Brændende Kys. Endelig.pdf - sociologisk-notesblok

2 STORBYENS ÆSTETISERING OG DE NYE
SOCIALITETSFORMER
Vi ønsker nu at sætte rammen om digtoplæsningsmiljøet i København, og herunder
undersøge, hvilken betydning storbyens facetter har heri. At dette miljø kan siges at udgøre
en afgrænset gruppe, vil vi videre argumentere for i det efterfølgende afsnit om Maffesolis
teori om neotribale, flygtige fællesskaber, hvor vi også sætter rammen om en overordnet
samtidsdiagnose.
2.1 LIVET I STORBYEN
Ifølge Henning Bech tager bysociologi typisk afsæt i to forskellige perspektiver; ét, der
beskæftiger sig med byen i et objektiveret perspektiv, værende sig byens status som center
for magt og økonomi, og ét hvor menneskets oplevede liv står centralt (Bech 1998:216).
Fremfor at fokusere på de mere makrostrukturelle forhold ved storbyens udvikling, ønsker
Bech at have fokus på bymenneskets oplevede liv; et mere fænomenologisk perspektiv (Bech
1992:8; Bech 1998:216). Storbyen kan derfor ikke reduceres til summen af antal mennesker,
der bor sammen, men udgør i sig selv noget substantielt, der går ud over sin egen densitet.
2.1.1 AT SKILLE SIG UD FRA MÆNGDEN
I Bechs optik opleves byen som en verden af fremmede, fordi menneskene i storbyen, som
resultat af ikke at kende, eller have mulighed for at komme til at kende, alle, bliver genstand
for hinandens konstante vurderinger ud fra æstetiske præferencer (Bech 1998:217f). Byen
bliver således arena for en proces af æstetisering, hvor individet reduceres til en overflade
(Bech 1992:8). Storbyindividet må derfor hele tiden i denne ”verden af fremmede” tage
stilling til, hvordan det gestalter sin overfalde (Ibid.:8f). Denne æstetiseringsproces leder
tankerne hen på Simmels analyse af udviklingen i storbyen (Simmels 1992). Simmel
analyserer blandet andet, hvordan det moderne samfunds storby bliver arena for individets
kamp for at skille sig ud fra mængden. Storbyindividets relationer er, modsat de tidligere
tiders nærværende relationer i landsbysamfundet, upersonlige, og mødet med ”den anden” er
kort, sjældent og flygtigt (Simmel 1992:82). Individet indgår derfor i en ”kamp” om at skille
sig ud, hvilket skaber grobund for en ny storbymentalitet, hvor individet i højeste grad er i
kontakt med sin egen subjektivitet, og som konsekvens heraf, manipulerer med sin
personlighed, for at gøre opmærksom på sig selv i storbyens masse (Wilson 1987:145).
Storbymennesket må derfor i nogle tilfælde fremmane en overdreven særegenhed, for at
udtrykke sin personlighed og distingvere sig fra almenheden (Simmel 1992:82f).
9 af 60