Brændende Kys. Endelig.pdf - sociologisk-notesblok

efleksioner over hvorfor hun alligevel gentagne gange har været til
digtoplæsningsarrangementer, sig omkring, hvorfor hun ser, at folk går til digtoplæsninger:
Ea: ”Ja. Jeg forstår det godt. Og jeg kan da også selv føle nogle sus af
glæde ved sådan nogle øjeblikke. Men det er også bare meget, altså, at
sætte sig selv i scene. Og komme og sige bagefter; ”jeg har været til
det og det og det her”. Det måske bare min egen, sådan,
jantelovsholdning, der synes, at det sgu er lidt latterligt.”
Interviewer: ”Så du mener at der i hvert fald er nogen, der kommer
for at blive set eller ”se nu mig”?”
Ea:” Ja.”
Interviewer: ”Okay”.(Ea l. 380-386).
(…)
Ea: ”Altså, der er sådan meget ”kom og se, vi dyrker det her sammen”
eller, ”kom og se, jeg dyrker dette her”. Ja altså, man sidder der og er
et ‘jeg’ for sig selv, men man prøver at have et eller andet fællesskab.
Det er totalt mærkeligt, ik’, på en eller anden måde.”(Ea l. 393-395)
Ea peger i ovenstående passage på, at en del af det at gå til digtoplæsning, er forbundet med
et ønske om at iscenesætte sig selv på en bestemt måde. Dette kan således knyttes til Blumers
begreb om, at man bruger modiske objekter til at kommunikere visse tegn om i sig selv, hvor
digtoplæsning her bliver iscenesættelse i den forstand, at det er noget, man bagefter kan
komme og sige, man har været til – hvilket vi må tolke, at der ligger i vis anseelse i at kunne
sige. Rebecca fremhæver endvidere, at hun tror ”der er ret mange mennesker, som gerne vil
være typen, der går til digtoplæsning” (Rebecca l. 429-430), hvilket støtter op om denne
tolkning af, at der er en vis popularitet i det at gå til digtoplæsning. Rebecca støtter endvidere
op om Ea betragtning om, at ”man” kommer til digtoplæsningsarrangementer for at blive set
og tilføjer, at det nok ligefrem er ”svært at finde dem, der ikke kommer for at blive set”
(Rebecca l. 447-451). Digtoplæsning bliver således en måde at bruge byrummet på, hvor det
at blive set i netop dette byrum, bliver efterstræbelsesværdigt. At kunne sige, at man har
været et bestemt sted og hermed gøre opmærksom på, at man er en del af et særligt miljø,
synes at udgøre et incitament for at deltage i digtoplæsningsoplæsningerne i sig selv. Dette
lægger sig på af Blumers antagelse om, at man dyrker et bestemt objekt for at kunne sige at
man er en del af noget – nemlig moden. Her er bevæggrunden for at dyrke digtoplæsningen
selve det ”at blive set” på det rigtige sted. Digtoplæsningsdyrkelsen bliver i denne optik et
kalkuleret og intenderet brug af et symbol, der giver individet anerkendelse. Dette ligger sig
op af Blumers forståelse af, hvordan individer bruger modiske objekter, og vi forstår
herudfra, at der i dyrkelsen af den æstetiske oplevelse er tale om ønske om at være ”in
fashion” i dette miljø.
47 af 60