til at skabe et billede af de 

potentielle bagvedliggende sociale dynamikker. 

4.3 EMPIRIENS STATUS 

Med ovenstående forståelser finder vi det centralt at afklare, dels hvilken status empirien har, 

samt hvilken rolle, vi som forskere spiller heri. Hvad der i den forbindelse betragtes som 

gyldig viden, og hvad der endvidere betragtes som sandheder divergerer i princippet alt efter 

hvilken epistemologisk tilgang, der anvendes. Et sprogligt eksempel der illustrerer dette er, 

om vi som forskere indsamler eller genererer empiri. Polkinghorne (1989:50) og Giorgi 

(1992:134), der begge er fortalere for den fænomenologisk, deskriptive tilgang, vil her påpege 

at informantens beskrivelse af oplevelser og følelser, må forstås som data eller bevis, der 

”råt” kan indsamles af forskeren og forstås som ”gyldig viden”. Vi finder, med vores 

undersøgelse i sigte, at denne betragtning er en idealisering af virkeligheden, og vi benytter i 

stedet betegnelsen empirigenerering, da vi ikke mener, den fænomenologisk indsamlede empiri, 

kan forstås som en støjfri eksplicitering. Vi sigter derfor efter at opnå gyldig viden ved at 

22 af 60

følge de validitetsmæssige overvejelser, der knytter sig til vores epistemologier, uden at stile 

efter opnåelse af absolutte sandheder (Maxwell 2002: 42f). 

23 af 60

5 ANVENDT METODE 

Vi vil i dette afsnit fremlægge vores ræsonnementer angående vores anvendte metoder, og 

herunder fremkommer en række overvejelser om vores rolle som forskere i 

empirigenereringen. Afsnittet skal i sit hele ses som en validitet af undersøgelsens design, og 

vi vil derfor indledende eksplicitere vores forståelse af validitet i kvalitative undersøgelser. 

5.1 UNDERSØGELSENS VALIDITET 

Vi har undervejs i forløbet taget flere initiativer for at sikre, at det, vi undersøger og forklarer, 

stemmer overens med det, vi hævder at kunne sige med undersøgelsen (Mason 2002:188). 

Det gælder i empirigenereringen, databearbejdning og den efterfølgende analyse af vores 

fundne resultater. Vi har således stræbt efter at synliggøre de metoder, vi har benyttet os af, 

samt de metodiske valg, vi har foretaget, for hermed at sikre en vis gennemsigtighed i 

designet (Ibid.:188f, 191). Det skal bemærkes, at vi har vurderet validitet af vores 

vidensbidrag specifikt i forhold til den metodiske og teoretiske tilgang, vi har på vores 

undersøgelsesemne, ud fra en betragtning om, at validitet er relativt i forhold til det 

perspektiv, der lægges (Maxwell 2002:39, 43). 

I forbindelse med undersøgelsens validitetssikring har vi ladet os inspirere af Masons (2002) 

og Maxwells (2002) kategorier af validitetssikringer. Disse bruger vi som retningslinjer for 

vores design. Begge understreger, at validitetsovervejelser skal konfronteres konstant under 

projekts forløb, hvorfor validitetsovervejelserne løbende vil blive kommenteret i forhold til, 

hvilke initiativer vi har taget (Mason 2002:38f). Vi vil nu kort redegøre for hovedpointerne i 

de typer af validitetsinitiativer, vi benytter os af, og endvidere henvise til de afsnit, hvorunder 

vi kommer ind på initiativer og overvejelser herom: 

Deskriptiv validitet Ved deskriptiv validitet skal forstås, at vi sikrer fakticiteten af det 

empiri, vi indsamler: at vores transskriptioner stemmer overens med 

forløbet i interviewsituationen, at vi har noteret hændelser under 

feltstudiet ud fra, hvad der egentlig skete etc. Der er tale om en 

sikring af, at det vi har set og hørt ikke er opdigtet (Ibid.:45ff). 

Deskriptive validitetsinitiativer behandler vi i afsnittene ”Mødet med 

feltet” (Afsnit 5.3), ”Kvalitative interview” (Afsnit 5.6) og 

”Transskriberingsstrategi” (Afsnit 6.2) 

Fortolkende validitet Fortolkende validitet går ud på at gøre klart, hvorfor vores analyse er 

valid, samt at de fortolkninger, vi applicerer på vores data, er 

holdbare og ikke udtryk for misfortolkninger (Mason 2002:191f; 

Maxwell 2002:48ff). Vi har tilstræbt at synliggøre logikken ved at 

være eksplicitte i forhold til vores vej til fortolkninger og metodevalg 

(Mason 2002:192). Fortolkende validitetsovervejelser gennemgås 

løbende og afrundes i ”Efterrationaliseringer” (Afsnit 10.2) 

24 af 60

Teoretisk validitet Teoretisk validitet søges sikret, således at læseren kan vurdere 

gyldigheden af den teori, man ønsker at forklare ens fænomen/felt 

ud fra (Maxwell 2002:50f). Kan vores valgte teorier bruges til at 

belyse vores emne og hvorfor er de bedre end andre tilgængelige 

teorier? Argumentationen for validitet i forhold til valg af teorier er 

løbende blevet gennemgået i vores kultursociologiske teoriafsnit. 

Dog vil vi vende tilbage til problematikken i ”Efterrationaliseringer” 

(Afsnit 10.2). 

Generalisering Det sidste validitetskriterium er spørgsmålet om, hvorvidt vi kan 

generalisere resultaterne af vores undersøgelse over på andre 

personer, tidspunkter eller settings (Maxwell 2002:52). Maxwell deler 

generalisering op i en ekstern og intern kategori. Ved intern 

generalisering gælder, at man kan ekspandere ens undersøgelse over 

på lignende tilfælde, inden for det felt/fænomen man undersøger, 

mens ekstern generalisering er, at man kan applicere det på andre 

fænomener, settings og personer (Ibid.:53). Overvejelserne her 

gennemgår vi i ”Sampling” (Afsnit 5.2), og i ”Efterrationaliseringer” 

(Afsnit 10.1) 

5.2 SAMPLING 

Vi præsenterer nu kort vores informanter og de kriterier, de er valgt ud efter. Idéen med 

vores udvælgelsesstrategi har været at praktisere en forholdsvis selektiv rekruttering af 

informanter, der er selvrefleksive og har haft en vis erfaring med at gå til digtoplæsning 

(Polkinghorne 1989: 47; Halkier i Tanggard & Brinkmann 2010: 124). Endvidere har vi 

sørget for, at informanterne så vidt muligt ikke kendte hinanden 17, da dette ville hæmme 

muligheden for at opnå forskellige betragtninger og mere varierede perspektiver. 

Eksempelvis har vi sørget for dette ved at udvælge informanter med forskellige 

uddannelsesbaggrunde 18 . Polkinghorne skriver eksempelvis, at det fænomenologiske 

udvælgelseskriterium må være at opnå ”a full range of variation in the set of description to be used in 

analyzing a phenomena” (Polkinghorne 1989:48). Vi har derfor fravalgt eksempelvis snowball- 

metoden, fordi vi frygtede, at informanterne på den måde ville finde os kontakter, der 

repræsenterede deres egne holdninger (Mason 2002:142). Vi har i stedet opnået kontakt til 

informanterne gennem yderkredsene af vores personlige netværk. Således har vi selv været 

gatekeepers og udgjort første led til vores informanter (Ibid.:91f). Slutteligt har vi sørget for, 

at den forsker, der måtte have etableret kontakten til informanten, ikke deltager i interviewet, 

for på den måde at bevare den professionelle distance (se eksempelvis Kvale 2006: 485ff). 

17 Det skal nævnes, at formålet med denne selektion ikke har været at opnå generalisérbarhed, som det 

forstås i statistisk forstand, men blot at benytte informanter, der i udgangspunktet ikke kender hinanden 

(med inspiration af Polkinghorne 1989:46). Dog viste det sig, at to respondenter kendte hinanden gennem 

tidligere arbejde. Vi vurderede dog, at dette ikke diskvalificerede deres deltagelse. 

18 Langt de fleste har dog studeret eller studerer ved en videregående uddannelse. 

25 af 60

Vi har kontaktet informanterne pr. telefon, og herefter sendt dem et mere formaliseret 

informeret samtykke. 

5.3 MØDET MED FELTET 

Da vi som bekendt anlægger et fænomenologisk perspektiv på første del af vores analyse, har 

vi haft et ønske om at supplere vores informanters oplevelser og erfaringer med vores egne 

sansninger for at opnå et førstehåndsindtryk af fænomenet (Mason 2002:55). Vi har derfor 

foretaget et observationsstudie ved et digtoplæsningsarrangement på Literaturhaus i 

København 19. Beslutningen om, at foretage et indledende besøg på Literaturhaus, bunder i 

en erkendelse af, at vi som forskere har haft temmelig divergerende forståelser af- og 

erfaringer med lyrik og digtoplæsningsarrangementer. 

For at sikre den deskriptive validitet af vores feltstudie, har vi alle nedfældet noter under 

digtoplæsningen og efterfølgende skrevet headnotes 20. Vi har i observationsguiden fokuseret 

på hvilke oplevelser og følelser, der ramte os ved besøget på Literaturhaus i tråd med vores 

fænomenologiske ambition. Det gjorde vi for at komme med så præcise betragtninger 

omkring forløbet af digtoplæsningen som muligt. Vi deltog således i arrangementet på lige 

fod med de øvrige deltagere, men skilte os dog ud ved at notere på en blok undervejs 21. Vi 

har efterfølgende sammenlignet og diskuteret vores feltnoter for hermed at sikre en vis 

konsistens i, hvad vi havde observeret, således at vi håber at få et mere ”korrekt” billede af 

hændelsesforløbet (Maxwell 2002:45ff) 

Gennem den etnografiske metode har vi haft mulighed for at indfinde os i den konkrete 

sociale setting, som vi undersøger, hvilket vi vil argumentere for, er centralt for indsamlingen 

af relevant empiri (Mason 2002:85). At benytte sig af observationer til empirigenerering er, i 

et naturalistisk perspektiv, et udtryk for et ønske om at studere verden så umiddelbar og 

uforstyrret som muligt (Lofland 2002:150). Dog, som før nævnt, er vi opmærksomme på, at 

vi som forskere har et andet formål og perspektiv end de øvrige deltagere, og derfor kan 

være med til at påvirke setting’en ved vores opførsel. I forhold til vidensbidraget påpeger 

Hastrup endvidere, at man som forsker skal være bevidst om, hvordan et indledende 

observationsstudie kan være med til at retningsgive, men også blokere for ”alternative ruter og 

visse spørgsmål”, hvilket ikke nødvendigvis er nogen fordel (Hastrup 2005:46). Man kan 

19 Da denne observation blev foretaget forud for interviewsene kunne vi her ikke med sikkerhed vide, hvad 

informanterne synes om stedet. Dog viste det sig gennem interviewsene, at flere af informantenerne 

frekventerede stedet ofte. 

20 Ved headnotes forstår vi noter, der er skrevet efter man har været på feltstudie. De er derfor ikke skrevet 

under observationsstudiet, men vil være et produkt af refleksioner og ting man efterfølgende er kommet i 

tanke om. 

21 Det forekom unaturligt at skrive noter under selve digtoplæsningen, da det kom i konflikt med ritualet 

og de tavse koder for korrekt opførsel, hvorfor vi hovedsagligt skrev noter i pausen. 

26 af 60

eksempelvis problematisere, at den aktive forforståelse, vores hermeneutiske del beror på, 

påvirkes gennem det indledende etnografiske besøg (Gadamer i Gulddal & Møller 1999:162; 

ASA 1997:5). For at opnå en forståelse af en digtoplæsnings forløb, men samtidig undgå en 

indsnævret forståelse for undersøgelsesobjektet, valgte vi at foretage én enkel observation. 

Vores ambition med feltstudiet var derfor primært at møde feltet eksplorativt, for senere at 

kunne bruge denne forståelse i udarbejdelse af både den fænomenologiske og hermenutiske 

interviewdel. Vi er med den eksplorative tilgang overordnet gået induktivt til værks, for på 

denne måde at lade vores erfaringer fra mødet med feltet styre vores undersøgelsesfokus og 

interviewguide (Olsen 2002:116ff) 22 . Temaerne i interviewguidens temaer er således 

konstrueret efter vores første deltagerobservation, og endvidere løbende revideret efter de 

erfaringer, vi har fået gennem vores interviews. 

