Brændende Kys. Endelig.pdf - sociologisk-notesblok

8.4 ET AVANTGARDE MILJØ
Da vi nu har åbnet op for idéen om, at der i dyrkelsen af digtoplæsningen ligger et
selviscenesættende element, der har at gøre med den anseelse, individet ønsker at opnå, er
det nærliggende nærmere at undersøge miljøet og kulturen omkring
digtoplæsningsarrangementerne. Vi ønsker her at se nærmere på, hvorfor
digtoplæsningsarrangementer i København for øjeblikket i nogens øjne er en særlig positiv
arena at blive set i.
I det følgende citat forklarer Adam, at digtoplæsningsmiljøet er særligt nichepræget og
avantgarde og derfor særligt modemæssigt elitært.
Adam: ”Det er jo også det, der er med forfattermiljøet, det er jo totalt
overprætentiøst altså. De vil jo være så avantgarde, fordi de laver
litteratur og laver digte frem for noget mere populært. Det er i hvert
fald min klare fornemmelse, at der er sådan en vibe.” (Adam l. 261-
263)
(...)
”Altså, at kunstneren ser sig selv virkelig meget som kunstner og som
avantgarde - der er det der avantgardeelement af det. Fordi at
vedkommende skriver digte og sælger så lidt. Og det synes de er fedt,
for så er det kun eliten, de taler til, og det er kun en lille afgrænset flok
af målgruppen, der fatter, hvad det er, de skriver. Og dermed kommer
den der avantgarde vibe op i miljøet, som også gør, at de prøver at være
lidt mere underlige, end de egentlig er. ” (Adam l. 267-271)
Det, som Adam her beskriver som ”forfattermiljøet”, forstår vi synonymt med det miljø, der
eksisterer omkring lyrikkulturen, idet han tidligere har understreget, hvordan publikummet til
digtoplæsningsarrangementer dels selv ofte skriver digte, og dels oftest anser sig selv som
værende en slags kunstnere. I understregelsen af det efterstræbelsesværdige i det, han kalder
”avantgarde”, ligger refleksionen over ønsket om at tilhøre eliten ved, i kunstnerens tilfælde,
at appellere til et smallere publikum og i tilskuerens tilfælde at dyrke et smalt fællesskab. På
den måde muliggør dyrkelsen af digtoplæsningsmiljøet ud fra Adams betragtning en
adskillelse og afgrænsning fra massen og det brede publikum, hvorfor det udgør et attraktivt
modisk objekt. At være ”avantgarde” bliver altså en intentionel måde, hvorpå lyrikkulturens
medlem, ud fra Bechs betragtning, kan adskille sig fra storbyens masse. Det kan her
bemærkes, at Adam italesætter ”avantgarden” som noget, man påtager sig frem for noget, man
er, hvilket uddyber pointen omkring storbyindividets bevidste manipulation af egen
personlighed for at skille sig ud fra mængden, sådan som Simmel formulerer det (Simmel
48 af 60