Meditation

194
jeg synes, er så vigtigt. I det at have kræft, og i det at leve i det hele
taget er jo netop for den enkelte at komme frem til det at kunne være
nærværende. Uanset hvem vi er, og hvad vi hedder, så er det der, vi
er til og kan mærke os selv og kan mærke andre. Jeg tror på, at fra
start af, er vi udstyret med en eller anden køreplan, rent fysiologisk og
cellemæssigt, som cellerne egentlig gerne vil rette sig efter. Så kan der
komme forskellige forhindringer på vejen. Mudder på forruden og alt
muligt, som gør, at nu kan cellen og energien bare ikke se køreplanen
mere. Jeg tror på, at kroppen egentlig har et ønske om at opføre sig
ordentligt. Og jeg synes ikke, den opfører sig helt ordentligt, når den
får kræft. Ikke for at gøre det negativt, men den følger ikke den oprindelige
køreplan. Og det tror jeg dybest set, den har et ønske om at gøre.
Så det jeg egentlig kan gøre i forhold til det at have kræft, det er at
forsøge at komme så tæt på den der køreplan som muligt. Vi ved, der
er en køreplan foran os…Og jeg har det sådan, at meget tit så har jeg
den fornemmelse, at jeg er et sted. Når jeg er her lige nu, så bliver jeg i
hvert fald ikke mere syg. Det er, når jeg er i meget nærvær.”
Det åndelige
Koblingen fra krop og psyke til den åndelige dimension hænger tæt sammen
med nærværet, som Ena omtaler ovenfor. Umiddelbart efter at have
talt om nærværet begynder hun at tale om spiritualitet og religiøsitet.
“Der er jo også kommet en form for spiritualitet og religiøsitet ind
i det, som har sit helt eget udtryk for mig. Det hører ikke til nogen
steder, men det er mit. Og når jeg føler kontakt til det, så ved jeg, at så
er køreplanen der. Og i det øjeblik, den åbning er til stede - desværre
er jeg kun et menneske - men hvis jeg nu kunne være i den der åbning
konstant, så tror jeg, at jeg blev fuldstændig rask. Det er jeg faktisk
overbevist om, at jeg ville. Men det er ikke sikkert, at det er sådan, det
skal være.”
Ena uddyber, at hun tror på, at der er et eller andet, der vil den harmoniske
udvikling, som man kan give sig hen til:
”Der er en eller anden – sådan oplever jeg det – kærlig energi til
stede, som man kan overgive sig til. Og der er nogle skabende kræfter,
som egentlig bare er ude på, at det hele udvikler sig harmonisk.”
Samtidig med, at hun har et håb om at blive rask og arbejder for at
være nærværende og realistisk i forhold til sygdommen, så rummer hun
den næsten komplementære følelse på én og samme tid. Hun har en
tillid til, at der sker det, der skal ske. Det ses af den sidste sætning i forrige
citat, hvor hun – ikke med resignation – men med tillid siger ”men
det er ikke sikkert, at det er sådan, det skal være.”
Med hensyn til den åbenhed eller åbning, hun taler om, spørger jeg,
om det er en åbning, hun selv har kontrol over at kunne frekventere og
være i. Hun svarer, at hun ikke kan styre den; den
er faktisk det modsatte af kontrol, men hun kan
gå den i møde bl.a. vha. meditation ved at give
slip. Hun fremhæver, at den altid er en potentiel
mulighed; den forsvinder ikke. Det særlige ved
dén bevidsthedsmæssige og kropslige tilstand er,
at der er plads til alting; hendes rummelighed både
over for sig selv og andre er total - intet behøves
fortrængt. Hun eksemplificerer ved at beskrive, at
smerte og glæde er to sider af samme sag, således
at smerten i dén tilstand ubesværet lader sig
konvertere til glæden. Tilstanden opstår jævnligt,
både når hun er alene, og når hun er sammen med
andre:
I: ”Den kommer spontant, den åbenhed?”
”Nej, det gør den ikke mere.. Jeg kan meget ofte
efterhånden – samle den op eller slappe af. Give
en eller anden tilladelse til den.”
I: ”Den er der hele tiden, men du skal have vinduesviskerne
på?”
”Ja, men den er der hele tiden. Spørgsmålet er,
om jeg giver den tilladelse til at være i mig. Og
den tilladelse bliver jeg mere og mere i stand til
at give. Det er ikke noget, jeg tænker. Det er bare
noget, jeg ved. Jeg kan mærke, at nu hoppede
jeg ind i nogle gamle mønstre. Nu slap jeg lige
forbindelsen. Kan du godt fornemme, hvad det
er, jeg mener?” (”Ja.”) Og det bliver jeg egentlig
bedre og bedre til. Og jeg er tit god til det i situationer,
hvor jeg sidder og snakker med andre.
Lige pludselig. Hov, her er egentlig plads til
alting. Det er egentlig et meget pudsigt sted, for
uanset om der er smerte, eller der er glæde, så
har det sådan en eller anden kvalitet over sig
og er i orden. Der sker også det, jeg kan huske
engang, hvor jeg prøvede at gå ind i nogle ting,
jeg oplevede - det var nogle problemer, der føltes
som en hård æggeskal - der var meget smerte,
men jo dybere jeg gik ind i den, når jeg kom ind i
kernen af den, så forvandlede den sig til den mest
flydende, vidunderlige glæde, der bare piblede ud.
Det var egentlig det, der var inde i smerten. Det
var glæden.”
Det ser ud til, at jo dybere Ena når ned i en
følelsesmæssig tilstand, jo mere bliver følelser, der
overfladisk set er modsatte, ét.
At stræbe efter mening
Jeg ønsker afklaret, i hvor høj grad det dybtgående
bevidsthedsmæssige arbejde er en konsekvens af at
have kræft. Ena siger, at dybden ikke var kommet
uden kræften. Et eksistentielt spørgsmål som det
at værdsætte sig selv, finde sig værdig at være til,
har trængt sig på i mange år, at hun blev tvunget
til at se det i øjnene vha. kræften. Dét at tillade sig
selv rum at være til er forudsætning for, at kræften
ikke får overtaget. På den måde giver hun kræften
mening ud fra en eksistentiel betragtning. Hun
betragter det som en slags opvågnen:
I: ”Du har turdet gå dybt. ( Ja). Du sagde, det var
en proces, der var i gang. Tror du, det var sket uden
kræften?”
”Der må jeg nok sige desværre nej. Måske, men
jeg tror det egentlig ikke. Også fordi jeg har fået
sådanne sygdomme i venstre side af kroppen, som
ifølge nogle er modersiden, den kvindelige side.
Først fik jeg fjernet den ene æggeleder, så halvdelen
af skjoldbruskkirtlen og så brystet bagefter.
Jeg tror, der skulle noget meget voldsomt til, før
alvoren... eller før jeg vågnede tilstrækkeligt op.
Også fordi jeg tror, at jeg dybest set aldrig har
værdsat mig selv. Jeg tror nok, at hvis jeg var gået
dybt nok på et tidspunkt, så havde jeg ikke syntes,
at jeg var værdig nok til at være til. Jeg spillede
en helt anden rolle, og det var helt klart, bl.a. den
manglende kærlighed, evnen til kærlighed fra min
mors side, fordi hun var syg, (der påvirkede mig).
Hun gjorde, hvad hun kunne, men det var ikke
nok. Det var ikke nok til, at jeg kunne finde min
egen identitet.”
195