5.4 ÆSTETIKKENS TAVSE KARAKTER 

At undersøge den ”her-og-nu” oplevelse, som digtoplæsninger kan udgøre, og at have fokus 

på det sanselige, kan være vanskeligt. Spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå viden på dette 

område er således en vigtig epistemologisk overvejelse. Det er blandt andet med henblik på 

at forstå og kunne skildre disse følelser, sansninger og stemninger, at etnografien kommer til 

sin ret. Det skyldes at den muliggør, at vi som forskere kan få et førstehånds- og kropsligt 

adgang til feltet, modsat hvis vi udelukkende havde gået til emnet gennem retrospektive 

betragtninger fra interviews (Mason 2002:85f). Udover den bevidstgjorte del af individets 

forståelse, er ureflekterede elementer i denne forbindelse lige så centrale at analysere. Dette 

betegner Hastrup som tavs viden; et begreb, der dækker over viden, der er kropslig og implicit, 

modsat den talte viden, der betegnes som eksplicit og kognitiv (Hastrup 2005:26) 23. Hastrup 

skriver, at den tavse viden er mulig at eksplicitere, såfremt den stimuleres i 

interviewsituationen, men at den først og fremmest forstås ved personlig indlæring – fx ved 

feltstudier (Hastrup 2005:35f). 

Vi har, udover at opleve digtoplæsningen ved førstehåndsindtryk også ønsket, at 

informanterne skulle forsøge sætte ord på denne ellers tavse viden, i den fænomenologiske 

del af interviewet. Vi fik i interviewene et indtryk af, at langt de færreste, før havde forsøgt at 

italesætte eller eksplicitere arten af den følelse, digtoplæsningen giver dem eller redegøre for 

de ”skjulte” implicitte adfærdskoder, der indgår i arrangementet. For at opnå disse 

22 Olsens betragtninger stammer fra et kapitel, der primært har fokus på kodning, men vi bruger begrebet 

”induktivt” som den fremgår af den gængse forståelse af begrebet. 

23 Den talte viden er i et fænomenologisk perspektiv (Polkinghorne 1989:47) direkte tilgængelig for os, 

mens den i et hermeneutisk perspektiv, som nævnt i de indledende epistemologiske overvejelser, opstår 

ved horisontsammensmeltning (Kvale 1997:57ff). Individernes tavse viden influerer naturligvis på 

informanternes, såvel som vores egne forforståelse (Haastrup 2005:26). 

27 af 60

ekspliciteringer, har vi derfor brugt forskellige stimuli (Barbour & Kitzinger 1999:11f). Et 

eksempel herpå er, at vi frem for at spørge til sansninger generelt, bad dem tænke tilbage på 

en specifik oplevelse og beskrive denne i detaljer. Det resulterede i, at flere sansninger kom 

frem, efter de havde talt sig varme ved at beskrive de mere settingsmæssige omstændigheder 

etc. Endvidere holdt vi bevidste pauser 24 for at skabe rum til at give informanterne tid til at 

tænke og formulere de sansningsmæssige oplevelser (Hastrup 2005:25; Polkinghorne 

1989:47). 

5.5 DIGTANALYSE 

Fordi den tavse viden oftest udtrykkes gennem gestikulering og toneleje, har vi ønsket at 

inddrage en analyse af et dokument, der kan bidrage til at sætte ord på og begrebsliggøre den 

æstetiske oplevelse. Vi bruger Schack von Staffeldts digt Indvielsen fra 1804 som et tertiært 

dokument i sin yderste forstand og er derved opmærksomme på, at dokumentet er en 

analytisk bearbejdning af den begivenhed og stemning, som det udtrykker (Lynggaard i 

Tangaard & Brinkmann 2010:139). Vi har ingen intentioner om at bruge digtet som 

repræsentativt for den romantiske tidsalders forståelse af digtoplæsningen, eller som et 

direkte applicérbart ”teoretisk” tekststykke, men ønsker at bruge det i sammenspil med den 

fænomenologiske beskrivelse af, hvad essensen er i den æstetiske oplevelse af 

digtoplæsningen. Metodisk går vi analytisk-induktivt til teksten med formålet om, at digtets 

indhold kan bidrage til tilpasningen af opgavens begreber og gøre det muligt at sætte nogle 

billedlige ord på den viden, der kan være svær at italesætte (Ibid.:144). Idet digtanalysen i 

udgangspunktet hviler på fortolkninger, må vi holde os for øje, at vi tillægger digtet mening 

efter den kontekst, som vi bruger det i. Dette betyder, at vi muligvis tolker en mening ud af 

stroferne, som ikke har været intentionelle fra forfatterens side af. Derfor er det væsentligt at 

nævne, at digtets repræsentativitet i forhold til undersøgelsesspørgsmålet ikke ligger i, at det 

er udtryk for en bestemt tidsperiode, men at det udtrykker og beskriver en særlig stemning, 

som vi genkender i empirien. Dokumentet er derfor repræsentant for en, i høj grad 

bearbejdet, fænomenologisk beskrivelse af den æstetiske oplevelse, snarere end det skal 

repræsentere romantikkens almene syn på lyrikken (Lynggaard i Tangaard & Brinkmann 

2010:147ff). 

5.6 KVALITATIVE INTERVIEWS 

Hovedvægten i vores empiriske materiale er lagt i de seks kvalitative interviews, vi har 

foretaget. Det kvalitative interview forstår vi som en samtale mellem to personer (plus en 

24 Eksempelvis forsøger intervieweren i interviewet med Ea at skabe dette rum ved at tilbyde hende en 

cookie og løsne op for stemningen. 

28 af 60

observatør) om et emne af fælles interesse (Kvale 1997:52, Mason 2002:62). Vores interesse 

har mest af alt beroet på en (forskningsmæssig) nysgerrighed over, hvilken oplevelse en 

digtoplæsning kan give, og en forundring over bevæggrundene for at gå til digtoplæsning 

Vi gennemgår i det følgende interviewets praksis, med henblik på interviewsituationen og 

herefter vores overvejelser i forhold til vidensbidraget i forbindelse med interviewguiden. 

5.6.1 INTERVIEWETS PRAKSIS 

Udover ovenstående overvejelser om æstetikkens tavse karakter, har vi gjort os en række 

overvejelser om den konkrete dialog, som et interview er. Jævnfør Kvale er vi særdeles 

opmærksomme på, at forskningsinterviewet ikke er en magtfri samtale, men at dialogen 

mellem informant og interviewer udgør en konstrueret samtale med et specifikt formål 

(2006:485f). De nærmere etiske overvejelser fremgår af Afsnit 5.8. 

Vi oplevede stor diversitet, de forskellige interviews imellem, hvilket skyldes informanternes 

forskelligartede relationer til feltet og muligvis forskellige agendaer af normativ art 25. En 

anden forklaring kan være, at informanternes svarstrategier i interviewsituationen har været 

meget forskellige. Vi oplevede flere gange, at nogle af vores informanter benyttede sig af, 

hvad Kvale kalder ”countercontrol”, som dækker over en interviewsituation, hvor 

informanter forsøger at sætte deres egen dagsorden ved eksempelvis at nægte at besvare 

bestemte spørgsmål eller forsøge at lede samtalen hen til et bestemt normativt fokus (Kvale 

2006:485,493). Dette havde vi dog på forhånd forberedt os på ved kun at semistrukturere 

interviewene, og, særligt i den fænomenologiske del, levne plads til, at informanten kunne 

sætte dagsordenen. 

Et andet forhold, der spiller ind i interviewsituationen, er informanternes erfaring med at 

blive interviewet og at fremstille sig selv i offentligheden. I den forbindelse har Denzin 

påpeget, hvordan individet i nutidens samfund er vant til at skulle fremstille sig selv i 

forskellige sfærer, og derfor pendler mellem forskellige selvfremstillinger (2001:28). Vi er 

opmærksomme på, at vores informanter formentligt har forsøgt at stille sig selv i et så godt 

lys som muligt, og at deres selvfremstilling kan bære præg af dette (Hong & Duff 2002:193). 

Informanterne udtalte sig eksempelvis ofte i ”tredje person”, når de udtalte sig omkring 

”irriterende” elementer vedrørende lyrikkulturens miljø og lagde dermed en kritisk distance 

hertil (se afsnittet ”Informanter: eksperter i egen livsverden”). Langt de fleste af 

25 Eksempelvis talte Nora meget om sine egne digtoplæsningsarrangementer, mens Jon ofte rettede kritik 

mod digtoplæsningsarrangementernes promoveringer og kapitalismens indtog på feltet. 

29 af 60

informanterne forekom os meget reflekterede og bevidste, hvilket muligvis kunne finde sin 

årsag i informanternes relativt høje uddannelsesniveau 26. 

For at sikre den deskriptive validitet har vi interviewersituationen været både en interviewer 

og en observatør til stede. Observatørens rolle var at stille uddybende spørgsmål og 

undervejs skrive noter om informanten, interviewsituationen og relevante kropslige udtryk. 

Ved at opdele rollerne i interviewer og observatør opnås et nuanceret interview, hvor 

intervieweren ikke behøver fokusere på de ydre forhold, men kun skal have samtalen til at 

fungere (Duff & Hong 2002:191). 

5.6.2 INTERVIEWGUIDEN 

Den kombinerede metodiske tilgang med brug af både fænomenologien og hermeneutikken 

demonstreres i vores interviewguide (Bilag D), der som nævnt er struktureret i to dele. 

Guiden er semistruktureret, hvor der dels indgår en række temaer, der i et vist omfang svarer 

til vores forskningsspørgsmål, og dels en række forslag til uddybende spørgsmål inden for det 

enkelte tema (med inspiration fra Thagaard 2004: 134f). 

I den indledende fænomenologiske del, sigtede vi mod at få interviewpersonerne til at 

beskrive deres oplevelser med digtoplæsning, hvor informanterne stimuleredes til at beskrive 

stemninger, sansninger og følelser med omdrejningspunkt i digtoplæsningens æstetik. 

Spørgeteknisk spurgte vi spurgt ind til konkrete episoder, gode og dårlige oplevelser og bad 

om en nøgtern beskrivelse af den konkrete praksis ved digtoplæsning. 

I den efterfølgende hermeneutiske del har vi fokusseret på overordnede, generelle 

betragtninger og vurderinger af kulturen omkring digtoplæsning samt bevæggrunde for at 

deltage i disse. Vi har i udarbejdelsen af temaer til interviewguiden, jævnfør den 

hermeneutiske metode, benyttet både vores forforståelse, samt en række indsigter med base i 

kultursociologisk teori. Spørgeteknisk efterstræbte vi – med henblik på at opnå den ønskede 

horisontsammensmeltning – at spørge opsamlende og udtømmende ind ved at fokusere på 

”hvorfor”-spørgsmål (Kvale 1997:57ff). Målet har været at opnå konsistens i informantens 

udsagn og vurderinger, således at vi som interviewere har været sikre på, at der ikke er sket 

misforståelser eller selvmodsigelser og at vi har fået afprøvet vores forforståelse tilstrækkeligt 

(Ibid.:58f). Slutteligt har vi, når vi har spurgt ind til vores tematikker, været opmærksomme 

på, hvordan vores sprogbrug kunne være med til at påvirke informanternes udsagn, ved 

eksempelvis at undgå at lægge ord i munden på informanterne samt at anvende fagtermer. 

26 Mange af informanterne er ved at tage, eller har færdiggjort uddannelse med et humanistisk islæt (Se 

informantpræsentation Afsnit 1.5) 

30 af 60

5.6.3 INFORMANTER: EKSPERTER I EGEN LIVSVERDEN? 

Vi vil nu kommentere det forhold, at vores informanter bliver bedt om at forholde sig til 

miljøet omkring digtoplæsningen, og derved ikke kun bliver bedt om at forholde sig til deres 

egne oplevelser. En central betragtning er her, at informanterne i visse tilfælde skiftede over 

til at tale om ”de andre”, da de omtalte miljøet, hvilket bevirkede at de til dels skrev sig ud af 

dette. Det var særligt tilfældet, når de talte om de ”irriterende” elementer og personer i 

miljøet, hvor de således sprogligt 27 understregede deres distancering hertil. Vi bruger dog 

stadigvæk informanternes betragtninger om miljøet og refleksioner over ”de andre” aktivt, 

selvom der ligger nogle validitetsmæssige implikationer heri; nemlig at informanter 

hovedsageligt er eksperter i sig selv. Dog skete det, at informanterne udtalte sig tolkende om 

andre, uden at vi med sikkerhed kan sige, hvor stor deres viden er herom. En anden 

validitetsmæssig overvejelse er omvendt, at det nok er lettere at udtale sig om andre end sig 

selv. Vi vil senere fremhæve steder, hvor informanterne laver dette skift i deres fremstilling, 

samt diskutere nærmere hvilke implikationer, det har, når de udtaler sig og sig selv i forhold 

til om ”de andre” i miljøet. Det skal overordnet bemærkes, at vi bruger informanterne som 

eksperter på feltet, først og fremmest i sig selv, men deres udtalelser vil ikke blive 

diskvalificeret, når de omtaler miljøet. 

