empiriske billede må vi tilføje, at socialitet er indlejrede i den æstetiske oplevelse som den dyrkes i digtoplæsningsmiljøet i København, hvorfor de to ikke kan adskilles. De to udlægninger af motivationen for at gå til en digtoplæsning, som vi analytisk er nået frem til, peger umiddelbart i hver sin retning, men dog synes socialiteten at være afgørende i begge, omend denne forstås på to forskellige måder; henholdsvis i form af miljøet omkring digtoplæsningen og den kollektive beruselse i digtoplæsningen. At disse to forståelser i sidste ende synes at komplementere hinanden kommer frem i følgende passage. Intervieweren forsøger i citatet at opnå en horisontsammensmeltning i sit forsøg på at forstå betydningen af fællesskabet og det at dyrke digtoplæsningen med sine venner. I stedet opnår hun et svar, der viser, at socialiteten i digtoplæsningssituationen og socialiteten omkring digtoplæsningen, begge er centrale motivationsfaktorer. ”Interviewer: Så for dig handler det også meget om, at der er et fællesskab, og at man går ind med nogle venner og oplever det? Mark: Ja, det er også det. Det ville være løgn at sige, at det ikke også er det. Men det er ikke det, der er det vigtigste. Interviewer: Så det er dig og kulturen og så de andre? [underforstået: I prioriteret rækkefølge](alle griner) Mark: Eller det er bare mig, og så noget der sker. Og så har jeg en oplevelse af det, og så kan man snakke med nogen om det. Og det synes jeg bare er et godt udgangspunkt for hvad som helst. Der er jo heller ikke nogen, der gider se en solopgang alene og aldrig måtte snakke om det. Hvis man synes, det var vildt smukt og man bare sad og græd alene, så kunne det jo være ligegyldigt. ”Nå det er okay, naturen er fed. Okay, 1-0 [til] naturen”. Men hvis man ikke kan sige det til nogen og kan tale om det - hvis der ikke kan være en henvendelse, så kan det jo være sådan lidt [underforstået: ligegyldigt]... Måske er det det, der også er godt ved digtoplæsningen.” (Mark l. 860-874) Mark sammenligner her digtoplæsningsoplevelsen med en smuk solopgang, hvilket unægtelig leder tankerne hen på Staffeldts digt. Dog er Marks pointe, at denne først bliver værdifuld, idet den opleves sammen med andre. Vi forstår her, at den gode digtoplæsning, ”den æstetiske oplevelse”, kræver, at der er andre til stede i selve situationen, for ellers ”kunne det jo være ligegyldigt”, som Mark siger i citatet. Endvidere fremhæves, at ”det ville være løgn at sige”, at det ikke også handler om fællesskabet omkring lyrikkulturen. Det sociale bliver således motivationens omdrejningspunkt, både idet den udgør et essentielt karaktertræk ved selve essensen i den æstetiske oplevelse og at den virker som det stimulerende fællesskab, der har digtoplæsning som modisk referencepunkt. Den opsummerende pointe bliver således, at man ikke kan forstå motivationen for at gå til digtoplæsning som et ”enten-eller”, men at socialiteten, både i og omkring digtoplæsningen, 52 af 60
udgør en samlet motivation for at dyrke digtoplæsningen for digtoplæsningsdeltagerne i København. 53 af 60