Brændende Kys. Endelig.pdf - sociologisk-notesblok

Skal vi forstå de ”billeder”, som Staffeldt ”maler” for os, må vi have øje for den samtid og
det sprog, man havde at beskrive ud fra i Romantikken. I dag finder man næppe samme
(dramatiske) opdeling mellem krop og sjæl eller samme beskrivelser om guddommelig
længsel. Dog kan metaforikken gavne vores forståelse af, hvilke tanker og følelser, der er på
spil, når vi taler om den æstetiske oplevelse som digtoplæsningsdeltagerne har. Forstår vi de
religiøse referencer, som digtet bygger på, som narrativer, opstillet for at kunne begribe og
sætte ord på det, der netop ligger uden for ordene – æstetikkens tavse karakter - får vi et
”sprog” at tale og forstå æstetikkens essens ud fra. Dette ”sprog” vil nu forsøge at anvende i
den empiriske karakteristik af essensen i den æstetiske oplevelse.
Man kan i de ovenstående præsenterede citater fra vores informanter finde paralleller
til Staffeldt, der bruger det brændende kys som metafor for disse særligt ”lækre” fragmenter af
oplevelsen, der bliver ved at hænge fast i bevidstheden. Nora beskriver den fysiske
kuldegysning og kulturjunkiens søgen efter perfektion, der i sammenligningen med Staffeldt,
får klang af den krop/sjæl-dualisme, som han kredser om, hvor perfektionen ustandseligt
opsøges gennem den æstetiske oplevelse, men altid er bundet af omstændighederne i
kroppen og omgivelserne (Nora l. 419-423). Både Mark og Rebecca kredser om den
internaliserede oplevelse, hvor subjektet genkender noget af sit eget væsen, eller ”Gestalt”, i
objektet (Mark l. 371-373; Rebecca l. 537-548). Mark beskriver dét at finde ind til den
æstetiske oplevelse som en fornemmelse af, at hans egne tanker bliver sagt på en måde, som
han ikke selv har været i stand til at formulere dem og Rebecca bruger udtrykket: ”Dér ramte
vedkommende sgu et eller andet” (Rebecca 540-541), om følelsen af at genkende sig selv i digtet,
som det præsenteres gennem oplæsningen.
Essensen i den æstetiske oplevelse kredser således omkring dels en fysisk reaktion,
kuldegysningen, og dels subjektets genkendelighed i det oplæste, der videre fremkalder
følelsen af at blive ”ramt” af noget, der kan huskes i fragmenter, stemning eller ord fra
oplæsningen. Det er denne følelse, som Staffeldt omtaler som musens kys, der udgør ”det
der perfekte”, som Nora forklarer oplæsningsarrangementerne som en søgen efter (Nora l.
419-423). Det er denne følelse af at blive ”ramt” eller af at modtage musens kys, der videre i
opgaven vil blive betegnet som essensen i den æstetiske oplevelse.
Denne indadvendte æstetiske følelse hos subjektet synes dog også at være påvirket af
andet end forholdet mellem tekst og oplæser – nemlig af de øvrige tilskuere eller deltageres
samtidige æstetiske oplevelse. Her adskiller informanternes oplevelser sig i høj grad fra
Staffeldts beskrivelse. For hvor processen, oplevelsen og refleksionen over æstetikkens byrde
i Indvielsen beskrives som subjektets ypperligste og mest ensomme mål, opnås dette i dag
40 af 60