5.7 TRIANGULERING 

Vi har i undersøgelsens design som nævnt benyttet to forskellige epistemologiske 

indfaldsvinkler, der skal bidrage med viden om to forskellige aspekter af digtoplæsningen. At 

benytte sig at divergerende tilgange, giver os et flerdimensionelt indblik i feltet, og endvidere 

muligheder for at nuancere vores forforståelse, for derved at undgå en bekræftelse af en 

eventuel bias (Denzin 1989:235f). Ved at inddrage både fænomenologien og hermeneutikken 

under én metode, nemlig det kvalitative interview, kan vi belyse forskellige aspekter af, 

hvordan digtoplæsningsdeltagerne bruger byens digtoplæsninger og hermed fremhæve flere 

perspektiver på lyrikkulturen i København. Dette kan med Denzins begrebsbrug kaldes 

within-method triangulation (Ibid.:243). 

Endvidere har vi metodetrianguleret ved at supplere vores interviews med den indledende 

deltagerobservation samt en digtanalyse, og har derved foretaget, hvad Denzin kalder between- 

method triangulation (Ibid.). Vi har været opmærksomme på, at metodetriangulering medfører, 

at empirien er genereret under forskellige kontekster og med forskellige fokus, men vi 

27 Sprogteknisk skete dette ved, at de skiftede personligt pronomen og begyndte at tale i ”de-form” frem 

for ”jeg”- eller ”vi-form”. 

31 af 60

understreger vigtigheden af, at de forskellige epistemologier og metoder, er valgt med 

henblik på at komplettere og nuancere vores viden om lyrikkulturen. 

Slutteligt har vi draget fordel af såkaldt undersøgertriangulering, ved at vi har været fire forskere 

på denne undersøgelse – en fordel, som både Denzin (1989:239) og Hong & Duff (2002) 

skriver om. Vi har udnyttet dette ved at have fire blikke på kodningerne af det samlede 

datamateriale, haft to interviewere til hvert interview og haft mulighed for at diskutere 

undersøgelsens gang løbende. Dette styrker validiteten i undersøgelsen fordi ukorrektheder 

kan korrigeres undervejs. 

5.8 ETISKE OVERVEJELSER 

I dette kapitel vil vi gennemgå de etiske overvejelser og valg, vi har truffet i løbet af 

udarbejdelsen af denne undersøgelse. Det gælder generelle overvejelser omkring det at 

bedrive etisk forskning, til mere specifikke betragtninger i relation til mødet med feltet, 

igennem vores observationsstudier og interview. 

At der er bred enighed om, at forskeren skal gøre sig etiske overvejelser og initiativer 

igennem sit forskningsprojekt, er der ingen tvivl om, men hvorvidt disse skal følge et 

specifikt sæt etiske retningslinjer er mere diskutabelt. Akademiske organisationer så som 

American Sociological Associations (fremover ASA), har med deres Code of Etichs (1997), gjort et 

forsøg på at fastsætte nogle minimumskriterier for ordentlig etisk praksis i sociologisk 

forskning. Mason er dog skeptisk overfor sådanne tjekliste og pointerer, at et af problemerne 

ved etiske kodeks er: ”that they can have the effect of forestalling rather than initiating the researcher’s 

active and continuing engagement with the issues.” (Mason 2002:43). Masons pointe er, at 

retningslinjer snarere begrænser end fremmer den etisk refleksioner hos forskeren. Vi vil dog 

ikke helt affeje Code of Etichs som inspirationskilde for vores etiske overvejelser, men vi vil 

forholde os kritisk til den og kun bruge elementer fra den, når vi finder det relevant. Vi 

præsenterer i det følgende afsnit overvejelser vedrørende observationsstudier, 

interviewsituationen, informeret samtykke og anonymisering. 

5.8.1 DEN ETISKE PRAKSIS 

I forbindelse med deltagerobservationen, har vi måttet konfrontere det klassiske dilemma 

om, hvorvidt vi skulle give vores rolle som forskere tilkende eller om vi skulle bedrive såkaldt 

”skjult forskning” 28. Mason påpeger, at det typisk aldrig er et stringent enten-eller, da fx en 

tilkendegivet tilstedeværelse, ikke nødvendigvis betyder, at alle deltagere er opmærksomme 

28 Med ”skjult forskning” mener vi et observationsstudie, hvor vi ikke gør vores tilstedeværelse som 

forskere tilkende. Dilemmaet er klassisk i det henseende, at der inden for den kvalitative forskning, er en 

debat om hvorvidt ”skjult” forskning er etisk korrekt eller ej (Mason 2002: 99). 

32 af 60

på, at de bliver observeret eller har givet deres samtykke (Mason 2002:87,101). Vi nåede frem 

til den konklusion, at vi ville påvirke vores felt for meget, hvis vi gav vores ærinde til kende 

for publikum. Løsningen blev derfor, at vi tog fat i arrangørerne og fortalte om vores 

hensigt, og vi fik herigennem tilladelse til at lave observationsstudierne. 

Interviewsituationen er etisk set kompleks, eftersom der bliver etableret et intimt rum 

mellem forsker og informant. Vi forstår interviewsituationen som bestående af et 

asymmetrisk magtforhold, hvis etiske implikationer også har indflydelse på validiteten af 

interviewet (Kvale 2006:486). Vi har som forskere fortolkningsmonopol på interviewet og 

har herunder også et mere instrumentelt forhold til hele interviewsituationen (Ibid.: 485f). 

Endvidere har vi valgt vi at intervieweren skulle suppleres af en observatør for derved at 

sikre, at alle relevante spørgsmål blev stillet og interviewsituationen forløb nogenlunde efter 

planen. At være to til stede skaber naturligvis ydelige en skævhed i magtbalancen mellem os 

og de interviewede personer (Ibid.:484). Dog har de fleste interviews været præget af et godt 

flow, mest af alt fordi informanterne virkede til at være vant til at argumentere og forholde 

sig refleksivt til en situation som interviewet. Desuden har vi prøvet at skabe nogle hyggelige 

rammer omkring interviewsituationen med småkager og the, så interviewet fik karakter af en 

hyggelig dialog. Dertil er interviewene også foregået fortrinsvis privat hos informanterne 29, 

fordi informanterne ikke har skullet føle sig ”nøgne” ved at skulle udtale sig i et offentligt 

rum. 

5.8.2 INFORMERET SAMTYKKE 

ASAs etiske kodeks argumenterer for vigtigheden af, at forskeren indsamler informeret 

samtykke fra de implicerede informanter. Ved informeret samtykke forstås, at forskeren giver 

en så fyldestgørende information om undersøgelsen til sine forskningsdeltagere/informanter, 

at disse er i stand til at vurdere brugen og mulige konsekvenser af deres deltagelse (ASA 

1997:12f; Mason 2002:88ff). Vi har derfor udarbejdet et dokument til vores informanter, der 

kort og præcist forklarer formålet med undersøgelse, forhold vedr. anonymisering, samt 

graden af forventet publicering af det færdige materiale. Proceduren gentog vi derudover 

mundtlig ved interviewene. Da alle informanter var over 18 år og i øvrigt i opgaven 

anonymiseres, har vi ikke set behov for at indhente underskrifter for samtykke. Dog ser vi 

det informerede samtykke som en positiv foranstaltning, da det sikrer at begge parter går ind 

i interviewet med en nogenlunde samme forståelse af situationen. En kopi af samtykket 

findes i Bilag C. 

29 Et enkelt interview (Jon) blev foretaget på en café. Interviewet blev dog foretaget et relativt tomt sted, 

hvorfor vi vurderer, at det ikke haft stor indflydelse på interviewsituationen. 

33 af 60

5.8.3 ANONYMISERING 

Vi har valgt at anonymisere vores informanter i så vid udstrækning som muligt, hvorfor de i 

løbet af undersøgelsen fremgår under pseudonymer. Desuden har vi, som det fremgår af 

vores informantpræsentation, sløret personlige informationer, der kunne afsløre deres 

identitet. Dog har vi overfor informanterne taget forbehold for, at det for os vores analyse 

relevant at have visse karakteristika med, såsom køn, studie, relation til digtoplæsningsmiljøet 

osv., for på den måde at kunne give et mere helstøbt billede af hvilke personer, vi har med i 

vores undersøgelse. Dette er forhold, vi har gjort vores informanter opmærksomme på, og 

de har alle samtykket, at de deltager under disse præmisser. En enkelt informant gav efter 

interviewet udtryk for et ønske om at få sit eget navn frem i projektet. Denne mulighed 

måtte vi dog afvise med henvisning til god forskningsetik. En anden årsag til at fastholde 

anonymitet er, at vi ikke ønsker projektet som medie for bestemte menneskers holdninger 

eller beskrivelser, da interviewene skal bruges i en anden kontekst end som en undersøgelse 

af feltet (Kvale 2006:489ff). Derudover ser vi en mulighed for, at informanterne ville agere 

anderledes og muligvis undgå bestemte udsagn, hvis deres navn kunne genkendes i 

undersøgelsen. Dette ville i høj grad påvirke undersøgelsens validitet, da en del af vores 

analytiske pointe peger på forskellen mellem informanternes selvfremstilling og 

miljøbeskrivelser (Denzin 2001:28). 

5.9 OPSAMLING: ANVENDT METODE 

Vores empiriske grundlag tager primært udgangspunkt i seks kvalitative interviews, der er 

foretaget efter en semistruktureret interviewguide. Interviewguiden bevæger sig startende på 

et fænomenologisk plan med fokus på den sanselige her-og-nu oplevelse af 

digtoplæsningssituationen, hvorefter der afsluttes med et hermeneutisk fokus på refleksioner 

over lyrikkulturens betydning, samt vurdering af det generelle miljø. Guiden og vores 

forforståelse er udarbejdet med inspiration fra vores personlige oplevelser ved et enkelt 

etnografisk feltstudie ved en digtoplæsning på Literaturhaus i København. Slutteligt har vi i 

analysen søgt inspiration i digtet Indvielsen, som også indgår som en del af empirien. 

34 af 60

6 ANALYSESTRATEGI 

Vi vil nu præsentere vores analysestrategi med fokus på at præsentere analysens struktur og 

strategi for kodning. Vi har disponeret analysen, så den overordnet følger en todelt struktur: 

• Første analysedel belyser første del af problemformuleringen og søger at undersøge, 

hvad der karakteriserer den æstetiske oplevelse i digtoplæsningen. Denne del vil 

antage en fænomenologisk karakter. Vores formål med denne første del er at lade 

informanternes erfaringer og beskrivelser stå så uberørt som muligt, for på den måde 

at nå ind til essensen af den oplevelse, deltagerne har ved at gå til digtoplæsning 

(Jacobsen et. al. i Tanggaard & Brinkmann 2010:197). Det er specielt under denne 

del af analysen, at vores feltstudie inddrages, for også at lade vores egne erfaringer 

indgå i analysen. Vi vil endvidere benytte Schack von Staffeldts panteistiske digt 

Indvielsen, fordi mange af de metaforer og tanker, der ligger i digtet har vist sig 

sammenlignelige med informanternes sansninger af den æstetiske oplevelse. Vi vil 

analysere disse skildringer ved brug af Collins teori om interaktionsritualer, for 

hermed at fremhæve den kollektive beruselse, der ligger som en integreret del af den 

æstetiske oplevelse. 

• Anden analysedel besvarer anden del af problemformuleringen og undersøger 

således deltagernes motivationer for at gå til digtoplæsning. Denne analysedel består 

af to forklaringsmodeller: Én med udgangspunkt i Schiermers teoriapparat og én 

med udgangspunkt i Blumers. Vi applicerer således to teoretiske fortolkningsrammer 

på informanternes udlægning af motivationer for og forståelser af digtoplæsning. 

De to forklaringsmodeller vil senere blive diskuteret op i mod hinanden i afsnittet Brændende 

kys eller avantgarde niche? 

Analysen har udgangspunkt i vores kvalitative interviews, men vi inddrager også feltnoterne 

og elementer fra en digtanalyse af Schack von Staffeldts digt Indvielsen. 

6.1 KODNING 

Vores kodningsstrategi følger interviewguidens todeling, og vores kodetræ er således 

overordnet struktureret efter denne plan (se Bilag F): 

• Den fænomenologiske del er overvejende blevet kodet induktivt, idet informanternes 

udsagn har virket som katalysator for valg af analysetemaer og dertil anvendt teori 

(Olsen 2002:116). Selvom koderne er empirisk funderede, er vi opmærksomme på, at 

35 af 60

der altid vil være et element af fortolkning, idet der i kodningen ligger indlejret en 

dekontekstualisering. 

