Meditation

142
Egentlig er det jo ikke en overraskelse, for jeg har masser af gange erfaret,
at medfølelse skaber en indstilling af fuldstændig åbenhed og modtagelighed,
som med lethed overføres til handling. Det er også smukt – og
i tråd med megen anden psykologisk forskning - at de mennesker, der
finder dyb livsmening i at være noget for andre, også er dem, der er
lykkeligst – og lever længst.
Neurologen Richard Davidson bruger begrebet “neuroplasitcitet”
om det faktum, at hvis vi tilstrækkelig mange gange gentager at meditere
på medfølelse, så ændrer hjernebanerne sig langsomt – sådan at sindsro,
medfølelse og andre konstruktive og positive følelser bliver en faktisk
realitet i hjernens struktur også. Hjernen kan altså omstrukturere sig
selv, og forandringen gør os hen ad vejen til et andet menneske med et
andet temperament.
Det kræver imidlertid målrettethed: At vide med sig selv, at man VIL
være et mere medfølende menneske. Det kræver, at man praktiserer
medfølende meditation, igen og igen – dagligt, og i en længere periode
bevidst tilvælger tiden og rummet dertil. Det vil til sidst medføre varige
ændringer i både hjerne og sind. Man bliver transparant, så sjælen kan
udfolde sig i en mere ren form.
Destruktive følelser udfordrer
Jeg oplever imidlertid også, at det med at forblive i “det åbne hjerte” er
en kæmpe udfordring. Den vanemæssige tænkning har det med at overtage
scenen igen og igen. I mere overordnet forstand kan man reflektere
over, hvad der er de største forhindringer for en udvikling af positive
følelser med udgangspunkt fra hjertet. Inden for buddhismen taler man
om “de tre gifte”: Vrede. Begær. Vildfarelse.
Vrede
Vrede kan rettes indad, kan rettes udad, kan være knyttet til bedrøvelse –
og hvor mest konstruktiv kan den forvandles til en konstruktiv impuls til
at fjerne en forhindring. Indadrettet vrede viser sig i hjernen som højresidig
aktivering i pandelappen, som også forbindes med andre negative
følelser. Og der sker en aktivering af amygdala. Mens såkaldt konstruktiv
vrede viser sig som venstresidig frontal aktivering. Man kan kalde den
første form for vrede for den destruktive, fordi der sker en forvrængning
af virkeligheden, en skævhed i sanseopfattelsen, der overdriver de negative
egenskaber ved tingene. Den onde cirkel, man kan blive fanget i ved
ikke at kunne styre raseri, er, at man kan være ude af stand til at forudse
de negative konsekvenser; impulskontrollen er nedsat. En undersøgelse
viser, at amygdala er indskrumpet hos mennesker, der er kendt for at
være meget aggressive (Davidson et al., 2005). Amygdala er sædvanligvis
særlig aktiv, når man oplever negative følelser – og forandrer sig
altså mere permanent ved “overforbrug”. Dvs. der skal “et langt sejt træk”
til, før den – hvis overhovedet – kan blive normalt fungerende igen.
Begær
I næsten alle former for begær, der har med tvangsbetonet afhængighed
og betingning at gøre, er der forøgede mængder at stoffet dopamin i
kroppen. Dette uanset, om det er begær efter et narkotisk stof, om det er
ludomani, eller det er erhvervslederens overdrevne og ensidige “jeg vil
ha” – tilgang til tilværelsen.
Man kan skelne mellem de nervebaner i hjernen, som forbindes med
at kunne li’ – altså nydelse – og de nervebaner, der er forbundet med at
ønske. Når de to følges ad, så ønsker vi det, vi kan li’. Ved tvangsbetonet
begær virker det, som om de nervebaner, der er forbundet med at ønske,
bliver styrket, og de nervebaner, der er forbundet med at kunne li’ noget,
bliver svækket (Dalai Lama & Goleman, 2003). Dvs. det vi ønsker, synes
vi mindre og mindre om – men vi har brug for mere for i samme grad at
kunne glæde os over det. Dette er det store problem ved tvangsbetonet
begær – uanset hvad vi måtte begære.
Vildfarelse
Lidelsesvoldende følelser tilslører vores evne til at se verden klart (Dalai
Lama & Goleman, 2003, p. 268). Vildfarelse indebærer, at hjernens
følelsesmæssige nervebaner påvirker de nervebaner, der har ansvaret for
sansernes opfattelse af tingene eller vores forståelse af verden, og også
de nervebaner, der har med tænkning at gøre. Amygdala har udløbere
tilbage til det oprindelige område af hjernen, hvor synsindtrykkene
kommer ind. Så vore negative følelser kan påvirke vores opfattelse af de
synsindtryk, vi får. Så at “vrede gør blind”, er mere sandt end som så.
Modgiften
Den mest effektive modgift mod disse tre former for følelser er, såvel når
man holder sig til en buddhistisk tænkning som understøttet af moderne
neuropsykologisk forskning, systematisk træning af sindet. Intet redskab
er mere effektfuldt end meditation hertil. KÆRLIGHED og MED-
FØLELSE er de direkte 180 grader komplementære følelser; det kan
ikke lade sig gøre at føle begge typer følelser, konstruktive og destruktive,
på én gang. Det bevidste daglige tilvalg af positive følelser er således
efter min overbevisning det eneste valg, vi har! Med Dalai Lamas ord
(2009): “…at opdyrke evnen til glæde, den ægte indre forvandling gennem
bevidst udvælgelse af og fokusering på positive mentale tilstande,
samtidig med, at man bekæmper negative mentale tilstande er mulig i
kraft af selve hjernens struktur og funktion. Nervebanerne i vores hjerne
er ikke statiske, ikke uigenkaldeligt fastlagte. Også hjernen er tilpasningsdygtig.”
143