• Den hermeneutiske del har derimod haft et mere deduktivt præg, idet den følger 

interviewguiden, hvor temaerne er valgt på baggrund af vores forforståelse. Vi har 

ikke opereret med en decideret startkodeliste, men har revideret vores 

kodningstemaer efter empirien (Olsen 2002:116) 

Den konkrete kodning er sket ved at sortere og organisere dataen efter, hvad Mason kalder, 

en krydssektionel kodning. Denne form for organisering af data er valgt, fordi den giver os 

mulighed for at systematisere data ved at kode interviewpassager efter temaer, og på denne 

måde muliggøre en sammenligning (Mason 2002:153). Vi har for at sikre kodereliabilitet 

dobbeltkodet interviewene og har i den forbindelse haft mulighed for løbende at diskutere 

temaernes semantik (Olsen 2002:122). 

6.2 TRANSSKRIBERING 

Vi har i transskriberingsprocessen tilstræbt en så præcis gengivelse som muligt, men er 

opmærksomme på at transskriptioner ikke er objektive og subjektupåvirkede. Desuden går 

der altid data tabt i overgangen fra det mundtlige til skriftlige, fordi visse elementer i den 

menneskelige, verbale kommunikation ikke kan oversættes til skrift (Mason 2002:77). 

Vi har markeret pauser, gentagelser af ord og udslag i informanternes toneleje og gestik, samt 

tilføjet relevante kommentarer fra observatørernes noter, eksempelvis når ironi anvendes, for 

at opnå så nøjagtig en gengivelse af interviewsituationen som mulig. Transskriptionsnøglen 

forefindes i Bilag G. 

36 af 60

7 ANALYSE: DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE 

Udgangspunktet er som nævnt at digtoplæsningsdeltagerne forstås som et flygtigt 

storbyfællesskab, som bygger på en fælles æstetisk præference: digtoplæsninger. Vi vil i det 

følgende analysere arten af denne fælles æstetiske præference. 

7.1 DET OPLÆSTE DIGT 

Vi vil nu fokusere på vores informanters udtalelser om den sanselige oplevelse, som den 

opleves i digtoplæsningssituationen. Vi vil her se, hvordan flere informanter ligger vægt på 

det nærmest intersubjektive forhold mellem oplæser, digt og tilhører. 

Rebecca om følelsen af at blive ”ramt” af oplæsningen: 

Rebecca: ”Når du får det læst højt, kan det godt være, at du sidder og 

tænker: ’Det der, det lød fandeme godt […] Og der sidder du bare 

tilbage med en følelse af, at: ”Dér ramte vedkommende sgu et eller 

andet”, uden at man helt er i stand til at forklare det. For det er 

egentlig meget rart, for tit, hvis du har læst en god bog eller set en 

film, så vil de fleste, som ikke har læst bogen eller set filmen sige: "Nå 

okay, hvad handler den om?". […] Men det kan man bare ikke på samme 

måde, der er ikke den samme forventning til digtoplæsningen - da er 

det de færreste, som spørger: "Nå, hvad handlede den om?", fordi det 

er jo mærkeligt. Man kan bare sige: "Det her var virkelig godt. Der skete 

et eller andet, som jo ikke helt kan forklare, men som bare var 

lækkert". […] Der er bare sådan…fragmenter, som bare hænger fast, 

uden at du har en større forståelse af, hvad det var, der foregik” 

(Rebecca l. 537-548). 

Rebecca illustrerer her, at den æstetiske oplevelse er svær at sætte ord på, fordi oplevelsen er 

svær at rationalisere. Denne forklaring deles af Nora, der forklarer hvad hun oplever når hun 

går til digtoplæsningsarrangementer: 

Nora: “Jamen jeg tror, det minder meget om, ligesom hvis jeg ser en 

film, der er vildt flot fotograferet, eller… Altså jeg er lidt kulturjunkie, 

og så søger man hele tiden efter det der perfekte, eller det der, hvor det 

bare virkelig spiller rigtig godt. Så får man den der kuldegysning eller 

den der [laver hvislende lyd og illustrerer følelsen med brug af 

kropssprog]. Så får man også helt vildt meget energi af det, man kan 

blive helt sådan ‘wauw’” (Nora l. 419-423) 

Mark forklarer, hvordan oplæsningsakten og samspillet mellem publikum og oplæser tilfører 

noget unikt til digtet i sig selv: 

37 af 60

Mark: ”… det tilfører et element til teksten, som gør, at det er en helt 

anden oplevelse. Altså, det er et helt andet udtryk, fordi den person 

enten bevidst eller ubevidst præsenterer teksten og vinkler den for dig 

på en måde, som man ikke kan kontrollere.” (Mark l. 280-282) 

(…) 

”… den der fornemmelse af: ’okay, her blev der sagt noget enormt 

banalt på en måde. Altså noget, som bare virker indlysende rigtigt, men 

som er blevet sagt på en ny måde, hvor man tænkte okay, det havde jeg 

ikke selv tænkt, men nu har jeg fået serveret den her tanke om noget.’". 

(Mark l. 371-373) 

I de tre citater er informanterne blevet bedt om at fremhæve en digtoplæsning, der har gjort 

særligt indtryk på dem. De forklarer alle følelsen af, at digtet præsenteres af en oplæser og 

rammer dem på en særlig måde, men som de alle har svært ved at sætte ord på. I den 

forbindelse kredser Rebecca og Mark om det ukontrollerbare og flygtige, som noget der 

kendetegner den æstetiske oplevelse. Rebecca bruger senere i interviewet en metafor til at 

beskrive, hvordan der ”går hul på en boble”, når man forsøger at forklare den skrøbelige 

oplevelse i situationen (Rebecca l. 560-562). Hermed ekspliciterer hun, at essensen af den 

æstetiske oplevelse, ligger i selve oplevelsen og ikke i det man taler om den. Det æstetiske 

ligger for hende, i det hun efterfølgende sidder tilbage med: De fragmenterede dele af 

oplevelsen, der ”hænger fast”. Nora beskriver essensen af den æstetiske oplevelse som en 

fysisk kuldegysning og et energiboost og bruger derudover lyde og gestikuleringer i hendes 

beskrivelse, ligesom Mark ivrigt veksler i sit toneleje og bruger store armbevægelser til at 

hjælpe sine pointer frem. Det er i situationerne her tydeligt, at informanterne forsøger at 

beskrive en situation og en oplevelse, der dog ikke giver mening på samme måde, når de 

sætter ord på den. Til trods for, at der fra interviewers side holdes lange pauser for at få 

informanterne til at gå i dybden med deres beskrivelser, er det her tydeligt, at vi må forstå 

essensen i den æstetiske oplevelse som en delvist tavs viden, der ikke lader sig forklare i 

almindelige ord, men som lettest beskrives gennem krops- og lydsprog (Hastrup 2005:26). Vi 

inddrager derfor Schack von Staffeldt digt, Indvielsen, der kan bidrage til at sætte ord på de 

sansninger, der skabes mellem objekt; den oplæste lyrik, og subjekt; deltageren i den gode 

digtoplæsningssituation. 

38 af 60

7.2 DET ÆSTETISKE KYS 

Og brat fra Skyerne Strengeleeg 

Anelsen vakte, 

I Aftenröde Musen nedsteeg, 

Harpen mig rakte, 

Og raskt et brændende Kys mig gav, 

Nedsynkende i det luende Hav. 

Da rundt en anden Natur der blev, 

Vindene talte; 

Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev, 

Aanderne kaldte, 

Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt, 

I Alt mig vinked' min egen Gestalt. 

(Indvielsen af Schack von Staffeldt 1804., strofe 2 og 3, Bilag H) 

Når vi finder det relevant at bruge et mere end 200 år gammelt digt, er det fordi, vi mener, at 

de metaforer og tanker Staffeldt har gjort brug af stadig er relevante i forhold til de æstetiske 

oplevelser, vores informanter beskriver. Vi inddrager digtets metaforik for hermed at sætte 

nogle billedlige beskrivelser på de sansninger, vores informanter havde svært ved at 

formulere. 

Digtets setting er en solnedgang ved havet, hvor vi møder vores fortæller, der gennem 

metaforer hentet fra religion og natur beskriver den æstetiske oplevelse, digtet kan give. 

Oplevelsen beskrives i digtet som en guddommelig anelse, der vækkes hos fortælleren, i de 

sekunder, hvor en muse, viser sig for ham. I versene: ”I Aftenröde Musen nedsteeg/Harpen mig 

rakte/Og raskt et brændende Kys mig gav” forstår vi, at harpen bliver symbolet på de redskaber og 

den forståelse, som fortælleren tidligere har manglet for at forstå lyrikken. Idet musen, der 

bliver symbolet på den guddommelige eller æstetiske anelse, viser sig for ham, forstår han 

pludselig, at den æstetiske oplevelse finder sted i verden og alt omkring sig. “ I Alt mig vinked' 

min egen Gestalt” skriver digteren i strofe 3, hvilket underbygger, at den æstetiske oplevelse er 

en internaliseret oplevelse, der opstår, når subjektet genkender sit eget væsen og væren i det 

æstetisk erfarede. Den æstetiske oplevelse brænder sig fast gennem musens kys og 

efterfølgende opstår den dualistiske konflikt mellem krop og sjæl: Det jordiske liv bliver et 

fængsel, der binder subjektet til det fysiske rum, hvorimod sjælen længes mod det æstetisk 

erkendende verdensbillede og de guddommelige aner, der vel lindres gennem ”anelse, dröm og 

sang” (Staffeldt 1804: vers 21), men aldrig forløses ”Förend jeg drager Himlene ned!”, som 

Staffeldt afslutter digtet (Ibid.: vers 24) 30. 

30 Vi er opmærksomme på, at vores analyse af Staffeldts digt er en blandt mange mulige fortolkninger. 

39 af 60

Skal vi forstå de ”billeder”, som Staffeldt ”maler” for os, må vi have øje for den samtid og 

det sprog, man havde at beskrive ud fra i Romantikken. I dag finder man næppe samme 

(dramatiske) opdeling mellem krop og sjæl eller samme beskrivelser om guddommelig 

længsel. Dog kan metaforikken gavne vores forståelse af, hvilke tanker og følelser, der er på 

spil, når vi taler om den æstetiske oplevelse som digtoplæsningsdeltagerne har. Forstår vi de 

religiøse referencer, som digtet bygger på, som narrativer, opstillet for at kunne begribe og 

sætte ord på det, der netop ligger uden for ordene – æstetikkens tavse karakter - får vi et 

”sprog” at tale og forstå æstetikkens essens ud fra. Dette ”sprog” vil nu forsøge at anvende i 

den empiriske karakteristik af essensen i den æstetiske oplevelse. 

Man kan i de ovenstående præsenterede citater fra vores informanter finde paralleller 

til Staffeldt, der bruger det brændende kys som metafor for disse særligt ”lækre” fragmenter af 

oplevelsen, der bliver ved at hænge fast i bevidstheden. Nora beskriver den fysiske 

kuldegysning og kulturjunkiens søgen efter perfektion, der i sammenligningen med Staffeldt, 

får klang af den krop/sjæl-dualisme, som han kredser om, hvor perfektionen ustandseligt 

opsøges gennem den æstetiske oplevelse, men altid er bundet af omstændighederne i 

kroppen og omgivelserne (Nora l. 419-423). Både Mark og Rebecca kredser om den 

internaliserede oplevelse, hvor subjektet genkender noget af sit eget væsen, eller ”Gestalt”, i 

objektet (Mark l. 371-373; Rebecca l. 537-548). Mark beskriver dét at finde ind til den 

æstetiske oplevelse som en fornemmelse af, at hans egne tanker bliver sagt på en måde, som 

han ikke selv har været i stand til at formulere dem og Rebecca bruger udtrykket: ”Dér ramte 

vedkommende sgu et eller andet” (Rebecca 540-541), om følelsen af at genkende sig selv i digtet, 

som det præsenteres gennem oplæsningen. 

Essensen i den æstetiske oplevelse kredser således omkring dels en fysisk reaktion, 

kuldegysningen, og dels subjektets genkendelighed i det oplæste, der videre fremkalder 

følelsen af at blive ”ramt” af noget, der kan huskes i fragmenter, stemning eller ord fra 

oplæsningen. Det er denne følelse, som Staffeldt omtaler som musens kys, der udgør ”det 

der perfekte”, som Nora forklarer oplæsningsarrangementerne som en søgen efter (Nora l. 

419-423). Det er denne følelse af at blive ”ramt” eller af at modtage musens kys, der videre i 

opgaven vil blive betegnet som essensen i den æstetiske oplevelse. 

Denne indadvendte æstetiske følelse hos subjektet synes dog også at være påvirket af 

andet end forholdet mellem tekst og oplæser – nemlig af de øvrige tilskuere eller deltageres 

samtidige æstetiske oplevelse. Her adskiller informanternes oplevelser sig i høj grad fra 

Staffeldts beskrivelse. For hvor processen, oplevelsen og refleksionen over æstetikkens byrde 

i Indvielsen beskrives som subjektets ypperligste og mest ensomme mål, opnås dette i dag 

40 af 60

delvist gennem en kollektiv beruselse og fornemmelsen af, at flere deler samme særlige 

oplevelse. Dette vil vi se på i det følgende. 

7.3 DEN KOLLEKTIVE BERUSELSE I DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE 

Rebecca skildrede med boblemetaforen, hvordan den æstetiske oplevelse ødelægges, når den 

italesættes og dermed rationaliseres. Med det in mente vil vi nu inddrage vores observationer 

fra feltstudiet på Literaturhaus (se afsnittet Introduktion til feltet), for at undersøge hvilke 

rituelle ingredienser, der er til stede i den digtoplæsning, vi her oplevede. Herefter vil vi med 

brug af informanternes fænomenologiske beskrivelser, analysere, hvordan vi kan tale om en 

beruselseseffekt som følge af digtoplæsningen. Det er især Collins begreb kollektive beruselse vi 

vil have i fokus, samt betydningen af, at en gruppe er samlet om det æstetiske objekt. 

7.3.1 DIGTOPLÆSNINGEN SOM ET RITUAL 

Gruppesolidaritet og emotionel energi er to af de output Collins lægger vægt på i forhold til 

det veludførte interaktionsritual. Vi kan i denne forbindelse bruge teorien til at forstå, 

hvordan deltagernes sociale interaktion under en digtoplæsning konstituerer en 

fællesskabsfølelse. I relation til vores observation i feltet, er både første og anden ingrediens 

tydeligvis tilstedeværende eftersom vi 1) var 15-20 personer samlet og 2) klart adskilte os fra 

dem ”udenfor” fra sofaerne i Literaturhaus. Om der ligefrem var tale om en unik 

samhørighed kan diskuteres, men her bør det også bemærkes at Collins fokuserer på det 

veludførte interaktionsritual, hvilket vi senere vil pege på, at vi som observatører i seancen 

ikke nødvendigvis var i stand til at mærke, om situationen var. Tredje ingrediens omhandler 

det fælles fokuspunkt. En observatør bemærker i sine noter i denne forbindelse, at der midt i 

et digt opstår en fælles stilhed og at alles blikke herfra er intenst rettet mod oplæseren 

(Feltnote A, Bilag I). Dette kan vi forstå som et eksempel på Collins’ fjerde ingrediens: delt 

stemning. Udover den fælles intense stilhed oplevedes det også, at deltagerne for eksempel 

delte latteren, da den svenske pige, imellem hendes performances, bidrog med jokes om 

sproglige misforståelser mellem det svenske og danske sprog (Feltnote B, Bilag I). 

Vores indledende observationsstudie peger samlet set i retning af, at Collins’ teoriapparat er 

adækvat til at kunne forklare den digtoplæsningssituationens karaktér, men vi vil dog i det 

følgende kommentere et metodisk overvejelse, der medierer ovenstående analyse en anelse. 

7.3.2 KORT METODISK OPHOLD 

Hvorvidt vi ud fra ovenstående gennemgang af vores aften på Literaturhaus oplevede den 

gruppesolidaritet og kollektive samhørighed, som Collins beskriver, kan diskuteres. Vi deltog 

i samme arrangement, som de andre deltagere og delte derfor latteren og fascinationen af de 

forskellige oplæsers performance, men vores bevæggrunde for at være til stede denne aften, 

41 af 60

var nogle andre end de øvrige deltageres. Vores mål var en indledende observation af både 

rum, deltagere, oplæsere og egne sanselige oplevelser, men dog var vi også deltagere i 

arrangementet. Man kan således tale om, at vi endte i et dualistisk skisma mellem de to roller, 

observatør og deltager (Hong & Duff 2002: 190f). Dette kunne muligvis være undgået ved o 

løbet af aftenen at have byttet roller og givet hinanden ”fri” til at opleve, men grundet 

rummets lille størrelse og den intime atmosfære, fandt vi det ikke muligt løbende at skabe et 

skift mellem observatør- og deltagerrollen. 

Vi vil i det følgende dog tage udgangspunkt i antagelsen om, at de fire ingredienser er til 

stede i ”den gode digtoplæsning”. For at komme tættere på at kunne forstå denne kollektive 

beruselse, deltagere af digtoplæsninger kan opleve, inddrages informanternes 

fænomenologiske beskrivelser. 

7.4 GRUPPESOLIDARITET 

Mark beskriver i to udvalgte passager, hvordan han og hans venner, under et arrangement, 

rammes af samme beruselse, og hvordan de videre diskuterer episoden for at finde fælles 

grundlag. 

Mark: Jeg tror, man kan have den der meget singulære 

oplevelse af, at: ‘okay det her, det er virkelig stærkt lige’ nu 

eller sådan: ‘Det her er virkeligt svedigt, og det må andre 

nødvendigvis synes også’. Og det er måske der, at den der ‘uden 

at tale sammen’ bliver nødvendig. ‘Er det her også vildt for 

andre personer?’ [kigger rundt for at imitere situationen]. Så 

kigger man over på andre for at få den bekræftelse. (Mark l. 

394-398). 

(…) 

Interviewer: Hvor meget diskuterer I det så efterfølgende? 

Mark: Det kommer an på, hvor godt det har været. Altså for 

eksempel til Peter Laugesens fødselsdag ude på Christiania, ‘I 

Byens Lys’ [titel på arrangementet], der læste Olga Ravn helt 

vildt [siger meget højt] op. Altså. Det var virkeligt godt. Og der 

gik vi ud og røg sådan fem [siger meget højt] smøger bagefter 

og talte tre mennesker om, at ‘det her, det var måske [afbryder 

sig selv], hun er måske den bedste oplæser lige nu i Danmark, 

fordi det der, det var helt sindssygt’. Det her var helt sindssygt 

svedigt til den bog hun havde skrevet [meget ivrig] (Mark l. 

410-417). 

Mark beskriver her, at han opnår en æstetisk beruselse af Olga Ravns digtoplæsning, og 

42 af 60

effekten forstærkes, da det går op for ham, at de andre tilstedeværende i det samme øjeblik 

drages af samme intense følelse. De er fælles om oplevelsen, og bekræfter hinanden heri med 

deres vandrende blikke. Efterfølgende diskuterer han episoden med sine venner og her bliver 

cigaretterne et symbol på, hvor stærk beruselsen var. De har nemlig brug for hele fem 

cigaretter for at kunne fordøje denne her ”helt sindssyge” oplevelse. 

Ea beskriver på lignende vis det smukke i, at den indre personlige beruselse, kan opleves 

kollektivt under digtoplæsningen: 

Ea: ” Ej, nu når jeg tænker over det, så har jeg 

faktisk [afbryder sig selv], så synes jeg at det… 

Det er sgu egentlig smukt, at man kan sidde og… 

og have det sådan sammen.” (Ea l. 455-456). 

Efter lidt væven, må Ea alligevel erkende, at der er et eller andet særligt ved at opleve 

digtoplæsningen i fællesskab - også selv om hun tidligere fortæller, at digte for hende er en 

meget privat oplevelse (Ea l. 158-162). 

De to nævnte citater indeholder en række af de aspekter, der kendetegner Collins IR-teori. I 

eksemplet med Mark, giver han udtryk for at opleve noget, der minder om en kollektiv 

beruselse. Under oplæsningen sidder de sammen og bekræfter deres fælles følelse med deres 

kroppe (de vandrende blikke). Der sker altså, hvad Collins kalder for en rytmisk medrivning 

hos deltagerne, der udmønter sig i en intersubjektiv respons, der intensiverer den æstetiske 

oplevelse hos den enkelte (Collins 2005: 34, 48ff). Følgevirkningerne af episoden bliver, at 

Mark og hans venner kan tale om deres fælles betagethed, og en form for gruppedynamik 

eller solidaritet, synes at opstå. De var sammen om det episoden, og kan i fremtiden dele og 

mindes oplevelsen (Ibid.: 41, 48f). Det kollektive bliver således et afgørende element, der 

intensiverer situationen både under og lige efter digtoplæsningen. 

I forhold til Marks oplevelse vil Collins påpege, at det æstetiske ”kys” og den kollektive 

beruselse han oplevede, omdannes til en emotionel energi. Det er en energi eller opstemthed 

deltagerne ikke havde før arrangementet og som bevirker at de får lyst til at opleve følelsen 

(digtoplæsningen) igen (Ibid.: 38f). Nora beskriver denne følelse af at blive ramt af en energi, 

hun ikke kan sætte ord på, og at føle et ønske om at dykke helt ned i oplevelsen af denne 

følelse. 

Nora: ”Jo, men man kan helt sikkert mærke det på kroppen, synes jeg. 

Men hvordan?... Det kommer jo an på [afbryder sig selv], fordi nogle 

gange, så griner man jo også højt fx, eller man... man kan også være 

tæt på at græde, ligesom når man ser en film, ikke? Men det er mere 

sådan en... Jeg tror bare, jeg føler, at jeg får vildt meget energi, jeg 

bliver glad, jeg får lyst til at høre det igen, eller læse det igen... og 

43 af 60

sådan ligesom røre ved det eller pille ved det og finde ud af, hvorfor det 

er, at det er så godt, hvad er det i det. Hvorfor gør det, at jeg får de her 

følelser, når jeg hører det?” (Nora l. 440-445). 

I den karakteristik, der her kommer frem, hvor den æstetiske oplevelse forstås som en 

sansningsmæssig beruselse, forstås det, at informanterne affektivt er tiltrukket af 

digtoplæsningen, der giver dem ”et brændende kys”. 

7.4.1 INDIVIDUEL ELLER KOLLEKTIV BERUSELSE 

Der synes af ovenstående at kunne spores to niveauer af denne æstetiske oplevelse; dels den 

individuelle oplevelse af at blive ”breath-taken” og dels den kollektive beruselse, som vi kan 

forstå med udgangspunkt i interaktionsritualerne. 

I analysen af informanternes oplevelse, kan det måske virke underligt og forstyrrende, at vi 

både taler om en individuel og kollektiv beruselse, som følge af en digtoplæsning. Vi er dog 

af den overbevisning, at begreberne snarer supplerer end modarbejder hinanden. For 

eksempel forklarer Mark, der blev opslugt af en æstetisk beruselse under en Olga Ravn- 

oplæsning, og Ea, der forklarer, hvordan en del af oplevelsen for hende, er at se på de andre, 

der giver sig hen og lader sig opsluge (Ea l. 189). For begge er følelsen i øjeblikket en 

individuel følelse. Men særligt for Mark udvides følelsen til også at udgøre en kollektiv 

beruselse, da det går op for ham, at hans venner også bjergtages, og der skabes en form for 

ekstra eller mer-beruselse, som det at være alene om digtet ikke ville kunne give ham. De to 

beruselsesformer er derfor begge del af essensen i den æstetiske oplevelse forstået på den 

måde, at de er reciprokke og forstærker eller svækker hinanden. 

44 af 60

8 ANALYSE: MOTIVATION FOR DYRKELSE AF 

DIGTOPLÆSNING 

Vi har indtil nu beskæftiget os med, hvordan den æstetiske oplevelse frembringer emotionel 

energi, som intensiveres ved, at der sker en kollektive beruselse. Hvordan ønsket om at opnå 

denne æstetiske oplevelse kan betragtes som motivationsfaktor for dyrkelse af den æstetiske 

oplevelse, vil vi argumentere for i det følgende. 

8.1 DEN ÆSTETISKE OPLEVELSE SOM MOTIVATION 

Schiermer fremhæver som bekendt, at en dyrkelse af et bestemt objekt, sker på baggrund af 

en personlig, affektiv tiltrækning. Tiltrækningen af det modiske objekt bygger således på 

individets fascination af og kærlighed hertil – det er denne, der udgør motivationen for at 

dyrke objektet. Vi mener på baggrund af vores informanters affektive beskrivelser af deres 

oplevelser med digtoplæsning at kunne tolke, at de har en oprigtig fascination af objektet 

samt får et personligt udbytte, emotionel energi, ud af den æstetiske beruselse, de oplever. 

Man kan, hvis man bruger Schiermers forståelse af mode, derfor tolke informanternes 

fænomenologiske beskrivelser som et udtryk for, at de oprigtigt har en kærlighed til objektet, 

og at selve essensen af den æstetiske oplevelse således i sig selv udgør en motivationsfaktor 

for at dyrke digtoplæsningen. I denne forståelse bliver forførelsen af objektet i sig selv den 

bærende motivation, og digtoplæsningsdeltagernes dyrkelse bliver således en dyrkelse for 

digtoplæsningens skyld. 

8.2 FRA ”JEG” TIL ”DEM” 

Før vi går videre ind i den hermeneutiske del af analysen, ønsker vi at fremhæve en central 

sproglig overgang, vi oplever empirisk. Informanterne skifter fra, i den fænomenologiske 

beskrivelse af den æstetiske oplevelse i digtoplæsningssituationen at tale i ”jeg-form”, til at tale 

i 3.person, når de reflekterer over digtoplæsningsmiljøet i bredere forstand. Læg i det følgende 

mærke til, hvordan informanten i karakteristikken af, hvilke typer, der dyrker 

digtoplæsningen, først taler sig selv ud af miljøet ved brugen af 3. persons pluralis, ”de”, for 

senere at inkludere sig selv, som en del af det miljø, hun typificerer. 

Rebecca: ”Jeg tror, der er ret mange mennesker, som gerne vil være 

typen, der går til digtoplæsning…” (Rebecca l. 429-430) 

(…) 

” ... der er meget de der sådan rigtig smarte typer, som går i meget dyrt 

tøj, som skal se ud som om, det ikke er meget dyrt, altså de der rigtig... 

45 af 60

De blev kaldt luksushipsters tidligere i dag 31 . Det synes jeg var et lidt 

sjovt begrebsbrug, men det er de lidt, ikke? De kan godt lidt ligne de der 

typer, som går rundt og er sådan lidt parisiske -chikke, som ”bare lige 

hænger ud ved Sacra Coure søndag eftermiddag med min kaffe"-agtigt. 

Sådan vil de lidt gerne være. Og nu skal jeg ikke sige, "de", for det er 

slet ikke mig selv eksklusiv [griner] - desværre.” (Rebecca l. 471-476) 

Citatet afspejler, hvordan vi metodisk vælger at spørge ind til informantens vurderinger af 

miljøet generelt, og at informanterne på den måde får karakter af at være mere ”eksterne 

eksperter”, end de gør i den fænomenologiske del. Fra at opnå subjektive beskrivelser om 

informantens følelser og sansninger i den æstetiske oplevelse af digtoplæsningen, får vi nu 

subjektets refleksioner over helhedsforståelsen af digtoplæsningsmiljøet i København 

(Hastrup 2005:28). Dette skift muliggør italesættelsen af den viden, som vi tidligere beskrev 

som tavs og implicit. Som Rebecca udtaler: ”er det jo altid nemmere at se folk ude fra” 

(Rebecca l. 480-482), og vi kan ved at spørge ind til deres tolkninger af miljøet som helhed 

og lade dem beskrive ”de andre” få betragtninger frem, de ikke gerne sætter sig selv lig med, 

men som i hvert tilfælde Rebekka i sidste ende er klar over, at hun selv er en del af. Denne 

forståelse gør det muligt for os videre at bruge informanternes refleksive udsagn i analysen 

af, hvad der udgør motivationen for at gå til digtoplæsning (Hastrup 2005:28). 

8.3 DIGTOPLÆSNINGSDYRKELSEN SOM EN KALKULERET, REFLEKSIV 

HANDLING 

Den æstetiske essens i digtoplæsningen, som analysens første del kredser om, kan man i 

analysen af respondenternes senere refleksioner ud fra Blumer forstå som værende et modisk 

objekt i sig selv. Dette objekt dyrkes, efter Blumers terminologi, af individet med henblik på 

at kommunikere sin position i en bestemt modestrømning. Det er her væsentligt at bemærke 

opgavens ramme, hvori digtoplæsningsarrangementet forstås som en bymæssig arena, hvori 

individet agerer og har mulighed for at dyrke og fremhæve visse sider af sig selv. Ifølge 

Blumer vil deltagernes bevæggrunde for dyrkelse at dyrke det modiske objekt, den æstetiske 

oplevelse, være et ønske om at være ”in fashion”. Denne teori om, at der ligger ”noget 

andet” bag dyrkelsen af digtoplæsninger end individets fascination af den æstetiske oplevelse, 

synes tydeligt i følgende empiriske uddrag. Her udtaler Ea, der hele vejen igennem 

interviewet veksler mellem en stor afstandstagen fra kulturen omkring digtoplæsninger og 

31 Refererer til en diskussion hun har haft med nogle venner tidligere på dagen. ”Luksushipsters” henviser 

til en svært definerbar gruppe af mere eller mindre velstillede unge mennesker, der dyrker den 

underspillede smarte, hippe og ikke mindst undergrundsmæssige kultur (Larvsen 2011). Retrospekte, 

ønsket om at være unik og en distancering fra mainstream kulturforbrug, står i vores øjne centralt hos 

hipsteren. 

46 af 60

efleksioner over hvorfor hun alligevel gentagne gange har været til 

digtoplæsningsarrangementer, sig omkring, hvorfor hun ser, at folk går til digtoplæsninger: 

Ea: ”Ja. Jeg forstår det godt. Og jeg kan da også selv føle nogle sus af 

glæde ved sådan nogle øjeblikke. Men det er også bare meget, altså, at 

sætte sig selv i scene. Og komme og sige bagefter; ”jeg har været til 

det og det og det her”. Det måske bare min egen, sådan, 

jantelovsholdning, der synes, at det sgu er lidt latterligt.” 

Interviewer: ”Så du mener at der i hvert fald er nogen, der kommer 

for at blive set eller ”se nu mig”?” 

Ea:” Ja.” 

Interviewer: ”Okay”.(Ea l. 380-386). 

(…) 

Ea: ”Altså, der er sådan meget ”kom og se, vi dyrker det her sammen” 

eller, ”kom og se, jeg dyrker dette her”. Ja altså, man sidder der og er 

et ‘jeg’ for sig selv, men man prøver at have et eller andet fællesskab. 

Det er totalt mærkeligt, ik’, på en eller anden måde.”(Ea l. 393-395) 

Ea peger i ovenstående passage på, at en del af det at gå til digtoplæsning, er forbundet med 

et ønske om at iscenesætte sig selv på en bestemt måde. Dette kan således knyttes til Blumers 

begreb om, at man bruger modiske objekter til at kommunikere visse tegn om i sig selv, hvor 

digtoplæsning her bliver iscenesættelse i den forstand, at det er noget, man bagefter kan 

komme og sige, man har været til – hvilket vi må tolke, at der ligger i vis anseelse i at kunne 

sige. Rebecca fremhæver endvidere, at hun tror ”der er ret mange mennesker, som gerne vil 

være typen, der går til digtoplæsning” (Rebecca l. 429-430), hvilket støtter op om denne 

tolkning af, at der er en vis popularitet i det at gå til digtoplæsning. Rebecca støtter endvidere 

op om Ea betragtning om, at ”man” kommer til digtoplæsningsarrangementer for at blive set 

og tilføjer, at det nok ligefrem er ”svært at finde dem, der ikke kommer for at blive set” 

(Rebecca l. 447-451). Digtoplæsning bliver således en måde at bruge byrummet på, hvor det 

at blive set i netop dette byrum, bliver efterstræbelsesværdigt. At kunne sige, at man har 

været et bestemt sted og hermed gøre opmærksom på, at man er en del af et særligt miljø, 

synes at udgøre et incitament for at deltage i digtoplæsningsoplæsningerne i sig selv. Dette 

lægger sig på af Blumers antagelse om, at man dyrker et bestemt objekt for at kunne sige at 

man er en del af noget – nemlig moden. Her er bevæggrunden for at dyrke digtoplæsningen 

selve det ”at blive set” på det rigtige sted. Digtoplæsningsdyrkelsen bliver i denne optik et 

kalkuleret og intenderet brug af et symbol, der giver individet anerkendelse. Dette ligger sig 

op af Blumers forståelse af, hvordan individer bruger modiske objekter, og vi forstår 

herudfra, at der i dyrkelsen af den æstetiske oplevelse er tale om ønske om at være ”in 

fashion” i dette miljø. 

47 af 60

8.4 ET AVANTGARDE MILJØ 

Da vi nu har åbnet op for idéen om, at der i dyrkelsen af digtoplæsningen ligger et 

selviscenesættende element, der har at gøre med den anseelse, individet ønsker at opnå, er 

det nærliggende nærmere at undersøge miljøet og kulturen omkring 

digtoplæsningsarrangementerne. Vi ønsker her at se nærmere på, hvorfor 

digtoplæsningsarrangementer i København for øjeblikket i nogens øjne er en særlig positiv 

arena at blive set i. 

I det følgende citat forklarer Adam, at digtoplæsningsmiljøet er særligt nichepræget og 

avantgarde og derfor særligt modemæssigt elitært. 

Adam: ”Det er jo også det, der er med forfattermiljøet, det er jo totalt 

overprætentiøst altså. De vil jo være så avantgarde, fordi de laver 

litteratur og laver digte frem for noget mere populært. Det er i hvert 

fald min klare fornemmelse, at der er sådan en vibe.” (Adam l. 261- 

263) 

(...) 

”Altså, at kunstneren ser sig selv virkelig meget som kunstner og som 

avantgarde - der er det der avantgardeelement af det. Fordi at 

vedkommende skriver digte og sælger så lidt. Og det synes de er fedt, 

for så er det kun eliten, de taler til, og det er kun en lille afgrænset flok 

af målgruppen, der fatter, hvad det er, de skriver. Og dermed kommer 

den der avantgarde vibe op i miljøet, som også gør, at de prøver at være 

lidt mere underlige, end de egentlig er. ” (Adam l. 267-271) 

Det, som Adam her beskriver som ”forfattermiljøet”, forstår vi synonymt med det miljø, der 

eksisterer omkring lyrikkulturen, idet han tidligere har understreget, hvordan publikummet til 

digtoplæsningsarrangementer dels selv ofte skriver digte, og dels oftest anser sig selv som 

værende en slags kunstnere. I understregelsen af det efterstræbelsesværdige i det, han kalder 

”avantgarde”, ligger refleksionen over ønsket om at tilhøre eliten ved, i kunstnerens tilfælde, 

at appellere til et smallere publikum og i tilskuerens tilfælde at dyrke et smalt fællesskab. På 

den måde muliggør dyrkelsen af digtoplæsningsmiljøet ud fra Adams betragtning en 

adskillelse og afgrænsning fra massen og det brede publikum, hvorfor det udgør et attraktivt 

modisk objekt. At være ”avantgarde” bliver altså en intentionel måde, hvorpå lyrikkulturens 

medlem, ud fra Bechs betragtning, kan adskille sig fra storbyens masse. Det kan her 

bemærkes, at Adam italesætter ”avantgarden” som noget, man påtager sig frem for noget, man 

er, hvilket uddyber pointen omkring storbyindividets bevidste manipulation af egen 

personlighed for at skille sig ud fra mængden, sådan som Simmel formulerer det (Simmel 

48 af 60

1992:83). Endvidere understreger det Blumers pointe om, at man bevidst bruger et objekt for 

at kommunikere, at man er noget bestemt – at man er ”in fashion”. 

Karakteristisk for forfattermiljøet eller digtoplæsningsmiljøet bliver således, at hvert individ i 

forsøget på at være unik og avantgarde indgår i et helt miljø af individer, hvis fælles 

holdepunkt er, at de alle skiller sig ud fra massen. Det er dette forhold, at hvert enkelt individ 

i sit ønske om at skrive sig ud af et miljø, træffer de samme valg og laver de samme refleksive 

kalkulationer af, hvilke objekter, man skal dyrke for at skille sig ud, som resten af miljøet 

laver, der i Blumer optik bliver den kollektive selektion. Hvordan et objekt bliver genstand for 

denne kollektive selektion er uden for opgavens ramme at gå i dybden med. Dog kan vi ud 

fra ovenstående empiriske analyse pege på disse ubevidste kollektive selektionsmekanismer, 

som grund til at digtoplæsninger i København dyrkes som modiske objekter af en gruppe af 

individer, der er afgrænset i den forstand, at de bruger dyrkelsen af den æstetiske oplevelse i 

digtoplæsninger som et immaterielt objekt for (ubevidst) kollektiv dyrkelse. 

8.5 DET HANDLER OM AT BLIVE SET 

Vi har i de foregående afsnit tegnet et billede af digtoplæsningsdyrkelsen som en kalkuleret 

og refleksiv handling samt peget på, at en del af det, subjektet ønsker at opnå, er, at ”blive 

set” som en del af det moderne og avantgarde miljø, sådan som digtoplæsningsmiljøet i 

København beskrives. Det er således ikke på grund af essensen og indholdet i 

digtoplæsningen at individet dyrker denne kultur, men snarere på baggrund af et ønske om at 

tilhøre et bestemt modemæssigt fællesskab. Dette modiske objekt, digtoplæsningen, er ikke 

ifølge Blumer attraktivt pga. det æstetiske indhold, men er udelukkende det strukturelle 

resultat af kollektive og ubevidste stimuli. Den æstetiske oplevelse i den gode digtoplæsning 

som informanterne beskriver, er derfor nok reel og autentisk, men dog ikke relevant i 

forhold til at forstå den socialitet, der eksisterer i modedynamikken. Motivationen for 

deltagelse i digtoplæsningen skal ud fra Blumers teori om mode derfor findes i muligheden 

for at bruge oplæsningsarrangementerne som en arena, hvori deltageren kan kommunikere 

om sig selv, at denne er en del af miljøet – med den anseelse som følger heraf, snarere end i 

deltagerens forhold til objektet. 

8.6 OPSAMLING: ANALYSE 

I første del af analysen søgte vi at karakterisere essensen af indholdet i den gode 

digtoplæsning. Heri fremkom både sansninger omkring en indadvendt æstetisk oplevelse, 

som vi yderligere begrebsliggjorde som musens kys ud fra det metaforiske digt Indvielsen, samt 

et element af vigtigheden af den kollektive beruselse i interaktionsritualet. Essensen i den 

49 af 60

æstetiske oplevelse blev herudfra karakteriseret ud fra både individuel og kollektiv beruselse, 

forstået på den måde, at den kollektive beruselse forstærker den individuelles i oplevelsen. 

I analysens anden del så vi nærmere på individets motivation for at dyrke den æstetiske 

oplevelse og fik herudfra opstillet to forklaringsmodeller. Ved brug af Schiermers teoretiske 

apparat skal motivationen for dyrkelsen af digtoplæsninger findes i attraktionen efter eller 

kærligheden til indholdet i det modiske objekt, der her er essensen i den æstetiske oplevelse. 

Ifølge Blumers teori, hvorudfra vi opstillede anden forklaringsmodel, er deltagernes søgen 

efter denne æstetiske oplevelse udelukkende udtryk for et ønske om at tilhøre det avantgarde 

miljø, hvori digtoplæsninger i København dyrkes. Disse to teoretiske oppositioner i forhold 

til, hvorfor nogle vælger at gå til digtoplæsninger og hvorfor, der synes at være en stigende 

popularitet i forhold hertil, vil vi diskutere i det følgende. 

50 af 60

9 BRÆNDENDE KYS ELLER AVANTGARDE NICHE? 

Hvis vi kigger på den todeling, der er kommet frem i analysen, ligger der foruden den 

teoretiske også en bagvedliggende metodisk todeling. Her bliver det klart, at hvor vi har 

brugt en fænomenologisk tilgang, har vi fået sansemæssige beskrivelser af fænomenet, og at 

vi på baggrund af disse har opnået en forståelse af, at det er selve den æstetiske oplevelse og 

herunder den kollektive beruselse, der udgør deltagernes motivation for at gå til 

digtoplæsning. I den anden del af analysen, hvor vi anvendte et hermeneutisk perspektiv, 

lagde vi vægt på informanternes refleksioner over og tolkninger af lyrikmiljøet. Herudfra fik 

vi det indtryk, at digtoplæsningen dyrkes på baggrund af et ønske om at tilhøre miljøet og 

den socialitet, der ligger omkring digtoplæsningen. Der tegner sig derfor et lidt tvetydigt 

billeder af, hvad der driver digtoplæsningsdeltagerne. Spørgsmålet er derfor nu, hvordan 

disse motivationer står i forhold til hinanden. Det vil vi diskutere i det følgende. 

Med udgangspunkt i vores, af Blumer inspirerede fortolkningsramme, hvor deltagerne 

forstås som reflekterende og kalkulerende aktører, følger det, at digtoplæsningen dyrkes på 

baggrund af et ønske om at være ”in fashion”. Motivationen for at dyrke digtoplæsninger er i 

denne optik ikke at opnå en personlig og sansemæssig æstetisk oplevelse, men snarere at 

bruge oplæsningsarrangementerne som en arena, hvormed deltageren med sin 

tilstedeværelse, ønsker at kommunikere at han/hun er en del af miljøet – med den anseelse 

som følger. Dette ønske om at være ”in fashion” og tilhøre forfattermiljøet, som 

informanten Adam benævner det (Adam l. 261-263), eller være ”typen, der går til 

digtoplæsning”, som Rebecca formulerer det (Rebecca l. 429-430), går i denne optik forud 

for fascinationen af selve det modiske objekt - den æstetiske oplevelse. 

Hvis vi vender blikket mod den fortolkningsmodel, der tager udgangspunkt i Schiermers 

teori, er ovenstående forståelse af motivationer for at deltage i digtoplæsninger, for 

instrumentel. Der er i Schiermers forståelse hverken tale om en reflekteret eller kalkuleret 

brug af modeobjektet. Motivationen for dyrkelsen skyldes derimod en oprigtig og dybtfølt 

kærlighed til ”det fede objekt”, hvilket empirien viste i første del af vores analyse. Fordi det 

sociale – ”den kollektive beruselse” - ligger som en immanent del af objektet, bliver 

socialitet og modisk dyrkelse umulig at adskille. 

Vores undersøgelsesobjekt, digtoplæsningen, adskiller sig med det sociales centrale 

betydning fra det felt Schiermers teori oprindeligt er tænkt appliceret på, idet vi bruger 

modebegrebet i bredere forstand ved at have analyseret en social situation som et modisk 

objekt. Dette medfører, at vores empiriske analyse tilføjer et socialitetselement til forståelsen: 

Forførelsen af objektet går forud for ønsket om at tilhøre en bestemt gruppe, men ud fra det 

51 af 60

empiriske billede må vi tilføje, at socialitet er indlejrede i den æstetiske oplevelse som den 

dyrkes i digtoplæsningsmiljøet i København, hvorfor de to ikke kan adskilles. 

De to udlægninger af motivationen for at gå til en digtoplæsning, som vi analytisk er nået 

frem til, peger umiddelbart i hver sin retning, men dog synes socialiteten at være afgørende i 

begge, omend denne forstås på to forskellige måder; henholdsvis i form af miljøet omkring 

digtoplæsningen og den kollektive beruselse i digtoplæsningen. 

At disse to forståelser i sidste ende synes at komplementere hinanden kommer frem i 

følgende passage. Intervieweren forsøger i citatet at opnå en horisontsammensmeltning i sit 

forsøg på at forstå betydningen af fællesskabet og det at dyrke digtoplæsningen med sine 

venner. I stedet opnår hun et svar, der viser, at socialiteten i digtoplæsningssituationen og 

socialiteten omkring digtoplæsningen, begge er centrale motivationsfaktorer. 

”Interviewer: Så for dig handler det også meget om, at der er et 

fællesskab, og at man går ind med nogle venner og oplever det? 

Mark: Ja, det er også det. Det ville være løgn at sige, at det ikke også 

er det. Men det er ikke det, der er det vigtigste. 

Interviewer: Så det er dig og kulturen og så de 

andre? [underforstået: I prioriteret rækkefølge](alle griner) 

Mark: Eller det er bare mig, og så noget der sker. Og så har jeg en 

oplevelse af det, og så kan man snakke med nogen om det. Og det 

synes jeg bare er et godt udgangspunkt for hvad som helst. Der er jo 

heller ikke nogen, der gider se en solopgang alene og aldrig måtte 

snakke om det. Hvis man synes, det var vildt smukt og man bare sad 

og græd alene, så kunne det jo være ligegyldigt. ”Nå det er okay, 

naturen er fed. Okay, 1-0 [til] naturen”. Men hvis man ikke kan sige 

det til nogen og kan tale om det - hvis der ikke kan være en 

henvendelse, så kan det jo være sådan lidt [underforstået: 

ligegyldigt]... Måske er det det, der også er godt ved 

digtoplæsningen.” (Mark l. 860-874) 

Mark sammenligner her digtoplæsningsoplevelsen med en smuk solopgang, hvilket unægtelig 

leder tankerne hen på Staffeldts digt. Dog er Marks pointe, at denne først bliver værdifuld, 

idet den opleves sammen med andre. Vi forstår her, at den gode digtoplæsning, ”den 

æstetiske oplevelse”, kræver, at der er andre til stede i selve situationen, for ellers ”kunne det jo 

være ligegyldigt”, som Mark siger i citatet. Endvidere fremhæves, at ”det ville være løgn at sige”, at 

det ikke også handler om fællesskabet omkring lyrikkulturen. 

Det sociale bliver således motivationens omdrejningspunkt, både idet den udgør et essentielt 

karaktertræk ved selve essensen i den æstetiske oplevelse og at den virker som det 

stimulerende fællesskab, der har digtoplæsning som modisk referencepunkt. 

Den opsummerende pointe bliver således, at man ikke kan forstå motivationen for at gå til 

digtoplæsning som et ”enten-eller”, men at socialiteten, både i og omkring digtoplæsningen, 

52 af 60

udgør en samlet motivation for at dyrke digtoplæsningen for digtoplæsningsdeltagerne i 

København. 

53 af 60

10 KONKLUSION 

Vi ønskede at undersøge den æstetiske oplevelse, digtoplæsningsdeltagerne får ud af at dyrke 

digtoplæsning, samt at undersøge deres motivationer for at dyrke dette ”objekt”. 

For at gøre dette, afgrænsede vi indledende vores felt til at bestå af 

digtoplæsningsdeltagerne, som konstitueres som gruppe, idet de samles om det immaterielle 

objekt – digtoplæsningen. Vi har således betragtet vores gruppe som et neotribalt fællesskab, 

skabt på baggrund af en fælles æstetisk præference. Endvidere har vi belyst, hvordan byen 

udgør den arena, hvori denne socialitetsform finder sted. Vi har karakteriseret byen som 

præget af æstetisering og beskrevet, hvordan storbyindividet som konsekvens her af, 

opfordres til at skille sig ud, hvilket skaber plads og bevæggrund for dyrkningen af smalle 

nicheprægede interesser, hvor vi forstår digtoplæsningen. 

Ved brug af kvalitative interviews samt et indledende observationsstudie, har vi 

empirisk undersøgt to aspekter af digtoplæsningen. Først undersøgte vi med en 

fænomenologisk tilgang, karakteren af den æstetiske oplevelse i digtoplæsningen. Dernæst 

undersøgte vi, med en hermeneutisk tilgang, miljøet omkring digtoplæsningen. 

Essensen af den æstetiske oplevelse – musens brændende kys – beskrives af 

informanterne, dels som en kropslig reaktion samt en ”gestaldisk” genkendelighed - en 

følelse af at blive ”ramt” af noget, der sætter tanker i gang. Et centralt fund var i forlængelse 

heraf, at den æstetiske oplevelse intensiveres, hvor digtoplæsningen oplevedes kollektivt, når 

flere mennesker samledes om det æstetiske objekt og i fællesskab oplever en kollektiv 

beruselse. Det kan således konkluderes, at dét, at der er andre tilstede, som oplever det 

samme, spiller en central rolle for den enkeltes beruselse. 

Det sociale aspekt ved digtoplæsning har således betydning for den enkeltes 

motivation for at dyrke digtoplæsningen. Dette dels i den forstand, at digtoplæsning bliver et 

affektivt tiltrækningsobjekt, hvor selve essensen af den æstetiske oplevelse forstærkes af det 

sociale i situationen og den æstetiske oplevelse derfor intensiveres af dét, at der er flere, der 

deler den. Desuden har vi også vist, at der ligger en motivation for at dyrke digtoplæsning i 

det, at digtoplæsning inden for miljøet giver en vis anseelse, hvorfor deltagerne bruger 

digtoplæsningen til ”at blive set”. Når deltagerne kommunikerer, at de er en af ”de typer, der 

går til digtoplæsning” bliver de også en del af det nicheprægede miljø, der omgiver 

digtoplæsningskulturen i København. 

Såvel den kollektive beruselse som ønsket om at indgå i digtoplæsningsmiljøet kan siges at 

udgøre en motiverende faktor, hvor det sociale står centralt for begge. Hvilket socialt aspekt 

ved digtoplæsningen man får frem, afhænger af, hvilken metodisk såvel som teoretisk tilgang, 

man benytter sig af. Ved at bruge begge perspektiver, metodisk og teoretisk, har vi haft 

54 af 60

mulighed for at nuancere og komplettere forståelsen af deltagernes motivationer for at gå til 

digtoplæsning. 

Vender vi tilbage til det indledende spørgsmål: Om man i dag kan forstå lyrikkulturen ud fra 

de samme begreber, som man forstår andre modiske objekter inden for modeverdenen, 

bliver svaret: Ja. Om lyrikken i denne optik mister sin ophøjede status, kan vi ikke 

retfærdiggøre et entydigt svar på. Dette afspejler en teoretisk diskussion, der i sidste ende 

bliver et spørgsmål om, hvordan vi forstår socialiteten i forhold til den æstetiske oplevelse. 

Forstår vi socialiteten som indlejret i den æstetiske oplevelse mister denne ikke sin betydning. 

Forstår vi derimod socialiteten som det, der omgiver den æstetiske oplevelse i 

digtoplæsningen, må vi samtidig erkende muligheden for, at digtoplæsningsdyrkelsen kan 

reduceres til et tilfældigt objekt, der dyrkes ud fra ønsket om at tilhøre en gruppe snarere end 

ud fra tiltrækningen mod det brændende kys. 

55 af 60

11 EFTERRATIONALISERINGER 

Afsluttende ønsker vi at kommentere på opgavens generalisérbarhed samt fortolknings- og 

teoretisk validitet. 

11.1 GENERALISÉRBARHED 

Når det gælder den interne generalisering, har vi en forventning om, at vi med vores 

samplingsstrategi har fået et analyseudvalg, der indfanger de fleste aspekter og karakteristika 

ved det fællesskab/miljø, vi undersøger; unge københavnere mellem 21-25 år, der går til 

digtoplæsning. Det kan diskuteres, hvorvidt seks interviews er fyldestgørende, men vi har 

omvendt sørget for, at der var en vis bredde i samplingen. At vores undersøgelsesgruppe er 

unge digtoplæsningsdeltagere betyder dog, at vi finder det tvivlsomt, hvorvidt vores 

undersøgelse kan appliceres til ældre digtoplæsningsdeltagere og -miljøer. Vi har en 

forventning om, at der her er nogle andre sociale dynamikker på spil, men vi har hverken 

empirisk eller teoretisk belæg for at vurdere dette. Angående ekstern generalisering formoder 

vi, at andre smalkulturelle fællesskaber indeholder mange af de samme karakteristika, som vi 

fandt i vores undersøgelse af digtoplæsningen. Flere af vores informanter omtalte også 

digtoplæsningen som et kulturelt tilbud, de dyrkede, på lige fod med smalle dokumentarfilm 

og koncerter (se fx Nora:310-316). Digtoplæsningen er derfor nok blot et af flere 

smalkulturelle tilbud, en storby som København muliggør. 

11.2 TEORETISK OG FORTOLKENDE VALIDITET 

Maxwell skelner som nævnt mellem den teoretiske og den fortolkende validitet. Når vi i 

opgaven har anskuet dette som to sider af samme sag, er det fordi, vi har brugt de anvendte 

teorier som retningsgivere for vores fortolkninger (2002:50f). 

Det vigtigste initiativ, vi har gjort, for at sikre fortolkningsvaliditet har været at være 

eksplicitte om, hvad vi forstår ved en fortolkning; nemlig en plausibel, men kontingent 

fortolkende meningstilskrivelse (Giorgi 1992:122). 

Hvilke implikationer denne måde at forstå fortolkning medfører i forhold til fortolkningen af 

informanternes udtalelser, har vi gennemgået i afsnit 4.2.1 Horisontsammensmeltning og 

forforståelse. Det, vi her vil understrege, er, hvilken betydning denne forståelse af fortolkning 

har for opgavens teoretiske fundament. Det væsentligste er her, at vores valgte teorier er 

adækvate, men ikke de eneste ”rigtige”. Vi har således fravalgt en række teorier, fordi vi 

ønskede at skærpe undersøgelsens fokus, men er bevidste om, at andre teoretiske 

perspektiver kunne have frembragt andre resultater. Eksempelvis kunne vi i analysen af 

56 af 60

modens dynamikker have inddraget et klasseorienteret perspektiv på modedynamikker 

(eksempelvis Pierre Bourdieus Distinktionen eller George Simmels Mode havde her været 

oplagte). Qua vores empiristyrede tilgang har vi dog valgt at lade informanternes udsagn være 

styrene for store dele af teorien, hvorfor vi i stedet har inddraget eksempelvis Blumers 

modeteori. 

57 af 60

12 LITTERATUR 

12.1 BØGER 

• Alvesson, Mats & Kärreman, Dan (2005). At arbejde med mysterier og sammenbrud: 

Empirisk materiale som kritisk samtalepartner i teoriudvikling. I: Järvinen, M. & Mik- 

Meyer, N.: Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, s. 121-144. København: 

Hans Reitzels Forlag. 

• Barbour, Rosaline, S. & Kitzinger, Jenny (1999). Introduction. The challenge and 

promise of focus groups. I: Barbour, Rosaline S. & Kitzinger, Jenny (red.). Developing 

Focus Group Research. Politics, Theory and Practice, (s. 1-20). London: Sage Publications. 

• Bech, Henning (1992). Bylivets tidsrum: Et by/kultur/sociologisk essay. I: Tendens, 

vol. 4, (nr. 4), s. 7-15. 

• Bech, Henning (1998): Citysex: Representing Lust in Public. I: Theory Culture Society, 

vol.15 (nr. 3/4), s. 215-241 

• Bech, Henning (2007). Bauman’s Call. In: Jacobsen, M. H., et al.: Bauman Beyond 

Postmodernity: Critical Appraisals, Conversations and Annotated Bibliography 1989-2005. 

(s.369-374). Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. 

• Blumer, Herbert (1969). From Class Differentiation to Collective Selection. In: The 

Sociological Quarterly, Vol. 10, (nr. 3), s. 275-291. 

• Bouchet, Dominique (2011). Urbanisering. I: Larsen, Steen Nepper og Inge Kryger 

Pedersen: Sociologisk leksikon (s. 742-743). København: Hans Reitzels forlag 

• Code of Etics. American Sociological Association, June 1997. www.asanet.org 

• Collins, Randal (2005). Interaction Ritual. Princeton: Princeton University Press. 

• Denzin, Norman K. (1989). Strategies of Multiple Triangulation (3.udgave). I: The 

Research Act. A theoretical introduction to sociological methods. New Jersey: Prentice Hall. 

• Denzin, Norman K. (2001). The reflexive interview and a performative social 

science. Qualitative Research, vol. 1, (nr. 1), s. 23-46. 

• Denzin, Norman K. (2002). The interpretive process. I: Huberman, A. Michael & 

Miles, Matthew B. (eds.): The Qualitative Researcher’s Companion, (s. 349-366). London: 

Sage Publications. 

• Durkheim, (181; 311)ie (2008). The Elementary Forms of Religious Life. Oxford: Oxford 

University Press. 

• Fischer, William F. (1989). An Empirical-Phenomenological Investigation of Being 

Anxious. I: Valle, Ronald S. & Halling, Steen (eds.): Existential-Phenomenological 

Perspectives in Psychology, (s. 127-136). New York: Plenum Press. 

• Gadamer, Hans Georg (1999). Forståelsens historicitet som det hermenutiske 

princip. I: Gulddal, Jesper og Martin Møller: Hermeneutik – en antologi om forståelse (s. 

127-182) 

58 af 60

• Giorgi, Amedeo (1992). Description versus Interpretation: Competing Alternative 

Strategies for Qualitative Research. I: Journal of Phenomenological Psychology, vol. 23, (nr. 

2), s. 119-135. 

• Grubb, Anne & Rosdahl, David (2006): VEGAs lunge: Iøjnefaldende socialitet og 

afslappethed på en lounge. Dansk Sociologi, vol. 17, (nr. 1), s. 9-20. 

• Halkier, Bente (2010). Fokusgrupper. I: Brinkmann, Svend & Tanggaard, Lene (red.): 

Kvalitative Metoder: En Grundbog, (1, udgave, s.121-136). København: Hans Reitzels 

Forlag. 

• Hammersley, Martyn (2002). Ethnography and Realism. I: Huberman, A. Michael & 

Miles, Matthew B. (eds.): The Qualitative Researcher’s Companion, (s. 65-80). London: 

Sage Publications 

• Hastrup, Kirsten (2005). Tavsheden. Praktisk kunne og inkorporeret viden. I: Baarts, 

Charlotte & Fredslund, Hanne (red.). Perspektiver. Kvalitativ Forskning i arbejdsmiljø og 

arbejdsliv, (s. 26-52). København: Arbejdsinstituttet. 

• Hong, Lawrence K. & Duff, Robert W. (2002). Modulated Participant-Observation: 

Managing the Dilemma of Distance in Field Research. Field Methods, vol. 13, (nr. 2), 

s. 190-196. 

• Jacobsen, Bo & Tanggard, L. & Brinkmann, S. (2010). Fænomenologi. I: Brinkmann, 

Svend & Tanggaard, Lene (red.): Kvalitative Metoder: En Grundbog, (1, udgave, s.137- 

152). København: Hans Reitzels Forlag. 

• Kvale, Steiner (1997). Postmoderne tænkning, hermeneutik, fænomeneologi og 

dialektik. I: Kvale, S. Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, (s. 49- 

67). København: Hans Reitzels Forlag. 

• Lynggaard, Kennet (2010). Dokumentanalyse. I: Brinkmann, Svend & Tanggaard, 

Lene (red.): Kvalitative Metoder: En Grundbog, (1, udgave, s.185-206). København: Hans 

Reitzels Forlag. 

• Maffesoli, Michel (1996). Tribalism. I: Maffesoli, M.: Times of the Tribes. (s. 72-103). 

London: Sage Publications 

• Maffesoli, Michel (2002). Society or community: tribalism and feelings of belonging. 

I: Portella, Eduardo et al.: Thinking at crossroads: in search of new languages. (s. 237-244). 

Paris: UNESCO. 

• Mason, Jennifer (2002). Qualitative Researching. London: Sage Publications 

• Maxwell, Joseph (2002). Understanding and Validity in Qualitative Research. I: 

Huberman, A. Michael & Miles, Matthew B. (eds): The Qualitative Researcher’s 

Companion.,(s. 37-64). London: Sage Publications. 

• Odde, Dorte (2011). Neostammer. I: Larsen, Steen Nepper og Inge Kryger 

Pedersen: Sociologisk leksikon (s. 451). København: Hans Reitzels forlag 

• Olsen, Henning (2002). Analysestrategier og kvalitetssikring. I: Kvalitative kvaler ( 

s.134-142). København: Akademisk Forlag. 

59 af 60

• Polkinghorne, Donald E. (1989). Phenomenological Research Methods. I: Valle, 

Ronald S. & Halling, Steen (eds.): Existential-Phenomenological Perspectives in Psychology, (s. 

41-60). New York: Plenum Press. 

• Schiermer, Bjørn (2009). Fashion Victims: On the Individualizing and Deindividualizing 

Powers of Fashion. I: Fashion Theory: The Journal of Dress, Body and 

Culture, vol. 14, (nr. 1), s. 83-104. 

• Schiermer, Bjørn (2011a). Maffesoli. I: Larsen, Steen Nepper og Inge Kryger 

Pedersen: Sociologisk leksikon (s. 383). København: Hans Reitzels forlag 

• Schiermer, Bjørn (2011b). Mode. I: Larsen, Steen Nepper og Inge Kryger Pedersen: 

Sociologisk leksikon (s. 423-424). København: Hans Reitzels forlag 

• Simmel, George (1992). Storbyerne og det åndelige liv. In: Kultur og Klasse, vol. 19, 

(nr. 1), s. 73-84. 

• Thagaard, Tove (2004). Systematik og indlevelse. København: Akademisk Forlag. 

• Wilson, Elizabeth (1987). Mode og byliv. I: Wilson, Elizabeth: Klædt i drømme: Om 

mode, (s. 139-161, 267). København: Tiderne Skifter. 

12.2 AVISER OG INTERNETKILDER 

• Bukdahl, Lars (2010). Superredaktør spår om 2011: Jeg sætter mine penge på urban. 

På: hvedekorn.dk http://hvedekorn.raptus.mico.dk/?p=1174 (Besøgt 22. Maj kl. 

20.45) 

• Larvsen, Lasse (2011). En generation nægtede at blive voksen. I: Information, d 24. 

juni. http://www.information.dk/271860 (Besøgt 18. Maj kl. 17.28) 

• Schelde, (123; 342) (2010). Bla bla bla. LÆS ET FORBANDET DIGT!. På 

hvedekorn.dk 

http://hvedekorn.raptus.mico.dk/?p=1192 (Besøgt 22. Maj kl. 21.12) 

• Schütt-Jensen, Kasper (2012). Digte med ansigt, krop og stemme. Jyllandsposten, 12 

maj. 

60 af 60

Brændende Kys. Endelig.pdf - sociologisk-notesblok

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?